Danske Malermestre
  • +45 32 63 03 70
  • 0
    Indkøbskurv
  • Søg
  • Om Danske Malermestre
    • Personale
    • Bestyrelse
    • Udvalg
    • Laug og lokalforeninger
    • Lokale uddannelsesudvalg
    • Vedtægter
    • Samarbejdspartnere
    • Bliv medlem
    • Persondatapolitik
    • Politiske mærkesager
    • Mæglingsmænd
    • Charter for samfundsansvar i byggeriet
    • Skønsmænd
  • Kurser og arrangementer
    • Danske Malermestres Landsstævne
    • Generalforsamling
    • Kurser
    • Medlemsmøder
    • DM i Skills
    • PaintingSkillsAcademy - PSA
  • Presse og nyheder
    • Nyheder
    • Magasinet De Farver
    • Medlemsbladet
    • Presserum og pressefotos
    • Sociale medier
    • Farveprisen
    • Temaer fra malerfaget
    • Pressebilleder Nyborg Stævnet 2024
    • Pressebilleder DM i Skills 2024
    • Pressebilleder Farveprisen 2024
    • Pressebilleder generalforsamling 2024
    • Pressebilleder uddeling af Farveprisen 2024
    • Pressebilleder Danske Malermestres Landsstævne 2025
    • Pressebilleder overenskomst i malerfaget 2025
    • Pressebilleder Farveprisen 2025
  • Log på
  • 0
  • Danske Malermestre
  • Om Danske Malermestre
  • Kurser og arrangementer
  • Presse og nyheder
+45 32 63 03 70
  • Om Danske Malermestre
  • Personale
  • Bestyrelse
  • Udvalg
  • Laug og lokalforeninger
  • Lokale uddannelsesudvalg
  • Vedtægter
  • Samarbejdspartnere
  • Bliv medlem
  • Persondatapolitik
  • Politiske mærkesager
  • Mæglingsmænd
  • Charter for samfundsansvar i byggeriet
  • Skønsmænd
  • Kurser og arrangementer
  • Danske Malermestres Landsstævne
  • Generalforsamling
  • Kurser
  • Medlemsmøder
  • DM i Skills
  • PaintingSkillsAcademy - PSA
  • Presse og nyheder
  • Nyheder
  • Magasinet De Farver
  • Medlemsbladet
  • Presserum og pressefotos
  • Sociale medier
  • Farveprisen
  • Temaer fra malerfaget
  • Pressebilleder Nyborg Stævnet 2024
  • Pressebilleder DM i Skills 2024
  • Pressebilleder Farveprisen 2024
  • Pressebilleder generalforsamling 2024
  • Pressebilleder uddeling af Farveprisen 2024
  • Pressebilleder Danske Malermestres Landsstævne 2025
  • Pressebilleder overenskomst i malerfaget 2025
  • Pressebilleder Farveprisen 2025

Malerfaget mangler en overbygningsuddannelse

Danske Malermestres kommende uddannelseschef Michael Groth Kastrupsen og formand Per Vangekjær har en fælles mærkesag. Malerfaget har brug for en overbygningsuddannelse.

Det er en alvorlig brist, at vi ikke har en videregående uddannelse i malerfaget. Vi skal have et tilbud til dem, der gerne vil videreuddanne sig som malere og virksomhedsejere. Folk der gerne vil udvikles og udvikle malerfaget. 

Formand for Danske Malermestre Per Vangekjær mener, at det er alvorlig brist, at der ikke er en overbygningsuddannelse i malerfaget. Foto Søren Hytting

Danske Malermestres formand Per Vangekjær er fuldt ud på linje med organisationens kommende uddannelseschef Michael Groth Kastrupsen. Det er en mærkesag i Danske Malermestres strategi og arbejdsprogram at være med til at udvikle en ny overbygningsuddannelse. I gamle dage kunne de malersvende og malermestre, der ville videreuddanne sig tage den videregående diplomuddannelse i Odense. Den findes ikke i dag. 

-Hvis vi får dygtige ledere i malerfaget, så får vi også dygtige medarbejdere. Hvis vi ikke har dygtige ledere i malerfaget, risikerer vi, at vi heller ikke har dygtige malersvende. Derfor skal vi arbejde på at tilbyde det kompetenceløft, som vi trænger til i vores fag, siger Per Vangekjær.

