Danske Malermestre
  • +45 32 63 03 70
  • 0
    Indkøbskurv
  • Søg
  • Om Danske Malermestre
    • Personale
    • Bestyrelse
    • Udvalg
    • Laug og lokalforeninger
    • Lokale uddannelsesudvalg
    • Vedtægter
    • Samarbejdspartnere
    • Bliv medlem
    • Persondatapolitik
    • Politiske mærkesager
    • Mæglingsmænd
    • Charter for samfundsansvar i byggeriet
    • Skønsmænd
  • Kurser og arrangementer
    • Danske Malermestres Landsstævne
    • Generalforsamling
    • Kurser
    • Medlemsmøder
    • DM i Skills
    • PaintingSkillsAcademy - PSA
  • Presse og nyheder
    • Nyheder
    • Magasinet De Farver
    • Medlemsbladet
    • Presserum og pressefotos
    • Sociale medier
    • Farveprisen
    • Temaer fra malerfaget
    • Pressebilleder Nyborg Stævnet 2024
    • Pressebilleder DM i Skills 2024
    • Pressebilleder Farveprisen 2024
    • Pressebilleder generalforsamling 2024
    • Pressebilleder uddeling af Farveprisen 2024
    • Pressebilleder Danske Malermestres Landsstævne 2025
    • Pressebilleder overenskomst i malerfaget 2025
    • Pressebilleder Farveprisen 2025
    • Pressebilleder generalforsamling 2025
  • Log på
  • 0
  • Danske Malermestre
  • Om Danske Malermestre
  • Kurser og arrangementer
  • Presse og nyheder
+45 32 63 03 70
  • Om Danske Malermestre
  • Personale
  • Bestyrelse
  • Udvalg
  • Laug og lokalforeninger
  • Lokale uddannelsesudvalg
  • Vedtægter
  • Samarbejdspartnere
  • Bliv medlem
  • Persondatapolitik
  • Politiske mærkesager
  • Mæglingsmænd
  • Charter for samfundsansvar i byggeriet
  • Skønsmænd
  • Kurser og arrangementer
  • Danske Malermestres Landsstævne
  • Generalforsamling
  • Kurser
  • Medlemsmøder
  • DM i Skills
  • PaintingSkillsAcademy - PSA
  • Presse og nyheder
  • Nyheder
  • Magasinet De Farver
  • Medlemsbladet
  • Presserum og pressefotos
  • Sociale medier
  • Farveprisen
  • Temaer fra malerfaget
  • Pressebilleder Nyborg Stævnet 2024
  • Pressebilleder DM i Skills 2024
  • Pressebilleder Farveprisen 2024
  • Pressebilleder generalforsamling 2024
  • Pressebilleder uddeling af Farveprisen 2024
  • Pressebilleder Danske Malermestres Landsstævne 2025
  • Pressebilleder overenskomst i malerfaget 2025
  • Pressebilleder Farveprisen 2025
  • Pressebilleder generalforsamling 2025

MFFU vil hjælpe unge med udfordringer

Rettidig omhu kalder MFFU en ny indsats, der skal fastholde malerelever med diagnoser og mistrivsel. Projektet løber over de næste to år.

Hvordan håndterer man, hvis en malerelev har problemer med at klare sin hverdag? Det kan være i samarbejdet med kollegerne, med at møde til tiden, at forstå en arbejdsopgave, eller have mange sygedage. For nogle unge er det nemt at fortælle, at de har udfordringer. Mens andre skjuler en diagnose som for eksempel ADHD eller angst, fordi de er bange for at miste lærepladsen og få svært ved at få job som svend, når de er udlært.

Unge med diagnoser som ADHD eller angst skal have hjælp til at forblive i malerfaget. MFFU er klar med en målrettet indsats. Arkivfoto Brian Rasmussen.


For både elever, svende og mestre er der hjælp på vej til at håndtere den type udfordringer og problemer.

- Det handler om rettidig omhu. Vi har været ude på skolerne, som alle siger, at de har udfordringer med frafald og unge i mistrivsel. Det tager vi op nu med en helt ny indsats for fastholdelse og trivsel, siger Niels Håkonsen, sekretariatschef i Malerfagets Faglige Fællesudvalg, MFFU, der varetager uddannelserne i malerfaget.

