Danske Malermestre
  • +45 32 63 03 70
  • 0
    Indkøbskurv
  • Søg
  • Om Danske Malermestre
    • Personale
    • Bestyrelse
    • Udvalg
    • Laug og lokalforeninger
    • Lokale uddannelsesudvalg
    • Vedtægter
    • Samarbejdspartnere
    • Bliv medlem
    • Persondatapolitik
    • Politiske mærkesager
    • Mæglingsmænd
    • Charter for samfundsansvar i byggeriet
    • Skønsmænd
  • Kurser og arrangementer
    • Danske Malermestres Landsstævne
    • Generalforsamling
    • Kurser
    • Medlemsmøder
    • DM i Skills
    • PaintingSkillsAcademy - PSA
  • Presse og nyheder
    • Nyheder
    • Magasinet De Farver
    • Medlemsbladet
    • Presserum og pressefotos
    • Sociale medier
    • Farveprisen
    • Temaer fra malerfaget
    • Pressebilleder Nyborg Stævnet 2024
    • Pressebilleder DM i Skills 2024
    • Pressebilleder Farveprisen 2024
    • Pressebilleder generalforsamling 2024
    • Pressebilleder uddeling af Farveprisen 2024
    • Pressebilleder Danske Malermestres Landsstævne 2025
    • Pressebilleder overenskomst i malerfaget 2025
    • Pressebilleder Farveprisen 2025
  • Log på
  • 0
  • Danske Malermestre
  • Om Danske Malermestre
  • Kurser og arrangementer
  • Presse og nyheder
+45 32 63 03 70
  • Om Danske Malermestre
  • Personale
  • Bestyrelse
  • Udvalg
  • Laug og lokalforeninger
  • Lokale uddannelsesudvalg
  • Vedtægter
  • Samarbejdspartnere
  • Bliv medlem
  • Persondatapolitik
  • Politiske mærkesager
  • Mæglingsmænd
  • Charter for samfundsansvar i byggeriet
  • Skønsmænd
  • Kurser og arrangementer
  • Danske Malermestres Landsstævne
  • Generalforsamling
  • Kurser
  • Medlemsmøder
  • DM i Skills
  • PaintingSkillsAcademy - PSA
  • Presse og nyheder
  • Nyheder
  • Magasinet De Farver
  • Medlemsbladet
  • Presserum og pressefotos
  • Sociale medier
  • Farveprisen
  • Temaer fra malerfaget
  • Pressebilleder Nyborg Stævnet 2024
  • Pressebilleder DM i Skills 2024
  • Pressebilleder Farveprisen 2024
  • Pressebilleder generalforsamling 2024
  • Pressebilleder uddeling af Farveprisen 2024
  • Pressebilleder Danske Malermestres Landsstævne 2025
  • Pressebilleder overenskomst i malerfaget 2025
  • Pressebilleder Farveprisen 2025

Stil krav - du bliver ikke uvenner med dine kunder

Malermester Bo Bjerregaard i Glostrup har aldrig modtaget dagbøder på grund af forsinkelser. Hvis de andre håndværkeres tidsplaner skrider, tager han forbehold skriftligt. 

Mange malermestre oplever, at der altid loves i udbudsmaterialet, at malerne kommer til at gå alene på byggepladsen. Men det lykkes sjældent i realiteten, fordi tidsplanerne skrider. Malermester Bo Bjerregaard fra Malerfirmaet 2B i Glostrup bruger det eneste våben – forbehold – han mener, malere har. 

- Det eneste våben vi som malermestre har er, at vi tager forbehold i tidsplanen. Når jeg indgår en kontrakt tager jeg forbehold for ordentlige arbejdsvilkår til mine medarbejdere. Når vi giver en pris, er det jo forudsat, at vi kan arbejde kontinuerligt – og ikke skal arbejde samtidig med tømrere, murere og elektrikere, siger han og fortsætter: 

- Forudsætningerne skal jo være gode for alle håndværkerne. Malerentreprisen er ofte så lille, at det er billigst at rykke den – og så lade malerne komme til i weekenden, hvor de andre er blevet færdige. 

- Men det gør jeg kun, hvis mine medarbejdere selv siger ja til det. Ellers er hovedreglen, at hvis dem før os ikke er færdige, så kommer vi ikke. 