Danske Malermestre har en rolle

Viceuddannelseschef Michael Groth Kastrupsen konstaterer, at uanset hvilket fag, du er i, så er efteruddannelse nødvendig for at følge med. Derfor skal arbejdsgiverne påtage sig rollen at tage ansvar for både at uddanne sig selv og de ansatte. 

- Og her har Danske Malermestre en afgørende rolle. Vi skal arbejde for en overbygningsvej for malerfaget, der går i dybden med den faglige viden, fordi de vil hæve anseelsen af, hvad malere kan og ved indenfor malerteknikker, farver, det materialetekniske og det forretningsmæssige. 

- En professionsuddannelse eller en bachelor på Akademierne ligger lige til højrebenet – og jeg tror på, at hvis vi løfter dele af faget, så følger resten med, siger han.

Medarbejderne føler sig værdsat

Både Per Vangekjær og Michael Groth Kastrupsen er dog enige om, at det også er malersvendene, der skal have et ønske om at dygtiggøre sig. 

Vi skal lade os inspirere alle vegne fra. Vi skal måske have kurser som: Hvordan finder mine kunder mig? Hvordan sætter jeg min sagsstyring op, så jeg kan se, hvilke opgaver, jeg tjener mest på? pointerer Michael Groth Kastrupsen, der fra 1. oktober er uddannelseschef i Danske Malermestre. Foto Alex Tran

- Selvom det går begge veje, må det være enhver malermesters ønske at have så dygtige medarbejdere som muligt. For jo bredere en palette af kunnen og viden blandt de ansatte, jo lettere har du ved at fastholde dem, fordi de føler sig værdsatte ved at få muligheden for at dygtiggøre sig, fastslår Michael Groth Kastrupsen. 

Det optimerer også forretningen, når malermester og ansatte dygtiggør sig, fordi paletten af opgaver, der kan varetages, øges. Og han mener ikke, at arbejdsgiverne kan undskylde sig med, at der er for travlt til, at de kan uddanne de ansatte. 

- Virksomhederne kan jo godt planlægge sig ud af, at medarbejderne skal holde ferie, så kan man også planlægge sig ud af, at medarbejderne ifølge overenskomsten har ret til to ugers relevant efteruddannelse om året, hvis det er en prioritering, siger Michael Groth Kastrupsen.

Dygtige medarbejdere giver mersalg

Uddannelseschefen er heller ikke i tvivl om, at hvis man som malermester har dygtige medarbejdere, så får man alt andet lige mersalg. 

-Lige nu buldrer det derudad i byggeriet, men der kommer en dag, hvor det er godt at have noget ekstra i ordrebogen, og så er det relevant med dygtige medarbejdere, der kan give kunderne det, de ønsker, siger Michael Groth Kastrupsen.

Derfor mener han også, at malermestrene skal være fleksible i forhold til medarbejdernes ønsker til efteruddannelse. For det kan være værdifyldt i sig selv med gladere medarbejdere. 

- Hvis medarbejdere får mere selvværd af et kursus, så får du som arbejdsgiver også en mere velfungerende medarbejder. Og det er jo op til den enkelte medarbejder og den enkelte virksomhed, hvad der kan give værdi, konstaterer Michael Groth Kastrupsen. 

Derfor er opfordringen også fra Michael Groth Kastrupsen, at hvis du som malermester oplever, at udbuddet af kurser ikke er bredt nok, så tag fat i Danske Malermestre. 

- Vi vil gerne være med til at udvikle relevante kurser, hvis de ikke findes på markedet, fastslår han.

Lærer af hinanden og af andre

På Blomstervej i Tilst ligger Malerfirmaet Ernst Hansen og Malerhuset under samme koncern – og efteruddannelse og kurser vægter højt for både ledelse og malersvende. Pouline Bredahl er blevet konduktør, da hun ikke længere kunne være maler.

