Stil krav - du bliver ikke uvenner med dine kunder
Malermester Bo Bjerregaard i Glostrup har aldrig modtaget dagbøder på grund af forsinkelser. Hvis de andre håndværkeres tidsplaner skrider, tager han forbehold skriftligt.
Mange malermestre oplever, at der altid loves i udbudsmaterialet, at malerne kommer til at gå alene på byggepladsen. Men det lykkes sjældent i realiteten, fordi tidsplanerne skrider. Malermester Bo Bjerregaard fra Malerfirmaet 2B i Glostrup bruger det eneste våben – forbehold – han mener, malere har.
- Det eneste våben vi som malermestre har er, at vi tager forbehold i tidsplanen. Når jeg indgår en kontrakt tager jeg forbehold for ordentlige arbejdsvilkår til mine medarbejdere. Når vi giver en pris, er det jo forudsat, at vi kan arbejde kontinuerligt – og ikke skal arbejde samtidig med tømrere, murere og elektrikere, siger han og fortsætter:
- Forudsætningerne skal jo være gode for alle håndværkerne. Malerentreprisen er ofte så lille, at det er billigst at rykke den – og så lade malerne komme til i weekenden, hvor de andre er blevet færdige.
- Men det gør jeg kun, hvis mine medarbejdere selv siger ja til det. Ellers er hovedreglen, at hvis dem før os ikke er færdige, så kommer vi ikke.
Malerfirmaet 2B med 35 ansatte, de 30 er svende og lærlinge, arbejder med nybyggeri, ombygninger og renoveringer for professionelle kunder. Når Bo Bjerregaard får et opkald fra bygherre, fordi alt er kaos på en konkret arbejdsplads, presser han ikke svendene til at arbejde udenfor normal arbejdstid.
- For jeg får ikke glade medarbejdere af at presse dem til at arbejde udenfor deres normale arbejdstid. Men har de lyst til at bruge en weekend – med overarbejdsbetaling på bygherres regning – så er det fint med mig. Jeg har heller aldrig modtaget en dagbøde, fordi forsinkelserne i et byggeri aldrig er vores skyld. Når udbudsplanen skrider, tager vi forbehold skriftligt, siger Bo Bjerregaard.
Fordi Bo Bjerregaard selv har arbejdet på akkord og fik problemer med ryggen, accepterer han ikke at mande op eller påbegynde arbejdet, selvom pladsen reelt ikke er klar til det. For det vil slide fysisk på svendene.
Du bliver ikke uvenner med kunden
Og skal der arbejdes ud over det oprindeligt aftalte, kræver Bo Bjerregaard betaling for det. Det er dog vigtigt løbende at påpege overskridelser af tidsplanen eller urimelige arbejdsvilkår for medarbejderne.
- Du kan ikke komme til sidst og sige, at vilkårene ikke er i orden. Det skal du som malermester gøre løbende i forløbet. Jeg tror, mange malermestre er bange for at blive uvenner med kunderne. Men det gør du ikke, når de argumenter for at udføre et stykke kvalitetsarbejde er saglige. Derfor er jeg aldrig bange for at stille krav, siger Bo Bjerregaard.
Han kan godt være uenige med kunderne, men det handler om aldrig at blive personlig. Derfor er han også typen, der løbende prikker til byggeledelsen og forklarer, at det er for dyrt med rod på byggepladsen.
- Jeg nægter også at sende mine folk ud at male, hvis ikke der er arbejde til en hel dag. Jeg siger fra, hvis det ikke kan betale sig for os. Hvis kunden insisterer på, at vi skal komme ud og male i fire timer eller spartle gipsvægge i to timer, så betaler de for tiden. Kunderne skal ikke tro, at malersvendene sidder på hylderne og venter – for vi tilrettelægger jo efter de opgaver, vi har, siger Bo Bjerregaard.
Bygherrerne er aldrig i god tid, de ringer ofte dagen før – og får så at vide, at det ikke kan lade sig gøre, forklarer Bo Bjerregaard.
