Forholdene på landets byggepladser
Forholdene på landets byggepladser er langtfra optimale. Set fra malerfagets synspunkt, er der desværre ikke meget fokus på vigtigheden af så basale ting som realistiske tidsplaner, rimelige tidsfristforlængelser ved foranstående entreprenørers overskridelser, at byggepladsen er ryddelig, at fugt og træk undgås når malerne skal arbejde, og at andre fag ikke arbejder samtidig i samme rum som malerne. Rod på byggepladserne og ”hoppen fra tue til tue” hører desværre til dagens orden.
Baggrund
Der vil være store besparelser forbundet med en bedre styring af byggeriet. En analyse, Revalue, foretaget af forskere på Aarhus Universitet, Institut for Ingeniørvidenskab, viste blandt andet, at håndværkere i byggeriet oplever at helt op til to tredjedele af arbejdsdagen går op i spildtid. I studiet er håndværkere på fire forskellige byggepladser blevet observeret over 1.000 timer for at måle deres produktivitet.
Rod på byggepladsen er medvirkende til et ineffektivt byggeri. Det er også farligt og medfører arbejdsulykker. Cirka en femtedel af alle alvorlige arbejdsulykker i byggeriet er relateret til snubleulykker.