Pouline Bredahl, tv., og malermester Lene Due Rosendal, Malerfirmaet Ernst Hansen og Malerhuset. Kurser og efteruddannelse er en fasttømret del af firmaets politik og overenskomstens afsnit om relevant efteruddannelse bliver taget seriøst. Foto Brian Rasmussen

Efteruddannelse og kurser betyder meget i vores virksomheder. Vi har for eksempel flere, der har taget konduktøruddannelsen, hvor de går som føl hos os andre. Her lærer vi dem tricks og unoder, når vi viser, hvordan vi håndterer opgaverne. Men det er jo også vigtigt at få inspiration udefra og skabe netværk til andre, så vi ikke går i vores egen lille Ernst Hansen-verden her på Blomstervej. 

Konstateringen kommer fra malermester Lene Due Rosendal fra Malerfirmaet Ernst Hansen i Tilst ved Aarhus med cirka 65 ansatte. I samme koncern og med fælles kontorlokaler og værksted på Blomstervej ligger også Malerhuset. 

-Det kan handle om alt fra økonomi til konflikthåndtering. Det er altid givtigt at få andre input og historier fra andre malermestre. Derfor er efteruddannelse og kurser for både os i ledelsen og malersvendene vigtig, siger Lene Due Rosendal, der sammen med resten af ledelsen løbende holder sig underrettet om fagretlige spørgsmål, økonomiske tiltag og AB18. Det gøres oftes via advokat og revisor. Hun har også taget den lille mesteruddannelse og gået på Ledelsesakademiet.

Fra prognose til konduktør

I Malerhuset er Pouline Bredahl konduktør. Hun fik ret hurtigt problemer med sit håndled og gik igennem mange år på Arbejdsmedicinsk Klinik og fik konstateret karpaltunnelsyndrom – og med tiltagende smerter var prognosen, at hun aldrig kom til at male igen. 

-Jeg var dybt ulykkelig og overvejede bare at arbejde videre med smerterne. Efter et par måneder blev jeg spurgt om jeg ville flytte til Malerhuset og være konduktør. Jeg fik lov at blive i mit fag og være en del af det, siger 41-årige Pouline Bredahl. 

Hun er taknemmelig for, at hun arbejder i en koncern, hvor kurser og efteruddannelse er en fasttømret politik, så hun selv kunne få en ny rolle i virksomheden. Ingen bliver kasseret, ressourcerne bliver brugt på en ny måde. 

-Det betyder enormt meget for mig, at jeg kunne få lov til at blive. Her er godt at være, fordi vi alle er uddannede malere og vi kender til malerfaget. 

-Andre håndværksfag bliver ofte styret af pengemænd, der ikke har forstand på det faglige i faget. Det er en fordel, at vi kan sætte os ind i svendenes arbejde, fordi vi har stået med malerpenslen i hånden og stået på byggepladsen med forsinkelser, siger Pouline Bredahl, der personligt er glad og stolt over at være i en virksomhed, der tager så meget ansvar for medarbejderne.

Prislisten skal fornyes

De to malervirksomheder holder sig til, at malersvende ifølge overenskomstens §18 har ret til 14 dages relevant efteruddannelse om året. Og Lene Due Rosendal tror aldrig der har været nogen, der ønskede mere end det. 

- Vores malersvende bliver uddannet i gamle malerteknikker, sikkerheds- og tillidsmandskurser – og når vores lærlinge bliver udlært, får de lov til at fortsætte med at udvikle sig indenfor grundteknikker, nye metoder, spartelteknikker, girafslibere eller Exoskeletter, fortæller Lene Due Rosendal. 

Den nye læring kan både være gennem fagforeningen, teknisk skole eller leverandører. 

Lene Due Rosendal har som mærkesag, at prislisten skal fornyes. Det mener hun er vigtigt for malerfagets overlevelse, fordi der er kommet så mange nye behandlinger og overflader til, som malerfaget arbejder med. 

- Vi skal have vores malersvende efteruddannet til at bruge prislisten, så de ikke er ude af trit med at bruge opmålingen. Uden en opdateret prisliste kan vi ikke lære malersvendene at prissætte vores arbejde, fastslår hun.

Løbende dialog om uddannelse

Hvert år holder både Malerfirmaet Ernst Hansen og Malerhuset MUS-samtaler, hvor de ansatte kan sige, hvad de ønsker at blive dygtigere til. Der sendes også en intern skrivelse ’Malerrullen’ ud en gang i kvartalet, hvor personalet opfordres til at tage kurser og efteruddannelse. 