- Det bliver bygherrerne ikke sure over, for de ved det jo godt. Hellere lade være med at love noget, vi som malere ikke kan holde. For det giver dårlig stemning.
Vær på pladsen og pas på personalet
Fordi bygherrerne ofte kommer med ønsker i sidste øjeblik, er det vigtigt at komme til byggemøderne. Så ved du også som malermester, at der ikke er klart til at udføre malerarbejdet, som byggeledelsen ønsker. Det er også ved at være på byggepladserne, at malermestrene kan sikre sig, at malersvendene har ordentlige arbejdsvilkår.
- Vi kan ikke forvente, at vores malersvende siger fra. Jeg skælder aldrig nogen ud for at tage en beslutning, men meget løser sig, hvis dem på pladsen tager en beslutning. Derfor er jeg meget bevidst om at nurse og lytte til de svende, der har brug for det. Der er jo pladser med store problemer, så ringer jeg til kunden og giver en tilbagemelding til medarbejderne, forklarer Bo Bjerregaard, der er meget bevidst om at give medarbejderne gode arbejdsvilkår. Heldigvis har mange af malersvendene været i virksomheden længe og anbefaler andre at arbejde der.
Selvom malerentreprisen er det billigste i en byggesag, oplever Bo Bjerregaard ikke, at malerne bliver behandlet dårligt af de øvrige håndværkere.
- Jeg tror, det handler om, hvordan man er som firma og person. Den respekt som kunden har overfor dig. Hvis du selv er et fjols, bliver du behandlet derefter, siger han om malernes anseelse blandt håndværkerne.
Nødvendige standardforbehold
Men hvad gør Bo Bjerregaard med det klassiske problem, hvor andre håndværkere ødelægger de færdigmalede overflader?
- Det er det evige problem. Men det starter allerede, når du laver kontrakten med kunden – vi fraviger aldrig standardforbeholdet med én procent af malerentreprisen til reparationer efter andre håndværkere. Vi vil helst ind i tidsplanen, så der ikke er andre håndværkere efter os, forklarer Bo Bjerregaard.
Malermesteren fortæller altid løbende kunden, hvor meget der er brugt af standardforbeholdets ene procent. Det gøres via aftalesedler og dokumentation for brugte timer gennem firmaets kvalitetssikring, hvor der både er billeder og tekst.
- Når vi så har brugt den ene procent, må vi spørge kunden: Hvad nu – hvad skal vi så gøre? Du kan ikke bare rette alle skaderne og komme med en regning til sidst, for så får vi ingen penge. Vi skal være på forkant – og med dokumentation af skaderne, er det svært at løbe fra, påpeger han.
Bo Bjerregaard leger aldrig detektiv for at finde de håndværkere, der har lavet skader på malerarbejdet. For Malerfirmaet 2B har en aftale med bygherren, og ikke tømrerne eller elektrikerne.
- Der er bygherrer, der gerne vil have, at vi forskellige håndværksfag afregner indbyrdes, men den fælde skal jeg ikke hoppe i. Det er meget lettere for bygherre at holde penge tilbage. Svendene på pladsen samarbejder, men når det kommer til økonomi, går det ikke helt så let, påpeger Bo Bjerregaard.
Igangsætningssedler, tak!
Malersvendene på en byggeplads oplever ofte, at bygherren kommer forbi og lige vil have genopfrisket en skrammet væg. Her har malersvendene i Malerfirmaet 2B instrukser på aldrig at udføre noget arbejde, før det er aftalt med malermester Bo Bjerregaard.
- Hvis mine svende har lavet noget uden accept, så ved jeg, at vi ikke får penge for det. Derfor ved de, at de skal sige til bygherre, at de skal sende en mail til mig, og når jeg siger go, kan de male. Vi laver såkaldte igangsætningssedler, hvor bygherre skal skrive under, siger Bo Bjerregaard, der udelukkende laver skriftlige aftaler med nye kunder. Med andre kunder kan han gå mindre drastisk til værks, fordi han kender dem og ved, at han kan stole på dem.