To gange om året kommer en coach forbi Bo Bjerregaard og hans to konduktører, så de hele tiden lærer at tackle svendene, så deres selvværd bygges op. Rigtig mange af medarbejderne er netop på stedet på grund af det gode arbejdsmiljø og trygheden. Foto Søren Hytting

Malerfirmaet 2B med 35 ansatte, de 30 er svende og lærlinge, arbejder med nybyggeri, ombygninger og renoveringer for professionelle kunder. Når Bo Bjerregaard får et opkald fra bygherre, fordi alt er kaos på en konkret arbejdsplads, presser han ikke svendene til at arbejde udenfor normal arbejdstid. 

- For jeg får ikke glade medarbejdere af at presse dem til at arbejde udenfor deres normale arbejdstid. Men har de lyst til at bruge en weekend – med overarbejdsbetaling på bygherres regning – så er det fint med mig. Jeg har heller aldrig modtaget en dagbøde, fordi forsinkelserne i et byggeri aldrig er vores skyld. Når udbudsplanen skrider, tager vi forbehold skriftligt, siger Bo Bjerregaard. 

Fordi Bo Bjerregaard selv har arbejdet på akkord og fik problemer med ryggen, accepterer han ikke at mande op eller påbegynde arbejdet, selvom pladsen reelt ikke er klar til det. For det vil slide fysisk på svendene. 

Du bliver ikke uvenner med kunden 

Og skal der arbejdes ud over det oprindeligt aftalte, kræver Bo Bjerregaard betaling for det. Det er dog vigtigt løbende at påpege overskridelser af tidsplanen eller urimelige arbejdsvilkår for medarbejderne. 

- Du kan ikke komme til sidst og sige, at vilkårene ikke er i orden. Det skal du som malermester gøre løbende i forløbet. Jeg tror, mange malermestre er bange for at blive uvenner med kunderne. Men det gør du ikke, når de argumenter for at udføre et stykke kvalitetsarbejde er saglige. Derfor er jeg aldrig bange for at stille krav, siger Bo Bjerregaard. 

Malermester Bo Bjerregaard slår fast, at man sagtens kan være leder på – måske ikke 37, men 45 timer. Hans to dygtige og effektive konduktører arbejder også 37 timer om ugen. Det er vigtigt, at han selv signalerer, at arbejdsugen ikke skal være for lang. Foto Søren Hytting

Han kan godt være uenige med kunderne, men det handler om aldrig at blive personlig. Derfor er han også typen, der løbende prikker til byggeledelsen og forklarer, at det er for dyrt med rod på byggepladsen. 

- Jeg nægter også at sende mine folk ud at male, hvis ikke der er arbejde til en hel dag. Jeg siger fra, hvis det ikke kan betale sig for os. Hvis kunden insisterer på, at vi skal komme ud og male i fire timer eller spartle gipsvægge i to timer, så betaler de for tiden. Kunderne skal ikke tro, at malersvendene sidder på hylderne og venter – for vi tilrettelægger jo efter de opgaver, vi har, siger Bo Bjerregaard. 

Bygherrerne er aldrig i god tid, de ringer ofte dagen før – og får så at vide, at det ikke kan lade sig gøre, forklarer Bo Bjerregaard.

- Det bliver bygherrerne ikke sure over, for de ved det jo godt. Hellere lade være med at love noget, vi som malere ikke kan holde. For det giver dårlig stemning.

Vær på pladsen og pas på personalet

Fordi bygherrerne ofte kommer med ønsker i sidste øjeblik, er det vigtigt at komme til byggemøderne. Så ved du også som malermester, at der ikke er klart til at udføre malerarbejdet, som byggeledelsen ønsker. Det er også ved at være på byggepladserne, at malermestrene kan sikre sig, at malersvendene har ordentlige arbejdsvilkår. 

- Vi kan ikke forvente, at vores malersvende siger fra. Jeg skælder aldrig nogen ud for at tage en beslutning, men meget løser sig, hvis dem på pladsen tager en beslutning. Derfor er jeg meget bevidst om at nurse og lytte til de svende, der har brug for det. Der er jo pladser med store problemer, så ringer jeg til kunden og giver en tilbagemelding til medarbejderne, forklarer Bo Bjerregaard, der er meget bevidst om at give medarbejderne gode arbejdsvilkår. Heldigvis har mange af malersvendene været i virksomheden længe og anbefaler andre at arbejde der. 

