Døve og socialt belastede på lønningslisten i Odense
Malerfirmaet Knold & Thinesen har i mange år taget virksomhedspraktikanter ind, også dem der ikke har været på arbejdsmarkedet før. De har også fået Odense Kommunes Handicappris 2018 for deres indsats.
I mange år har Malerfirmaet Knold & Thinesen taget socialt ansvar. Døve, en tidligere rocker, flexjobbere og lærlinge har været på lønningslisten.
– Vi ordner en masse flyttelejligheder for Odense Kommune – og fordi vi arbejder for dem, skylder vi dem lidt den anden vej ved at ansætte en række skæve eksistenser, der normalt ikke har passet så godt ind på arbejdsmarkedet, forklarer Carsten Knold, der ejer virksomheden sammen med Torben Thinesen.
Firmaet, der består af 40 medarbejdere, har både døve, tre flexjobbere, og har haft en rocker fra et exit-program i arbejdsprøvning og har seks-otte lærlinge. Det ligger bare i firmaets DNA at tage socialt ansvar.
Handicapprisen betyder noget
Det har Odense Kommune også belønnet i 2018, hvor Malerfirmaet Knold & Thinesen modtag Handicapprisen 2018. Deafcare, samarbejdspartneren i forhold til døve, indstillede til prisen.
– Handicapprisen betyder meget for os, for det er et skulderklap til os. Vi havde en døv ansat her på normale vilkår. I dag er vedkommende stoppet på grund af private årsager – og vi har en anden døv i firmaet nu.
– Vi kommunikerer gennem SMS og billeder – og de skriver til os. De går stort set også altid sammen med en af kollegerne, siger Carsten Knold, der indrømmer, at det kræver lidt planlægning og logistik, når nogle medarbejdere er på deltid eller ikke kan helt det samme som de øvrige svende.
Men da malervirksomheden har de mange lejligheder, de renoverer for kommunen - 40-60 om måneden og plejehjem – er der altid opgaver til alle typer medarbejdere. Lederne har lige skulle lære de døve, som har været vant til at blive bragt og hentet i taxaer, at de selv skal komme til og fra arbejde.
Brændte fingre på rocker
For nylig har Malerfirmaet Knold & Thinesen igen haft en rocker i virksomhedspraktik i forbindelse med bandeexit. Vedkommende havde siddet i fængsel for vold. Men det var svært for den tidligere rocker.
– Det er jo nemmere at tjene 20.000 kroner på en aften på noget kriminelt som salg af stoffer eller afpresning end at arbejde hver dag fra 8-16. Han holdt op, fordi han syntes, at han skulle investere mange timer i forhold til, hvad han fik ud af det, fortæller Carsten Knold.
Det er vigtigt for ejerne at give folk en chance – at gøre medarbejdere selvstændige, så de i længden ikke er afhængige af hjælp fra det offentlige.
– Vi mener, at det er vores pligt at finde en plads til socialt udsatte mennesker. Så må vi finde ud af, om de kun kan klare at arbejde 15-20 timer, fordi de skal lære at stå tidligt op, møde til tiden og indordne sig på en arbejdsplads, påpeger Carsten Knold, der også tror det er lettere for en større virksomhed som deres egen at tage socialt ansvar, end hvis der kun var fire ansatte.
– Vi får jo lidt tilskud fra start, så vi ikke bliver økonomisk belastede. Og så lærer vores ansatte jo hurtigt nogle ting, siger han.
Siger aldrig nej til forslag
De to ejere siger stort set aldrig nej, når kommunen kommer med forslag til folk, de skal have i virksomhedspraktik, i lære eller ansat på almindelige vilkår. Alle går ind på lige fod og ligesom med lærlinge, handler det om at finde ud af, om malerfaget er noget for dem.
– Kommunens folk er dygtige til at ramme ret godt. De ved også, at vores ambition er at skabe selvstændige mennesker – om det er socialt udsatte eller lærlinge. Hvis de ikke kan lide at være hos os, skal de kunne klare sig et andet sted, fastslår Carsten Knold.
Virksomheden sætter derfor altid mål med deres ansatte. Er det de døve, så trækker de på virksomheden Deafcare, hvor personalet kan tegnsprog. De hjælper med kort varsel, hvis der opstår situationer, virksomheden ikke kan løse internt.