Kreativitet og håndværk trækker kvinder til malerfaget

16 ud af 31 medarbejdere i Fynske Farver A/S er kvinder. En del er udlært i virksomheden og alle er glade for virksomhedens gode fællesskab. De er ofte to om opgaverne og der bliver talt åbent om tingene. Sådan lyder malermester Sabrina Raft svar på, hvorfor kvinderne bliver i virksomheden.

Mine piger, siger malermester Sabrina Raft mange gange om de 16 kvinder, der er ansat som malere i virksomheden Fynske Farver A/S i Svendborg, som hun driver sammen med sin mand Morten Raft. Fire af kvinderne er lærlinge og mange af dem har været i praktik i virksomheden og er siden blevet ansat, så ancienniteten er høj.

- Det er helt i orden, når en kvindelig ansat siger, at noget arbejde er for hårdt i længden. Vi taler åbent om det, hvis nogen har noget med fysikken, eller der er noget i privaten med børnene. Vi sørger så for, at de kommer på de rigtige opgaver. Det kan være på den store byggeplads på Granparken, hvor der er rig mulighed for at rotere mellem forskellige opgaver, siger Sabrina Raft.

Hun sidder i det lokale uddannelsesvalg på Svendborg Erhvervsskole og har derfor set konklusionerne til analysen ’Kvinder i malerfaget’ i det regi. Efter at have fået de kvindelige ansatte til at kommentere på den, er hun overrasket over, at de taler så lidt om det fysiske arbejde og mere om det positive, blandt andet som friheden ved malerfaget.

Mange kolleger skaber trivsel

Analysen viser også, at mange kvinder føler sig ensomme i jobbet som maler. Det er netop attraktivt for kvinderne i virksomhederne, at der er masser af kolleger og et fællesskab.

- Når du er lærling i malerfaget, er der ikke fester på skolen ligesom på gymnasiet og handelsskolen, så du får venner i firmaet. Her kan alle finde nogen, de kan spejle sig i – og der er også mange, der ses privat, og så er vi også gode til at holde sociale arrangementer i virksomheden, siger Sabrina Raft, der mener, at kulturen på arbejdspladsen og hvordan man behandler hinanden, udfylder 70 procent af arbejdsglæden, mens selve arbejdsopgaverne reelt kun fylder 30 procent.

Derfor er det også magtpåliggende for ægteparret at sikre, at alle medarbejdere føler sig som en del af holdet.

- Vi slår hårdt ned, hvis der er en svend, der taler for hårdt til lærlingene. Heldigvis har vi flest i 35-45-47 år, som ikke er af den gamle skole. Så vi sørger for at sammensætte i aldersgrupper, så lærlingene aldrig kommer ud med ”gammel sur svend”, forklarer Sabrina Raft.

Kvindeligt omsorgsgen på byggepladsen

Der er også åbenhed for at gå ned i tid til 30 timer om ugen, ligesom medarbejderne for så vidt muligt får lov til at lave det, de bedst kan lide. Om det er private eller store byggepladser. Nogle trives bedst hos private kunder, mens andre elsker de store byggepladser. Det, den ene synes er træls, motiverer den anden.

- Kvinderne er vigtige på de store byggepladser, fordi de ofte har et omsorgsgen. De holder på flokken, skaber fællesskab og får kollegerne til at tale sammen. Vi er meget bevidste om den dynamik det giver, at vi er halv af hver køn her, siger Sabrina Raft og drager direkte sammenligning med, at hende og Morten ser forskelligt på mange ting. Og det er godt for virksomheden.

Behandl ens ved at behandle forskelligt

Hun har som leder lært af kvindelige ansatte, at man behandler medarbejdere lige ved at behandle dem forskelligt.

- Alle har brug for noget forskelligt for at få hverdagen til at køre. Nedsat tid, fleksibilitet eller noget andet. Jeg har brug for at forstå, hvad de tænker. Derfor spørger jeg ind til det, så vi taler det samme sprog. Jeg har ikke en forudindtaget holdning til, hvad jeg tror, de tænker. De mærker og fornemmer stemninger, siger Sabrina Raft.

Er der stress om morgenen, fordi flere hold skal sendes af sted, skal du som leder passe på ikke at sende din egen stress videre. Det mærker medarbejderne. Planlægning er afgørende: Hvem passer bedst til hvilke opgaver? Sæt folk til det, de er gode til, og tjek altid arbejdsstederne, inden medarbejderne går i gang.

Og så gør Fynske Farver meget for kvinderne har det godt i en håndværkerverden, der stadig er meget mandsdomineret i de øvrige fag. Det kan være at insistere på ordentlige toilet-og spiseforhold på en byggeplads.

- Og så gør vi meget ud af at anerkende medarbejdernes arbejde – lærlinge, kvinder og mænd. Der skal ikke kun siges noget, hvis de begår fejl, konkluderer Sabrina Raft.