Den nye indsats sker i samarbejde med konsulentvirksomheden CompanYoung, der har ekspertise i projekter med trivsel og fastholdelse af unge i erhvervsuddannelser.

- Vi skal hjælpe med blandt andet en god dialog mellem elev og virksomhed, og en rådgivningshotline for de unge, siger Nikolaj Higham Schlüter, Director i CompanYoung.


Lær at tage imod eleven

Indsatsen bliver rullet ud over de kommende par år og bygger på fire indsatsområder, der skal omfavne både elever og virksomhederne.

Et af de nye indsatsområder er at udvikle et kursus for lærlingeansvarlige mestre og svende i virksomhederne.

- Målet er, at vi introducerer nogle konkrete værktøjer, som de så skal hjem og udføre. Det kan for eksempel være et onboardingværktøj med beskrivelse af, hvordan de tager imod nye elever, siger Nikolaj Higham Schlüter.

Målet med indsatsen er at fastholde unge, der gerne vil uddannes til malere, men som har udfordringer. Målet er et lavere frafald både på skolen og i overgangen til praktikforløbene, hvor der i dag sker størst frafald.

- Nogle elever får et praksischok, når de kommer ud i lære. Der kan være mange årsager, og vi hjælper dem med en forventningsafstemning. Det handler om, hvad det vil sige at være i lære, hvor de hører andre unge fortælle om deres erfaringer, siger Nikolaj Higham Schlüter.

Et konkret tiltag bliver at udvide den digitale logbog med sociale og personlige mål og en guide til den gode samtale mellem elev og virksomhed.

- Det er for at hjælpe mester og elev til at få den gode dialog om, hvordan eleven trives. Det kan for eksempel være oplæg til en snak om, hvordan eleven oplevede at blive taget imod i virksomheden.


Bryd tabuet

Projektet om fastholdelse og trivsel handler ikke specifikt om diagnoser. Men med et stigende antal unge, der udredes for bl.a. ADHD og ADD, og en generelt større åbenhed om udfordringer, er det naturligt, at mange elever og virksomheder har brug for værktøjer til at kunne tale om det.

- Mestre og svende skal kunne genkende nogle kendetegn og have en forståelse for, hvad for eksempel ADHD eller ADD betyder. Det kan være, at de lægger mærke til, at eleven er uopmærksom og virker til ikke at høre efter. I stedet for at blive træt af det, så lærer de at kunne gå til den elev på andre måder. Det kan være at bryde opgaver op i mindre dele og at hjælpe med at lave en arbejdsplan for én dag ad gangen, siger Nikolaj Higham Schlüter.

Den kommende online rådgivning for de unge har på andre erhvervsuddannelser vist en effekt i de unges trivsel. Fordelen er, at de taler med andre unge, som ikke er behandlere men mentorer.

- For nogle unge, er det første skridt til at tage imod hjælp. Hvis de aldrig har talt med andre, kan det være den første oplevelse af, at det er rart at få sagt det højt. Nogle har brug for mere hjælp, og de får støtte i at tage kontakt til egen læge for eksempel for at få en udredning, siger Nikolaj Higham Schlüter.

Projektet i MFFU er begyndt i 2025 og bliver udrullet frem til 2027.

Fire veje til fastholdelse af unge i faget

  • Forventningsafstemning
    Et nyt digitalt forløb skal hjælpe unge med at forstå, hvad det vil sige at være i lære – og klæde virksomheder på til at tage godt imod dem.

  • Kursus til lærlingeansvarlige
    Et nyt kursus for malerfirmaernes lærlingeansvarlige skal give konkrete værktøjer til at forstå og støtte unge lærlinge med fx diagnoser.

  • Rådgivning for sårbare unge
    Malerelever kan blive visiteret til et online samtaleforløb med en ung mentor, som kan tale med og støtte elever med udfordringer. Det kan være angst og mistrivsel.

  • Udvidelse af digital logbog
    Malernes praktiklogbog udvides med sociale og personlige mål, så samtaler om trivsel bliver en del af praktikmålene.

Tag snakken om diagnosen

Der er hjælp og tilskud til virksomheder, der har elever med en diagnose. Men løsningen kræver, at der bliver talt åbent om problemerne.