- Fordi vi løbende taler om opgraderingen af vores ansatte, så melder de selv ind, hvis de vil have en MUS-samtale. Vi har en løbende dialog, hvis de har noget på hjerte i forhold til efteruddannelse eller noget de vil ændre. I en årrække trak vi alle ind én efter én til MUS-samtale, men størstedelen har ikke behov for det, siger Lene Rosendal.

Helt andre bekymringer på kontor

Pouline Bredahl er glad for uddannelsen til konduktør – og synes også, at det har været et stort spring at gå fra malersvend til at sidde på kontor. 

- Hvad er moms? Der er mange ting, jeg aldrig tidligere har tænkt over. Inden jeg selv startede med at sidde på kontor, tænkte jeg da lidt, at de ikke lavede så meget. Men det er jo helt andre bekymringer på kontoret, end du har som malersvend. Her må man sige, at konduktøruddannelsen er god til at klæde sådan en som mig på til at løse og løfte den nye opgave, siger hun.

Lidt som at køre bil

Pouline Bredahl sammenligner sit rolleskift fra malersvend til konduktør med at lære at køre bil. Hvordan fungerer bilen? Hvordan kommer jeg frem og tilbage? Og til sidst skal man ud i trafikken.

- Hvordan regner jeg et tilbud ud? Hvordan forholder jeg mig til økonomien i et projekt? Hvordan leder jeg? 

-Når jeg har værktøjerne på plads, finder jeg ud af, hvad der fungerer bedst for mig. Men én ting er sikkert – jeg kan ikke undvære de erfarne i faget. Jeg er nu i gang med at bruge værktøjerne – og trækker på al den hjælp jeg kan få af folk med erfaring, siger Pouline Bredahl, der aldrig har været bange for at stille spørgsmål. 

- Jeg har aldrig været bange for, hvordan jeg fremstår. Jeg bruger min mavefornemmelse – ser det her forkert ud? Tjener vi for lidt? Eller måske for meget på den opgave? Så spørger jeg og retter ind. 

- Jeg nægter at føle mig dum, jeg spørger bare om gode råd, fortsætter hun grinende og fortæller, at de andre indimellem griner af, at hun nu kommer og spørger igen. Så svarer hun altid: Jeg kan godt selv, men så skal I ikke blive sure, hvis det går galt. 

Hun bruger også de andre konduktører, som hun er uddannet sammen med, til sparring.

Refusion: Så nemt er det

Nu er det blevet nemt at få refusion, når du eller dine medarbejdere er på efteruddannelse. Det er PensionDanmark, der varetager opgaven, og du kan gå på deres hjemmeside og se de kurser, du kan få refusion for. Her kan du også læse, hvordan du får tilskud. Tilskuddet fås ved at oprette og godkende en ansøgning og derefter betales pengene via virksomhedens Nemkonto. Gå ind på PensionDanmark, www.pension.dk, og skriv "Kurser med tilskud" i søgefeltet.

Tilskudsregler vedrørende efteruddannelse for malermestre og svende

  • Alle kan deltage på et AMU-kursus og samtidig få VEU-godtgørelse (voksen- og efteruddannelse) også som selvstændig. Der vil blive trukket skat og ATP-bidrag af VEU-godtgørelsen, hvis du har en enkeltmandsvirksomhed.

  • Det gælder dog, at man, for at få VEU-godtgørelse, ikke må have en uddannelse, der er på et højere niveau end en erhvervsuddannelse eller lignende. Man skal desuden være i arbejde eller være selvstændig erhvervsdrivende.

  • Satsen for VEU-godtgørelse er dagpengesatsen. I dag 120,68 kroner.

  • Derudover kan man få dækket transportudgifterne med statens takster (0,99 kr. pr. kilometer), hvis man har mere end 24 kilometer til skolen. Der er desuden mulighed for tilskud til kost og logi, hvis man har mere end 120 kilometer frem og tilbage til skolen. Det drejer sig om 500 kroner pr. overnatning.