Få er stoppet i faget

Analysen viser også, at det er svært at fastholde kvinderne i malerfaget. Det kan Sabrina Raft ikke genkende. Hun har én, der uddannede sig til SOSU-hjælper, men i dag er tilbage i Fynske Farver igen. Og en anden, der stoppede efter fødslen og i dag er dagplejemor.

- Kvinder ved godt selv, hvad der er hårdt. Kardansliberen, rullespartling og girafsliberen. Derfor kræver de også helt rimeligt lækre værktøjer, der virker.

- For de er bevidste om, at de skal passe på deres kroppe og rotere mellem opgaverne, hvis de skal holde længe i faget. Har den ene lidt med hoften, så tager en anden over, siger Sabrina Raft, der som medlem i det lokale uddannelsesudvalg kæmper for, at der skal træning på skoleskemaet, så lærlingene fra start lærer at passe på sig selv. For eksempel ved at gå til styrketræning to gange om ugen.

Fynske Farver giver de ansatte et tilskud om året til deres træning.

Fra maler til SOSU til maler

Det var 41-årige Mia Ejersbo, der uddannede sig til SOSU-hjælper. Hun har været i lære i Fynske Farver, arbejdet der i en del år – og i 2017 trængte hun til, at der skulle ske noget nyt.

- Men jeg startede i februar 2026 igen her i Fynske Farver, fordi jeg savnede friheden, man har i malerfaget. Jeg har lige rundet et par andre malervirksomheder. Men jeg ved jo, hvad Fynske Farver står for.

- Jeg får lov til at lave det, jeg gerne vil på de store byggepladser, her er godt fællesskab, ordnede forhold og styr på tingene, siger hun og regner med at blive både på arbejdspladsen og i malerfaget.

Vi tør snakke om tingene

I 2005 blev Rikke Lund Frandsen ansat i Fynske Malermestre i rengøringsafdelingen med henblik på at komme i voksenlære. Fra dag 1 mærkede hun, at det er en arbejdsplads, hvor hun havde lyst til at blive.

- Her er et godt arbejdsmiljø, hvor man kan snakke om tingene. Har jeg haft nogle issues fysisk, så har vi ændret på noget arbejdsmæssigt, og så går det bedre. Det er godt, når mester griber én, at mester er åben for at løse det. Sådan har det altid været her, siger 54-årige Rikke Lund Frandsen, der er glad for rutinen med, at de ofte går to på en opgave. Så kan der slibes lofter på skift, så de passer på deres kroppe.

Sabrina og Morten Raft forstår at skabe arbejdsglæde. De mødes i værkstedet hver morgen klokken 6.30 til en kop kaffe for at planlægge dagen.

- Jeg er glad for selve opgaverne. Jeg er mest ude hos Fru Hansen. Men det motiverer mig, at jeg kan sige, at jeg trænger til at gå med en anden, fordi det bliver lidt ensomt.

- Sabrina har altid en finger på pulsen, og når som regel selv at sige, at jeg har gået alene i et stykke tid, siger Rikke Lund Frandsen, der aldrig har overvejet at stoppe i malerfaget.

Ned i tid engang i fremtiden

De gange hun har haft ondt, har hun kontaktet en fysioterapeut – og gennem pensionsordningen er et vist antal behandlinger gratis.

- På et tidspunkt kan jeg da godt tænke mig at gå ned i tid – og til min sidste medarbejdersamtale bragte Sabrina det selv på bane, at jeg for eksempel kunne få fredagsfri, siger Rikke Lund Frandsen, der til hver en tid vil anbefale Fynske Farver til andre kvinder, så længe de ved, hvad malerfaget er. For det er ikke kun pussenusse-arbejde og det lækre finish. Det er også masser af rengøring, spartling og slibning.

- Så længe jeg får forskellige slags opgaver, arbejdsmiljøet er godt, og vi får de redskaber og værktøjer, der letter det hårde arbejde, så er det her et fint sted at være, fortsætter hun.

Misforståelse om kvinder i malerfaget

Analysen peger også på, at nogle mestre ikke tackler graviditet og barsel hensigtsmæssigt. Men I Fynske Farver betragtes det som en naturlig del af livet.

- Det har hjulpet lidt, at mændene nu også tager en del af barslen. Vi holder tæt kontakt til dem, der er på barsel. Vi har lige haft en forbi med babyen. Vi taler det op – det er en del af livet. Når man har mindre børn, så kan man have sovet dårligt, og der er lidt flere sygedage på grund af børnene, påpeger Sabrina Raft.

Og hvad er den største misforståelse om kvinder i malerfaget?