Selvom malerentreprisen er det billigste i en byggesag, oplever Bo Bjerregaard ikke, at malerne bliver behandlet dårligt af de øvrige håndværkere. 

- Jeg tror, det handler om, hvordan man er som firma og person. Den respekt som kunden har overfor dig. Hvis du selv er et fjols, bliver du behandlet derefter, siger han om malernes anseelse blandt håndværkerne.

Nødvendige standardforbehold

Men hvad gør Bo Bjerregaard med det klassiske problem, hvor andre håndværkere ødelægger de færdigmalede overflader? 

- Det er det evige problem. Men det starter allerede, når du laver kontrakten med kunden – vi fraviger aldrig standardforbeholdet med én procent af malerentreprisen til reparationer efter andre håndværkere. Vi vil helst ind i tidsplanen, så der ikke er andre håndværkere efter os, forklarer Bo Bjerregaard. 

Malermesteren fortæller altid løbende kunden, hvor meget der er brugt af standardforbeholdets ene procent. Det gøres via aftalesedler og dokumentation for brugte timer gennem firmaets kvalitetssikring, hvor der både er billeder og tekst. 

- Når vi så har brugt den ene procent, må vi spørge kunden: Hvad nu – hvad skal vi så gøre? Du kan ikke bare rette alle skaderne og komme med en regning til sidst, for så får vi ingen penge. Vi skal være på forkant – og med dokumentation af skaderne, er det svært at løbe fra, påpeger han. 

Bo Bjerregaard leger aldrig detektiv for at finde de håndværkere, der har lavet skader på malerarbejdet. For Malerfirmaet 2B har en aftale med bygherren, og ikke tømrerne eller elektrikerne. 

- Der er bygherrer, der gerne vil have, at vi forskellige håndværksfag afregner indbyrdes, men den fælde skal jeg ikke hoppe i. Det er meget lettere for bygherre at holde penge tilbage. Svendene på pladsen samarbejder, men når det kommer til økonomi, går det ikke helt så let, påpeger Bo Bjerregaard.

Igangsætningssedler, tak!

Malersvendene på en byggeplads oplever ofte, at bygherren kommer forbi og lige vil have genopfrisket en skrammet væg. Her har malersvendene i Malerfirmaet 2B instrukser på aldrig at udføre noget arbejde, før det er aftalt med malermester Bo Bjerregaard. 

- Hvis mine svende har lavet noget uden accept, så ved jeg, at vi ikke får penge for det. Derfor ved de, at de skal sige til bygherre, at de skal sende en mail til mig, og når jeg siger go, kan de male. Vi laver såkaldte igangsætningssedler, hvor bygherre skal skrive under, siger Bo Bjerregaard, der udelukkende laver skriftlige aftaler med nye kunder. Med andre kunder kan han gå mindre drastisk til værks, fordi han kender dem og ved, at han kan stole på dem.

Kontrol sikrer gode vilkår

I AROS Maler Entreprise sikrer en modtagerkontrol to-tre dage før start, at bygherre bringer tingene i orden, så malerne kan arbejde under ordentlige vilkår.

Projekt- og administrationschef Ove Lind og direktør Simon Elkjær.Selv da AROS Maler Entreprise var et mindre malerfirma var det Simon Elkjærs politik, at malerne skulle have ordentlige forhold. Det er han aldrig gået på kompromis med. Foto Brian Rasmussen

Direktør Simon Elkjær fra AROS Maler Entreprise i Aarhus synes det er lidt bombastisk at sige, at firmaet siger fra overfor kunderne, når de kræver gode arbejdsvilkår for malerarbejdet. Men han indrømmer, at de får meget ud af at italesætte forventningerne om, at der skal være svabret eller støvsuget og der skal være ryddet for de øvrige håndværkere for, at malerne kan udføre deres arbejde ordentligt. 

- Vi skal italesætte tidsplaner med kunderne. Og vi må ofte løbende gøre opmærksom på den aftale, vi har lavet. For er forholdene ikke som vi var lovet, får vi ikke det gode resultat, som kunderne forventer, og det arbejdsmiljø vores ansatte skal arbejde under, siger Simon Elkjær. 

Den aarhusianske malervirksomhed har 160 ansatte og arbejder typisk med nybyggeri og renoveringer. 