  • MALKOM (Malerfagets Kompetencefond) giver tilskud til malersvende og malerelevers løn på op til 170 kroner i timen, samt betalingen af deltagergebyret. Den enkelte medarbejder kan højest få tilskud i fem uger om året. Der er mulighed for at søge om tilskud til mere end fem ugers efteruddannelse.

  • Man kan også få tilskud til andre kurser, selv om de ikke er en del af AMU, dem skal man søge tilskud til selvstændigt hos www.malkom.dk.

 

Vi skal være opdateret for kundernes skyld

Ejer og malermester Brian W. Knudsen fra Kronjyllands Malerfirma vil have, at hans ansatte er opdateret på de nyeste produkter og overflader, så kunderne kan få den bedste rådgivning og godt udført malerarbejde.

"Mine medarbejdere skal være informeret og opdateret på de nyeste produkter og underlag, så de ved, hvad der er af nye ting på markedet. Vi skal vide, hvordan produkterne fungerer og reagerer på vægge og facader, så vi kan give kunderne den bedste rådgivning og betjening."

Ordene kommer fra ejer og malermester Brian W. Knudsen fra Kronjyllands Malerfirma med 20-25 ansatte, som arbejder hos private, med renoveringsopgaver, nybyggeri og lejligheder. 

Kritik af medarbejdernes arbejde falder tilbage på virksomheden. Derfor skal malersvendene være opdateret på de nyeste produkter for at undgå fejl, mener malermester Brian Knudsen. Foto Brian Rasmussen

-I sidste ende er det arbejdsgiver, der har ansvaret for at få vores folk uddannet. 

- Får vi ikke smurt den rigtige maling på, så er det virksomheden, der får håret i postkassen. Ved at dygtiggøre vores medarbejdere, aflaster vi jo også os selv, og med flere ambassadører får vi flere tilfredse kunder. 

- Vi skal have kompetente medarbejdere, det handler ikke bare om produkterne, for vi skal også sælge vores rådgivning, så kunderne føler sig trygge, siger Brian W. Knudsen, der selv tog mesteruddannelsen kort efter, at han blev uddannet, og også selv løbende har taget flere kurser i at drifte, udvikle og drive virksomheden, både med styring på det administrative samt produktudvikling i faget. 

Opgraderingen af medarbejdernes viden, kan komme fra kurser fra leverandører, nyhedsbreve eller de gode kurser fra blandt andet Tradium/Mercantec, lokale kommunale erhvervsnetværk med videre. 

Fast punkt til MUS-samtaler

Malervirksomheden holder årlige MUS-samtaler, hvor et af punkterne er efteruddannelse. 

- Det er jo ikke alle kurser, der er lige relevante. Men epoxykurser, lakering og træværk er ofte på programmet. 

- Det er svært at sende alle på kursus samtidig, men engang imellem holder vi dagskurser for eksempel i forståelse omkring driften, så medarbejderne ved, hvordan malerforretningen fungerer og ikke tror, at mester/ledelsen ikke laver noget, siger Brian W. Knudsen og fastslår, at alle har en vigtig rolle og funktion og er afhængige af hinanden. 

Kommer medarbejderne med ønsker til bestemte kurser, taler Brian W. Knudsen med dem, om det konkrete kursus er relevant for deres arbejde. Kommer du til at bruge det? 

- Men er medarbejderne trætte af at lave det samme, så må vi skifte til et andet fokusområde end den omsætningsgruppe de er i, afhængig af om det er lejligheder, nybyg eller noget andet. Så kan de selvfølgelig komme på kurser i det. 

- Vi bliver alle målt på kvalitet, tid og pris, så derfor skal medarbejderne specialisere sig, så vi altid kan være færdige til den faste bagkant, forklarer Brian W. Knudsen.

Maksimalt pres på i byggeriet

Lige nu er der maksimalt pres på i byggeriet, så Kronjyllands Malerfirma har haft travlt, så lige nu er mandskabet lidt bagud med kurser og udvikling af kompetencerne. Men han mener, at det er ham som malermester, der har ansvaret for malerfagets overlevelse. 

