Årets begivenhed Danske Malermestres Landsstævne
Stort fagligt stævne for Danske Malermestres medlemmer og leverandører!
I 2025 var stævnet flyttet til Odense Congres Center og skiftet navn til Danske Malermestres Landsstævne. Stævnet blev afholdt fra torsdag 16. januar til lørdag 18. januar.
Danske Malermestres Landsstævne må betragtes som årets vigtigste begivenhed i Danske Malermestre.
Det er her en stor del af organisationens medlemmer hvert år sætter hinanden stævne. Derfor lægger vi os i selen for at lave et arrangement med emner, der er aktuelle, alvorlige, videnbaserede og tankevækkende.
Men ikke mindst skal Danske Malermestres Landsstævne være et samlingssted med kollegialt og socialt samvær.
Ny lokation - nye muligheder
Den store leverandørudstilling er hvert år velbesøgt af både Danske Malermestres medlemmer og af malersvende og malerelever.
Den nye lokation i Odense Congress Center giver nye muligheder, fordi hallerne er markant større. Der er mulighed for aktive stande, hvor gipsvægge kan spartles, standene kan være højere, lifte kan køre rundt og det samme kan biler. Alt er muligt i forhold til udstillermes fantasi.
I 2025 deltog de danske deltagere til Euroskills 2025 - Camilla Lindholm Gelmer og reserve/assisterende landstræner Lone Børresen, hvor de stod og trænede på hver deres bås.
Overvejer du også at blive medlem af Danske Malermestre, er du velkommen til at kigge forbi udstillingen og hilse på os.
Spændende program i salen
Som noget nyt varmede vi op med fysisk opvarmning med behandlingsrådgiver Jon Ahrensbøll. Derefter kunne du høre om den politiske situation i blå blok med Dansk Folkepartis finansordfører Peter Kofod. Han svarede på om der er et reelt alternativ til SVM-regeringen.
En af Danmarks førende eksperter på det digitale område David Guldager kom og fortalte om kunstig intelligens.
Deltagerne mødte også holdet bag 'Den sorte svane', der har sat gang i debatten om det kriminelle under- og over-Danmark. Her fik deltagerne et indblik i, hvordan det er lykkedes at afsløre rockere og banditter i habitter.
Inden festmiddagen fik vi Kim Bildsøe Lassen på scenen for at fortælle, hvorfor amerikanerne valgte Donald Trump til præsident igen.