- Der laves jo aldrig aftaler, hvor malerne skal stå oveni alle de andre håndværkere. Når vi indgår aftaler, er det hele altid ud fra de bedste intentioner. Jeg sender altid på skrift, hvis vilkårene ikke er som aftalt, uddyber Simon Elkjær.

Modtagerkontrol altid på plads

Ove Lind, der er projekt- og administrationschef i AROS Maler Entreprise, fortæller, at de i deres kvalitetssikringssystem har en modtagerkontrol. To til tre dage før, at opgaven eller projektet skal i gang, møder en af entrepriselederne op på den konkrete arbejdsplads for at se om der er ryddet op. Er der ikke det, skrives til byggeledelsen, hvor aftalen er, at der skal være ryddet op, hvis malerne skal møde op til det aftalte tidspunkt. Det samme gør sig også gældende, når AROS forlader området i henhold til tidsplanen. 

- Jeg har været her i to år nu, og jeg har stort set ikke oplevet nogen problemer med det. Vi fotoregistrerer det, vi ser. På eksempelvis et ejendomsbyggeri, tager vi én lejlighed ad gangen, forklarer Ove Lind. 

De laver et førstegangsrul, hvor lofter og vægge males, så der bliver klart til gulvmand, køkken og tømreren, der skal montere træværk. Når malerne så skal ind igen og slutmale laves en ny modtagerkontrol. 

Slipper for frustrationer

Hvad gør det så at sige fra? Ove Lind er overbevist om, at det er lettere at sige fra, når det er italesat inden opstart og virksomheden har en klar holdning til, hvilke vilkår de arbejder under. 

Direktør Simon Elkjær fra AROS Maler Entreprise fastslår, at malerne skal vise, at de er professionelle. Derfor skal malerne italesætte overfor samarbejdspartnere og øvrige entreprenører, hvad det kræver af rengøring og oprydning for, at de kan udføre deres arbejde godt. Kun på den måde bliver der lavet en optimal tidsplan. Foto Brian Rasmussen

- Der er en bevidsthed på de pladser, vi arbejder, at vi helst vil være i rummene alene. Fordi det giver det pæneste resultat. Vi kan bedre slå igennem og sige: Sådan skal det være. Men vi har selvfølgelig en løbende dialog med bygherre – og det gør, at vi slipper for mange frustrationer, når vi ikke hele tiden skal arbejde oveni tømrere, vvs’ere og elektrikere, siger han. 

Når alle håndværksfagene arbejder oven i hinanden, giver det gnidninger mellem både svende, fagene og ledelserne. Det giver et dårligt arbejdsmiljø, ringere kvalitet i arbejdet og trykket stemning. 

- Det har en kæmpestor betydning at holde på, at vi som malere skal have rimelige arbejdsvilkår for at levere et godt stykke malerarbejde. Jeg har en nyansat, som kommer fra et andet firma – og hun er så glad for, at vi som ledelse siger fra overfor rod og tidsplaner, der skrider. Hun har ikke været vant til, at man som maler kunne sige, hvad der skulle til for at udføre malerarbejdet optimalt, fortæller direktør Simon Elkjær.

Taler malere og arbejdet op

Det er Simon Elkjærs ledelsesfilosofi, at malerne er pissedygtige, som han udtrykker det. Malerarbejdet afleverer til sidst – og er ofte prikken over i’et på et flot arbejde. 

- Jeg siger ofte til vores malere, at vi er de bedste. Vi redder de andre håndværkeres ting. Malerentreprisen fylder økonomisk kun to-tre procent af den samlede byggeentreprise, men ved afleveringen fylder vi 90 procent. Derfor skal vi heller ikke være ringere stillet end andre håndværk, siger Simon Elkjær, der kan mærke, at medarbejderne er glade for den holdning virksomheden har til vores samarbejdspartnere om et godt og konstruktivt samarbejde. 

- Der er ingen af vores medarbejdere, der føler sig underdanige. De er stolte over deres arbejde. De er glade for den opbakning de får fra os i ledelsen, fortsætter Simon Elkjær.

Stoppe glidebanerne så hurtigt som muligt

Hvis man modtager et helt rengjort rum, så er det også det, man selv leverer videre. Det er et krav til AROS-medarbejderne, at de skal give det samme tilbage til de næste i processen. Som malermester handler det om at sikre et godt forløb, en effektiv byggeproces og sit efterfølgende gode ry. 