-Vi er nødt til at få lærlinge ind i virksomheden. I de senere år har vi haft rigtig travlt, så vi har brug for kompetente hænder – og det får vi ikke, hvis vi ikke dygtiggør dem vi har, siger Brian W. Knudsen, der derfor langtidsplanlægger efteruddannelsen af medarbejderne, så der også er fokus på driften.

Fuld opbakning til efteruddannelse

Malermester Peder Find fra Svanninge Malerforretning på Fyn vil gerne have, at medarbejderne er opdateret med den seneste viden. Efteruddannelse skal ske i samarbejde mellem mester og de ansatte.

Malermester Peder Find har jævnligt de ansatte af sted på efteruddannelse. Selv er han faldet i den klassiske fælde; der har ikke været tid, siger han. Foto Alex Tran

Svanninge Malerforretning med en malerafdeling, en gulvafdeling og en Flügger-butik i Faaborg sender jævnligt de 23 ansatte på efteruddannelse. Firmaet huserer primært på Fyn og laver alt fra renovering af gamle bygninger, kirker, nyrestaureringer og til flyttelejligheder. 

-Det betyder meget for vores firma, at vi kan tilmelde os efteruddannelse og hele tiden lære noget nyt. Det er vigtigt, at medarbejderne bliver opgraderet med den sidste viden, inden for det, de arbejder med, siger malermester Peder Find, der i mange år har været formand i det lokale uddannelsesudvalg på Svendborg Erhvervsskole. 

Indimellem mener han, at det er svært for skolen at løfte de kurser, som virksomhederne har brug for, fordi de er presset økonomisk. Derfor håber han, at Danske Malermestre vil være med til at udtænke, hvordan efteruddannelserne kan blive bedre. 

- Skolerne skal lave relevante kurser, der kan planlægges i god tid. Efteruddannelsen skal så udbydes synligt og foregå i yderperioder som vinteren, hvor alle sejl skal sættes til, lyder rådet fra Peder Find.

Tager ikke sin egen medicin

Peder Find indrømmer, at han selv er røget i den klassiske fælde med, at han ikke selv som malermester er blevet efteruddannet. 

- Det har jeg nok bare ikke haft tid til, fordi der hele tiden er nok at se til. Men jeg synes det er vigtigt, at mine malersvende bliver opgraderet, så de kan udføre malerarbejdet optimalt for kunderne, siger han. 

Derfor bakker han også 100 procent op, når medarbejderne kommer og siger, at de gerne vil være dygtigere til deres arbejde. I tapetopsætning, stilladsarbejde, ådring, marmorering eller andet. Også selvom der ikke længere er perioder, hvor medarbejderne hjemsendes og ofte kom på kurser der. 

- Men nu hvor der er nok at rive i, er efteruddannelsen nok nedprioriteret lidt, fordi jeg har brug for alle arme og ben. Driften fylder meget nu, men så snart vi får rolige perioder, kommer svendene på efteruddannelse, konstaterer Peder Find.

Fælles ansvar

Peder Find mener, at fokus på efteruddannelse både er malermester og de ansattes ansvar. 

- Medarbejderne skal tage ansvar for deres eget arbejde. Jeg får ikke noget ud af at tvinge mine ansatte på for eksempel tapetkursus. Efteruddannelse skal give mening alt efter, hvilke opgaver de udfører, siger han. 

Han har også tre malerlærlinge og en gulvlærling ansat og er bevidst om, at han som malermester skal tage ansvar for at sikre fagets overlevelse. Som formand for det lokale uddannelsesudvalg gør Peder Find alt for at skaffe god omtale af malerfaget. 

- Skal vi have faget videreført, skal vi jo have lærlinge i vores virksomheder. Som malermester er vi forpligtede til at tage ansvar for at få uddannet lærlinge – og sørge for at gøre det attraktivt og spændende at være i malerfaget. Vi skal fortælle det sjove ved at være malere, og at vi kan tjene gode penge, siger han.

Siger aldrig nej til efteruddannelse

God kvalitet kræver dygtige medarbejdere. Derfor siger malermester Allan Andersen aldrig nej, hvis medarbejderne har fundet et kursus, de gerne vil på.