Malermester Henrik Biehl i Aalborg tog fat i erhvervsskolen TECHCOLLEGE for at få et møde for hele firmaet om, hvad ADHD er for en diagnose. For i hans malerfirma, Klit Christensen ApS, havde han en elev, der havde svært ved at tale om sin diagnose.

- Jeg kunne mærke, at der var noget. Hvis ikke jeg havde min erfaring, og kunne se det, så var jeg måske bare blevet træt af den elev og til sidst opsagt aftalen. Det kan gå galt, når ikke man får talt åbent om det. Vi mestre er nødt til at tage den snak med de unge. Det nytter ikke, at vi siger, at de bare er dovne eller ikke vil lære noget. Vi er nok mange med nogle ’bogstaver’, og ved at tage det møde på skolen fik vi nogle konkrete råd, siger han.

Fra TECHCOLLEGE var nogle af rådene til malermester Henrik Biehl, at færre skift mellem opgaver og en fast makker på arbejdet kunne være en hjælp. Foto Michael Bo Rasmussen


Han sidder i det lokale uddannelsesudvalg på skolen, og han ved derfra, at nogle elever mister deres læreplads på grund af en diagnose som f.eks. ADHD. Derfor ville han gøre en indsats for, at de i hans firma nemmere kunne rumme det.

- Vi lærte meget om ADHD og fik en større forståelse. Også for os andre i personalet – hvorfor den og den er sådan. Alle kan have noget med i bagagen, og det hjælper ikke bare at sige ’tag dig nu sammen’.


Overblik og enkelthed

Mødet på skolen var med SPS-vejleder (Specialpædagogisk støtte) for malerfaget, Mona Marie Larsen, som dels gav dem indsigt i, hvad en diagnose handler om, og dels gav dem konkrete råd til at hjælpe elever med udfordringer.

- En person med ADHD fungerer anderledes, men ofte er løsningen enkel. Jeg havde en elev, som blev udmattet hver dag klokken 13 og gik hjem fra skolen. Det hjalp, da vi fandt ud af at give eleven en pause klokken 10 for sig selv i et roligt rum. Så var der energi til resten af dagen, fortæller Mona Marie Larsen.

Hendes råd til mestrene er at hjælpe eleverne med struktur og planer. Uanset om det er unge med autisme eller ADHD. Færre skift mellem opgaver og en fast makker på arbejdet er også en god løsning.

- En person med ADHD kan miste fokus, hvis de ikke kan overskue, hvad de skal eller ikke forstår opgaven. Så begynder de med overspringshandlinger, vandrer rundt og snakker, siger Mona Marie Larsen.

For malermester Henrik Biehl betød mødet på skolen, at han fik konkrete måder at hjælpe sin elev. For eksempel ved i god tid at sende besked med planer for ugens opgaver.

- Hvis jeg glemmer at give besked, så får jeg en sms søndag formiddag med spørgsmålet om, hvad vi skal mandag. Jeg oplever, at jo bedre vi har styr på det, jo mere ro er der i hovedet. Så vi har ikke oplevet problemer med sygedage og andet, fortæller han.

De fandt også ud af, at svendene skal være opmærksomme på at forklare opgaverne enkelt og kun om den aktuelle opgave.

- Men helt generelt synes jeg, at vi mestre mangler nogle redskaber og vejledninger til at kunne håndtere, når vi får en elev med udfordringer. For de kan fungere lige så godt som malere som andre, hvis bare vi kan få rammerne omkring dem til at passe til dem, siger Henrik Biehl.


Støtte følger eleven

Elever med en diagnose kan på erhvervsskolerne få SPS støtte, hvor vejlederne taler med dem om at håndtere hverdagen og kan hjælpe dem med at få at overblik over opgaver eller ansøgninger til praktik.

Lige nu arbejder TECHCOLLEGE med at forbedre hjælpen til elever, der får SPS-støtte, så overgangen fra skole til praktik bliver bedre. For det er her, der kan være større risiko for frafald.

- Vores nye indsats på bygningsmaleruddannelsen handler om, at deres SPS-vejleder, faglærer og virksomhedskonsulenten holder kontakt til eleven, og ringer til dem én gang i måneden. Vi spørger, hvordan det går, om de er glade for at være i praktik, og vi har en positiv tilgang. Det er vores erfaring, at de er glade for det opkald. Og det tager problemer i opløbet, siger Mona Marie Larsen.