- Vi er meget opmærksomme, at vi ikke bare siger fra for sige fra. Det handler jo om at være dygtig til at skabe et godt arbejdsmiljø sammen med de øvrige håndværkere på pladsen. For et godt arbejdsmiljø giver jo et flottere og bedre resultat – og alle tjener penge, konstaterer Simon Elkjær. 

Derfor vil ledelsen i AROS også bruge mere tid på at italesætte og lære de ansatte, hvordan fokus på det gode samarbejde er afgørende. Krav til rengjorte rum, virker kun, hvis malerne også selv gør ordentligt rent efter sig. 

- Vi skal jo lave en lige så god aflevering til næste fag, som vi selv forlanger ved vores modtagekontrol til malerarbejdet. Derfor kan vi aldrig tale nok om, at rod på byggepladsen er et problem for os alle. Kun på den måde kan vi stoppe glidebanerne mellem håndværkerne, så tidligt som muligt, forklarer Simon Elkjær.

Vise vi er de professionelle malere

Når elektrikerne gennemborer de vægge, som malerne lige har gjort færdige, er det frustrerende. Det, der er elektrikernes problem, bliver malernes problem. Her mener Simon Elkjær, at malerne skal vise, at de er de professionelle malere. Det forklarer han sådan her: 

- Det er byggeri med dårlig styring. Når elektrikerne eksempelvis ikke har styr på det, kan det skyldes, at der ikke er en ordentlig plan for, hvordan de kan gøre deres arbejde korrekt første gang. Så skal vi som dygtige, professionelle malere sige, hvordan den optimale måde for malerarbejdet ville være. Vi skal blive bedre til at synliggøre og give forståelse for de problemer, vi har – og herfra kan vi hjælpe med at få lavet den optimale tidsplan, siger Simon Elkjær. 

Det kan godt være, at den perfekte tidsplan er, at malerne skal blive væk i tre dage, så de øvrige håndværkere kan blive færdige. Også selvom, at det vil kræve, malerne får de tre dage senere, eller der skal laves aftale for forcering. 

Maleren spænder ben for sig selv

Malerne arbejder ofte i rod, blandt andre håndværkere og med tidsplaner, der skrider. Men maleren spænder også sommetider ben for sig selv, mener Faglig teknisk afdeling i Danske Malermestre.

Det er ikke nyt, at malerne går i rod på byggepladser sammen med andre håndværkere og med tidsplaner, der hele tiden skrider. Sådan har det været de sidste mange år, lyder det fra Faglig teknisk afdeling i Danske Malermestre, hvor afdelingschef Lilian Bech og kontorchef i Aarhus Allan Brohus sidder. 

Der er problemer på byggepladsen, men malermesteren kan selv gøre det nemmere for sig selv ved blandt nærlæse udbudbudsmaterialet og deltage aktivt op byggemøder, mener Faglig teknisk afdeling. Foto Brian Rasmussen

- Forholdene for malerne er måske forværret lidt. I dag skal beboerne nærmest flytte ind samtidig med første spadestik. Byggeperioden er væsentlig forkortet. I gamle dage tog det et år at bygge et parcelhus – og i dag står et typehus færdigt tre måneder efter første spadestik, siger Lilian Bech og suppleres af Allan Brohus: 

- Før vi fik de vandige malinger, fik malerne oftere lov til at gå alene, fordi tørretiderne var længere. Man malede sig nærmest ud af rummene, når man afsluttede med lakerede vindueskarme. Det krævede, at malerne var alene, så der ikke kom fnuller i lakken. 

Erfaringen fra Faglig teknisk afdeling i Danske Malermestre er, at det er lettere for de større malerfirmaer at stille krav til bygherre om, hvilke betingelser de vil arbejde under. Og at nogle byggefirmaer er bedre til at have styre på arbejdsgangene end andre. 

- Nogle af de store byggefirmaer giver malerne ordentlige vilkår. De har styr på tidsplanerne og rækkefølgen i processen. 

- Og nogle malerfirmaer har klare strategier for, hvordan de vil arbejde. Andre, specielt små eller nystartede virksomheder, er mere usikre og typisk mere bange for at miste kunder, siger Lilian Bech, der er helt bevidst om, at der også er byggefirmaer, der udnytter, at mindre – eller nystartede – malervirksomheder ikke har samme økonomi som de større malerfirmaer, og derfor siger ja til opgaver, hvor de burde have sagt nej.