Malermester og medejer Allan Andersen fra Jørn Andersen & Sønner i Silkeborg styrer malerafdelingen på 16 mand og hiver dage ud af kalenderen for at efteruddanne de ansatte. Foto Brian Rasmussen

Det hele handler om vores slutprodukt. Vi tænker meget i høj kvalitet fra start, så vi ikke skal lave noget om. Vores kvadratmeterpriser er lidt højere, men til gengæld er det meget, meget sjældent, at vi skal lave noget om. 

- Og god kvalitet kræver dygtige medarbejdere, der brænder for malerfaget. Jeg opfordrer altid medarbejderne til at efteruddanne sig, Især i stille perioder.

- Og jeg har heldigvis et megagodt personale, der ikke springer over, hvor gærdet er lavest. De kan selv se værdien af at blive dygtigere, siger malermester og medejer af Jørn Andersen & Sønner i Silkeborg, Allan Andersen. 

Han har selv efteruddannet sig på svendeskole i Aarhus og været på kurser i stucco-lustro og travertin i Italien. Og er af den overbevisning, at han som arbejdsgiver har ansvaret for, at de ansatte bliver efteruddannet. 

-Det vi afleverer skal være 110 procent i orden. Det er mest mit ansvar, at resultatet er pænt hver gang. Derfor føler jeg et stort ansvar for at få uddannet mine ansatte, siger Allan Andersen.

Ingen penge på markedsføring

Malerfirmaet, der har 50 år på bagen, laver meget for private kunder og har ellers lidt flyttelejligheder og erhverv. Malerarbejdet er ofte i nye, arkitekttegnede huse, hvor alt skal stå snorlige, fordi der er masser af lysindfald. 

- Vi bruger aldrig penge på markedsføring. Al reklame går fra mund til mund, som jo er den bedste reklame for os. Det gør mig stolt at sende svende ud, der gør det så godt, at kundernes nabo spørger om vi også vil male hos dem, siger Allan Andersen, der ofte får tilfredse kunder i røret, der roser arbejdet. 

Den ros sørger han altid for at kommunikere videre til de ansatte, så de også bliver stolte af deres egen indsats.

Siger aldrig nej til et kursus

Kurser i tapetsering, spartelprodukter, Graco sprøjtespartelmaskiner, Festools støvsugere, Flüggers nye produkter, synsgennemgang af malerarbejde med konsulent fra Danske Malermestre, filtopsætning, aquafilt og brugen af forskellige værktøjer til forskellige strukturer og overflader. 

- Sidste år tog vi to dage ud af kalenderen og fik Tapeteksperten.dk, som vi selv ejer, og en fra teknisk skole ud for at lære os noget om tapetopgaver. Vi har også haft Graco ude at vise, hvordan man skiller en sprøjtespartelmaskine korrekt. Det er vigtigt, at vi lærer de samme ting, så udførelsen af maleropgaverne ender med det samme resultat, siger Allan Andersen, der aldrig siger nej, hvis de ansatte selv finder et kursus, de vil på. 

Kontorchef og faglig teknisk konsulent i Danske Malermestre Allan Brohus har også været på besøg for at fortælle og vise, hvordan man syner malerarbejde. 

- Nu ved vi alle, at man faktisk godt må se en filtsamling. Han gennemgik vores filtopsætning og maling, fortæller Allan Andersen. 

Ansvar for malerfaget

Allan Andersen er ikke tvivl om, at han som malermester er ansvarlig for at føre malerfaget videre. Derfor er hans holdning også, at når han tager en lærling i lære, så er det hans ansvar at gøre faget så spændende, at vedkommende bliver i faget. Der er nu to lærlinge i virksomheden og en mere på vej. 

- Svende og lærlinge hjælpes altid ad med opgaverne her. Både de sjove og de trælse. Her er lærlingene med i alle processer, siger han. 

Islands Brygge 26
2300 København S
+45 32 63 03 70
sekretariatet@malermestre.dk

Asylvej 19
8240 Risskov
+45 86 17 71 99
aarhus@malermestre.dk

Blivmaler.nu Enrigtigmaler.dk MBA Cookiepolitik
41863175-42E1-4253-A928-A4506883BCF5@1x Created with sketchtool. 71E1624B-0CB0-459B-A0A2-15CDB0F08C09 Created with sketchtool.