Skolen samarbejder med mestrene, som også kan få tilskud til SPS-støtte til eleven. 

- Åbenhed om diagnoser forhindrer en konflikt i at eskalere. Og virksomhederne skal vide, at de kan få tilskud fra SPS, så der er timer til at hjælpe eleverne. For fagligt er de jo lige så dygtige som alle andre, siger Mona Marie Larsen.

TECHCOLLEGE Aalborg har skrevet pjecen ”SPS i virksomheden” og på bygningsmaleruddannelsen arbejder man på at lave fyraftensmøder eller morgenmøder for virksomhederne om muligheden for at blive en aktiv del af SPS-støtten.

Gode råd til elever med diagnoser

For personer med diagnoser som autisme og ADHD kan overblikket over en opgave skride, de kan være bange for ikke at gøre det godt nok og være perfektionistiske – så de ikke får afsluttet en opgave. De kan have tankemylder og bliver hurtigere udmattet af mange indtryk og informationer.

Her kan det sommetider hjælpe med:

  • Flere kortere pauser
  • En plan for dagens og ugens opgaver
  • En fast makker, der hjælper med tid og overblik
  • Forventningsafstemning med kolleger og mester

Nicklas skal snart være malersvend

Med to diagnoser har Nicklas Hoffmann Funder haft svært ved at tro på, at han kunne gennemføre en uddannelse og få et rigtigt arbejde.

Med få måneder tilbage af sin læretid hos Gentoftemaleren er malerelev Nicklas Hoffmann Funder på 22 år spændt på at komme til svendeprøve. Men måske har Nicklas lidt flere bekymringer end andre. For med diagnoserne ADD og infantil autisme har han sværere end de fleste med at få overblik og struktur over en arbejdsopgave.

Malermester Elisabeth Oesten Frank fortæller, at det kræver en god dialog med en elev som Nicklas om at planlægge dagen og skrive ned, hvad der skal laves. Derfor er det vigtigt, at lærlingen som Nicklas åbent fortæller, hvis de har særlige behov på grund af en diagnose, fortæller Elisabeth Oesten Frank. Foto Søren Hytting.

- Autismen betyder, at jeg er langsommere til indlæring og jeg glemmer hurtigt, så jeg har brug for at få gentaget ting flere gange, fortæller Nicklas, da vi møder ham sammen med malermester Elisabeth Oesten Frank i Gentoftemaleren.

Under hele hans uddannelse har han fået hjælp fra SPS (Specialpædagogisk støtte) på både Tech College Gladsaxe og i malerfirmaet, der har fået tilskud til 12 – 15 timer om måneden.

- Det kræver mere af os og af de andre svende og derfor er det vigtigt for os, at lærlinge som Nicklas fortæller åbnet til os, at de har særlige behov på grund af en diagnose. For så kan vi indrette rammerne efter det, siger Elisabeth Oesten Frank.


Mere ro og overblik

Op til svendeprøven har de fokus på at hjælpe Nicklas til at være selvkørende, så han bliver sendt ud på opgaver alene.

- Det går meget fint, synes jeg. Jeg kan jo ringe til dem, og de kommer også forbi og ser på det, jeg laver og viser mig, hvis der er noget, som skal være anderledes. Jeg bliver hele tiden bedre, også selvom jeg skal bruge længere tid, siger Nicklas.

Det er vigtigt for ham, at hver opgave er konkret beskrevet, at han får hjælp til, hvor lang tid han skal beregne, og at han får én besked ad gangen. Han kan godt mærke, at han har tendens til at være perfektionistisk og have svært ved at afslutte en opgave.

Nicklas Hoffmann Funder er 22 år og i malerlære hos Gentoftemaleren. Han har ADD og infantil autisme, som betyder, at han har ekstra behov for støtte til indlæring og hjælp til overblik. Det hjælper ham at tage flere kortere pauser i løbet af dagen, hvor fem minutter kan hjælpe meget på at få ro i hovedet. Han var i tvivl, om han kunne klare at tage en rigtig uddannelse, men er rigtig glad nu, hvor der kun er kort tid til svendeprøven.

- Jeg har prøvet at spartle og bare blive ved og ved, fordi der hele tiden var noget at rette på.