Faglig teknisk afdeling har alt for ofte set, at der laves alt for store kontrakter. Malermestre, der skriver under på, at de skal lave fem eller ti parcelhuse. 

- Her er vores råd at nøjes med at sige ja til et hus ad gangen, så man kan se, hvordan procedurerne er. Når først der er underskrevet en kontrakt på ti huse, så er den ikke til at komme ud af igen. Og her ser vi mange brække halsen, siger Allan Brohus. 

Kontraktbrud er nemlig meget dyrt, så skriv hellere under på mindre opgaver ad gangen. Danske Malermestre har oplevet en del malermestre gå konkurs, fordi de har gabt over for mange opgaver i samme kontrakt. 

- I stedet for at lave en stor kontrakt, så lav ti små. Som malermester skal du ikke sige ja til 30 trappeopgange, der skal afleveres på én gang. For når du når til trappe 30, har du stadig ansvaret for trappe ét. Så sats hellere på delafleveringer, siger Lilian Bech.

Det med småt

Men inden man begynder at drømme sig tilbage til de gode, gamle dage, hvor alting var bedre, er det vigtigt at huske på, at maleren selv er med til at spænde ben for sig selv. For erfaringen i afdelingen er, at alt for mange kun overfladisk læser udbudsmaterialet igennem, før de sender deres tilbud. 

- Vi ser desværre mange sager, hvor problemerne kan føres tilbage til, at du ikke har sat dig ordentligt ind i udbudsmaterialet. Du sender dit tilbud, som bliver accepteret, men får derved sagt ja til de betingelser og tidsplaner, der fremgår af udbudsmaterialet, forklarer Allan Brohus. 

- Og så er det sværere efterfølgende at kræve tidsfristforlængelser, indskyder Lilian Bech. 

Når bygherren har accepteret alle håndværkernes tilbud, får alle tilsendt en hovedudbuds-tidsplan. Efter såvel AB18 som AB 18 Forenklet har de involverede håndværkere nu mulighed for at komme indsigelser til tidsplanerne, hvorefter bygherren sender en revideret tidsplan ud. 

- Og hvis du bare får stukket en revideret tidsplan ud og ikke gør indsigelser, hvis du kan se, at tingene ikke hænger sammen i forbindelse med dit arbejde, ja så hænger du altså på den udsendte tidsplan, konstaterer Allan Brohus.

Vær aktiv

I forbindelse med større byggerier, afholder byggeledelsen ugentlige byggemøder med håndværkerne. Selvom maleren først kommer ind til sidst, lyder rådet fra Faglig teknisk afdeling, at man ikke venter til sidste øjeblik med at deltage, men derimod møder op langt tidligere. 

- Alt for mange dukker først op til sidst. Men gør dig selv den tjeneste at deltage på byggemøderne et godt stykke tid, før dit arbejde begynder, siger Allan Brohus og fortsætter: 

- På den måde får du overblik over, hvordan byggeriet skrider frem, og hvad der er af problemer. Og du får mulighed for at få føjet til referat, hvis du kan se, at der vil opstå problemer for dit arbejde på pladsen.

Og netop referaterne fra byggemøderne er et andet område, hvor maleren kan hjælpe sig selv. For selvom man ikke deltager på møderne, kan man holde sig orienteret om byggeriets gang. 

- Glemmer du at læse referatet, eller er du af den opfattelse, at der er lige meget, for du er jo ikke begyndt endnu, ja, så er du godt i gang med at bede om problemer. 

- For igen får du ikke gjort indsigelser, hvilket er det samme som en accept at tingenes tilstand. Du siger ja til at referatet, men så er det altså svært at komme og bede om forlængelser fordi tidsplanerne skrider. Du har jo ikke gjort indsigelser over for referatet, forklarer Lilian Bech.

Islands Brygge 26
2300 København S
+45 32 63 03 70
sekretariatet@malermestre.dk

Asylvej 19
8240 Risskov
+45 86 17 71 99
aarhus@malermestre.dk

Blivmaler.nu Enrigtigmaler.dk MBA Cookiepolitik
41863175-42E1-4253-A928-A4506883BCF5@1x Created with sketchtool. 71E1624B-0CB0-459B-A0A2-15CDB0F08C09 Created with sketchtool.