Malerfaget mangler en overbygningsuddannelse
Danske Malermestres kommende uddannelseschef Michael Groth Kastrupsen og formand Per Vangekjær har en fælles mærkesag. Malerfaget har brug for en overbygningsuddannelse.
Det er en alvorlig brist, at vi ikke har en videregående uddannelse i malerfaget. Vi skal have et tilbud til dem, der gerne vil videreuddanne sig som malere og virksomhedsejere. Folk der gerne vil udvikles og udvikle malerfaget.
Danske Malermestres formand Per Vangekjær er fuldt ud på linje med organisationens kommende uddannelseschef Michael Groth Kastrupsen. Det er en mærkesag i Danske Malermestres strategi og arbejdsprogram at være med til at udvikle en ny overbygningsuddannelse. I gamle dage kunne de malersvende og malermestre, der ville videreuddanne sig tage den videregående diplomuddannelse i Odense. Den findes ikke i dag.
-Hvis vi får dygtige ledere i malerfaget, så får vi også dygtige medarbejdere. Hvis vi ikke har dygtige ledere i malerfaget, risikerer vi, at vi heller ikke har dygtige malersvende. Derfor skal vi arbejde på at tilbyde det kompetenceløft, som vi trænger til i vores fag, siger Per Vangekjær.
Danske Malermestre har en rolle
Viceuddannelseschef Michael Groth Kastrupsen konstaterer, at uanset hvilket fag, du er i, så er efteruddannelse nødvendig for at følge med. Derfor skal arbejdsgiverne påtage sig rollen at tage ansvar for både at uddanne sig selv og de ansatte.
- Og her har Danske Malermestre en afgørende rolle. Vi skal arbejde for en overbygningsvej for malerfaget, der går i dybden med den faglige viden, fordi de vil hæve anseelsen af, hvad malere kan og ved indenfor malerteknikker, farver, det materialetekniske og det forretningsmæssige.
- En professionsuddannelse eller en bachelor på Akademierne ligger lige til højrebenet – og jeg tror på, at hvis vi løfter dele af faget, så følger resten med, siger han.
Medarbejderne føler sig værdsat
Både Per Vangekjær og Michael Groth Kastrupsen er dog enige om, at det også er malersvendene, der skal have et ønske om at dygtiggøre sig.
- Selvom det går begge veje, må det være enhver malermesters ønske at have så dygtige medarbejdere som muligt. For jo bredere en palette af kunnen og viden blandt de ansatte, jo lettere har du ved at fastholde dem, fordi de føler sig værdsatte ved at få muligheden for at dygtiggøre sig, fastslår Michael Groth Kastrupsen.
Det optimerer også forretningen, når malermester og ansatte dygtiggør sig, fordi paletten af opgaver, der kan varetages, øges. Og han mener ikke, at arbejdsgiverne kan undskylde sig med, at der er for travlt til, at de kan uddanne de ansatte.
- Virksomhederne kan jo godt planlægge sig ud af, at medarbejderne skal holde ferie, så kan man også planlægge sig ud af, at medarbejderne ifølge overenskomsten har ret til to ugers relevant efteruddannelse om året, hvis det er en prioritering, siger Michael Groth Kastrupsen.
Dygtige medarbejdere giver mersalg
Uddannelseschefen er heller ikke i tvivl om, at hvis man som malermester har dygtige medarbejdere, så får man alt andet lige mersalg.
-Lige nu buldrer det derudad i byggeriet, men der kommer en dag, hvor det er godt at have noget ekstra i ordrebogen, og så er det relevant med dygtige medarbejdere, der kan give kunderne det, de ønsker, siger Michael Groth Kastrupsen.
Derfor mener han også, at malermestrene skal være fleksible i forhold til medarbejdernes ønsker til efteruddannelse. For det kan være værdifyldt i sig selv med gladere medarbejdere.
- Hvis medarbejdere får mere selvværd af et kursus, så får du som arbejdsgiver også en mere velfungerende medarbejder. Og det er jo op til den enkelte medarbejder og den enkelte virksomhed, hvad der kan give værdi, konstaterer Michael Groth Kastrupsen.
Derfor er opfordringen også fra Michael Groth Kastrupsen, at hvis du som malermester oplever, at udbuddet af kurser ikke er bredt nok, så tag fat i Danske Malermestre.
- Vi vil gerne være med til at udvikle relevante kurser, hvis de ikke findes på markedet, fastslår han.