Han kan godt lide at arbejde med almindeligt malerarbejde, gerne med farver, men han er ikke så begejstret for at arbejde med dekorationer. Sådan som han skal til svendeprøven. Derfor træner de ham i virksomheden sammen med en anden lærling, som også skal til svendeprøve.

- Nu får vi bygget mig op til at være svend. Jeg havde ikke regnet med at kunne gennemføre en almindelig uddannelse. Jeg vidste ikke, at man kunne få den hjælp til at gennemføre det. Det fik jeg at vide på en rundvisning på skolen, inden jeg begyndte, fortæller Nicklas, der efter planen bliver udlært i juni.

Jeg har brug for en stabil hverdag

Nanna Bjørnholdt på 22 år bor i Aarhus og blev udlært o december 2024. Hun har både som lærling og nu som malersvend valgt at være åben om at lide af angst og ADD.

Nanna Bjørnholdt blev udlært malersvend med bronze. Hun er meget åben om, at hun har særlige behov for at kunne passe sit arbejde. Nanna Bjørnholdt bærer ofte den grønne Solsikkesnor, der er symbol for, at man lider af et skjult handicap, og at man kan have brug for ekstra hjælp eller rum omkring sig. Foto Brian Rasmussen.

I hverdagen som malersvend i MalerHuseT i Aarhus har Nanna Bjørnholdt valgt at være meget åben om, at hun lider af angst, ADD og kronisk hovedpine. Og når hun ikke er på arbejde, bærer hun som regel den grønne Solskikkesnor som tegn på, at hun lider af et skjult handicap.

- Da jeg var til jobsamtale, havde jeg også snoren på, og så kunne mester jo med det samme se, at jeg har en diagnose, fortæller Nanna.

Hun blev udredt og fik diagnosen ADD, da hun som 16 årig fik angst, som kan være en følgevirkning af hendes diagnose. Med medicin og faste rammer har hun det generelt godt i hverdagen.

- Diagnosen betyder, at jeg socialt kan være lidt akavet, og så har jeg det bedst med at have struktur og hele tiden vide, hvad jeg skal. Det er ikke rart for mig, hvis mester pludselig siger, at nu skal jeg rykke hen på en anden opgave, fortæller Nanna.

Ændringer i planer kan vælte dagen, og opstår der problemer eller fejl, har Nanna brug for tid til at samle sig.

- Jeg kan godt gå i stå, hvor jeg har brug for en pause for at tænke og finde ud af, hvad der nu skal ske. Jeg er ikke så impulsiv. Og angst kan give mig tankemylder. Det larmer i mit hoved, så jeg ikke kan koncentrere mig, fortæller hun.


Tendens til perfektionisme

ADD kaldes også den ’stille ADHD’, fordi personer med diagnosen ikke har tendens til hyperaktivitet. Begge diagnoser kan betyde, at man overtænker situationer og har tendens til perfektionisme. Et træk som Nanna genkender.

- Jeg var ikke selv helt tilfreds med min svendeprøve, men jeg fik altså bronze – så jeg var nok lidt for perfektionistisk. Det kan være både godt og skidt, at jeg altid vil lave et pænt arbejde. Nogle gange kommer jeg til at bruge for meget tid på en opgave, fortæller hun.

Da hun var udlært, søgte hun job hos MalerHuseT og skrev, at hun helst ville arbejde sammen med sin kæreste Isak Hadzalic.

Så de blev begge ansat, og det giver Nanna en støtte og ro, at Isak kender hende og hjælper med overblikket.

Nannas chef, malermester Henrik Ottens, sætter stor pris på, at hun er ærlig om sine diagnoser.

- Nanna er meget dygtig som maler, og hun sendte en helt unik ansøgning, hvor hun skrev, at hendes højeste ønske var at arbejde sammen med hendes kæreste, fortæller malermesteren, der havde en perfekt opgave til dem med en masse trappeopgange, så de går fast det samme sted i længere tid.

- Jeg har den holdning, at man skal være åben og ærlig, og i firmaet skal der være plads til, at man kan sige fra. Som chef er det vigtigste for mig, at jeg ved, hvor jeg kan sende Nanna hen og hvilke typer opgaver, der er bedst for hende, siger Henrik Ottens.

Ved at kende sine styrker og begrænsninger kan Nanna selv tilpasse hverdagen og arbejdet som maler. Derfor ved hun, at hun ikke vil passe ind i et job på akkord, fordi hun har brug for et tempo, hvor hun ikke mister fokus og med plads til at tage en pause ind i mellem.

- Jeg går også altid med ur, og der er noget jeg skal huske, sætter jeg en påmindelse på telefonen. Det hjælper mig, at jeg er sammen med Isak om at planlægger tiden og opgaverne, siger Nanne Bjørnholdt.

Malermester med behov for ro

Et par gange om ugen har Christian Crillesen behov for et middagshvil, for han kan miste energi på tankemylder og social kontakt.

Malermester Christian Crillesen har lært meget om både sig selv og andre mennesker ved at tage Danske Malermestres konduktøruddannelse, hvor han lærte om modeller til personlighedstyper.

- Det gik virkelig op for mig, hvor forskellige vi mennesker kan være, da jeg lærte om DISC-modellen og Enneagrammer. Jeg har selv meget behov for det velkendte og en hverdag med struktur, og så er jeg ikke så socialt anlagt. Til gengæld har jeg en ansat, som er en helt anden type og som for eksempel synes, at det er dejligt at spise frokost sammen. Det falder bare ikke mig så naturligt, fortæller Christian, der driver malerfirmaet Crillesen & Sørensen i Kastrup.

Han mener selv, at han har diagnosen ADD, selvom han ikke er udredt.

- Jeg har fulgt en udredning for ADHD, så jeg kan spejle mig i det. Jeg kan genkende den tendens til tankemylder, overtænkning og koncentrationsbesvær. Jeg har ikke tendens til hyper, men kontakt med andre kan også tære på min energi, fortæller han.

Derfor har han brug for pauser og tid til at være alene, og to – tre gange i ugen tager han et middagshvil for at få ro.


Vægter åbenhed højt

Ligesom Christian Crillesen selv er åben om sin personlighed og egne behov, så forventer han, at hans ansatte også kommer med en åbenhed.

- Jeg vælger ikke folk fra eller til af den grund, men jeg har brug for at vide, hvilke udfordringer man kan have, fortæller han.

For selvom han godt ved, at det ikke er det rareste at begynde en jobsamtale med at fortælle om diagnoser og særlige behov, så vil han som mester helst vide, hvilke behov der skal tages hensyn til. Christian Crillesen mener derfor også, at det kunne være godt med uddannelsesaftaler med mere ’elastik’.

- Nogle har måske brug for mindre end 37 timer om ugen for at fungere, eller der kan være brug for en pause midt på dagen. Jeg kan som chef selv gøre det, men hvis jeg har en ansat med det behov, så skal vi kunne mødes om det, siger han.

Hjælp til handicap

Elever med en diagnose som fx ADHD eller ordblindhed kan få specialpædagogisk støtte, SPS, på erhvervsskolerne. I praktikperioderne kan virksomhederne også få tilskud til støttetimer til eleven med særligt behov. Det kan være hjælp til at planlægge dagen eller opgaver, ekstra samtaler og lignende.

Læs mere på www.spsu.dk. Som udlært kan alle med et funktionsnedsættende handicap søge støtte til personlig assistance. Læs mere om personlig assistent på www.borger.dk

 

Hvad er ADHD og ADD?

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Symptomerne viser sig som opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet. Det kan gøre det svært at koncentrere sig, at overskue tid og strukturere en opgave. Diagnosen ADD har samme symptomer uden hyperaktivitet. Diagnoserne har forskellige sværhedsgrader fra person til person, og kan ofte behandles med medicin og terapi for at håndtere hverdagen.

Da det er såkaldte usynlige handicap, kan man fx bære Solsikkesnoren (grøn snor med solsikker) for at vise omverden, at man har behov for støtte eller kan blive udfordret i stressende situationer.

Kilde: ADHD-foreningen og Psykiatriforeningen

Islands Brygge 26
2300 København S
+45 32 63 03 70
sekretariatet@malermestre.dk

Asylvej 19
8240 Risskov
+45 86 17 71 99
aarhus@malermestre.dk

Blivmaler.nu Enrigtigmaler.dk MBA Cookiepolitik
41863175-42E1-4253-A928-A4506883BCF5@1x Created with sketchtool. 71E1624B-0CB0-459B-A0A2-15CDB0F08C09 Created with sketchtool.