- Det er forestillingen om, at alle kvinder kun kan lide det kreative og pillearbejdet. Vi har også kvinder, der elsker det grove, store flader og at buldre der ud af. De fleste kvinder ser malerfaget som et nuanceret fag med masser af muligheder. Og kvinderne er stærke, siger Sabrina Raft.

Danske Malermestre har mødt tre kvinder, der ikke længere er i malerfaget, selvom de er vilde med faget. Mette Stokholm underviser i dag på Zealand Business College i Slagelse, Anne Mette Nielsen har omskolet sig fra bygningsmaler til buschauffør, mens Hanne Præst er blevet fængselsbetjent.

Ingen af de tre kvinder er stoppet i malerfaget, fordi de ikke er vilde med faget. De elskede at være bygningsmalere, men forskellige fysiske omstændigheder gjorde, at de i dag laver noget andet.

Teknologisk Institut har i rapporten ’Kvinder i malerfaget’, som Malerfagets Faglige Fællesudvalg har fået lavet, talt med 15 kvinder, der ikke længere er i malerfaget. Konklusionen er, at kvinderne elsker malerfaget, men de forlader arbejdsvilkårene. Danske Malermestre har talt med tre af dem – én er underviser på en erhvervsskole, én er buschauffør, og én er fængselsbetjent.

Mette Stokholm har både været malersvend, selvstændig malermester og ansat malermester. Hun fandt tidligt sin drømmekarriere, da hun var i erhvervspraktik hos en skolevenindes far, hvor de malede Vissenbjerg Fyr. Hun så Lillebæltsbroen, vandet hele vejen rundt om Fyn og Munkebo. Der vidste hun, at malerfaget kunne give hende masser af spændende oplevelser.

- Jeg kom i lære som 19-årig i Ellekær & Ravn i Odense med dygtige svende, der arbejdede med tapeter, limfarver, kærnemælksfarver og linolie i kirker og mange bevaringsværdige bygninger, men også på nybyg som Fyrtøjet og H.C. Andersens Hus.

- Jeg gik med mennesker, der gjorde malerfaget levende og

interessant, fordi de selv brændte for faget. Og det inspirerer unge mennesker til selv at brænde for faget, siger Mette Stokholm, der i dag arbejder som underviser på ZBC – Zealand Business College i Slagelse i asbest, epoxy sikkerhed og malerfaget. Hun er glad for at flytte de unge og lære dem de tekniske ting om malerfaget. For eksempel om, hvordan de teknisk kommer i mål med opsætning af et mønstret tapet.

Stadig stolt af at være maler

Siden hun blev svend i 1994, har hun været i Flügger Farver, været selvstændig af flere omgange, blandt andet med en Flügger-butik, ansat i forskellige malerfirmaer og har også været ansat malermester i blandt andet Håndværkergården A/S.

- Jeg elsker alt ved malerfaget – og jeg er stadig stolt af at være maler og har ikke mistet glæden ved faget. Alt fra de tekniske bundanalyser, udviklingen fra tungmetaller til hæderlige produkter, det at have ansatte, planlægning, opbygge strukturer og arbejdsvaner, sikkerhed, økonomi, løn, lærlinge – og hvordan man motiverer de ansatte, fortæller Mette Stokholm, der til sidst måtte stoppe i faget, da hun havde slidgigt i både hænder og knæ og fortsætter:

- Jeg er sådan en, der altid kigger på en facade og ser udfordringerne, pletterne eller revnerne og tænker, hvorfor skaden er sket. Hvorfor er det gået så galt? Er det fugten, der er lukket inde? Så hvis jeg ikke var blevet underviser, ville jeg have været teknisk konsulent inden for maling.

Følelsen af utilstrækkelighed

Hun fandt hurtigt ud af, at malerfaget var hårdt for knæ og hænder – også selvom hun har brugt lift, stilladser og andre værktøjer, der har passet på kroppen. Hun mener også, at tidspresset og det psykiske arbejdsmiljø spiller ind.

- Det handler ikke så meget om malermestrene, men mere om byggeledelserne på pladserne, der skal have respekt for tørretider og forstå, at vi i malerfaget ikke bare kan mande op. Vi har nogle processer, der skal bygges videre på. Når andre håndværkere sakker bagud i tidsplanen, så er der os malere, der skal indhente tiden. Deadline bliver ikke flyttet, fordi vi kommer for sent ind, siger Mette Stokholm, der siger, at det optimale var, hvis flere malermestre blev ingeniører og arkitekter, der til fulde ville forstå malerfagets præmisser.

- Vi er en procesorienteret branche, som føler os utilstrækkelige, når vi reelt ikke har en chance for succes. Den følelse skal vi helst ikke ind i. Og vi skal være bevidste om, at det er svært at tidsoptimere uden, at kroppen betaler prisen for det, konkluderer hun.

Fængselsbetjent og mennesker

Hanne Præst har været fængselsbetjent i fire år efter et spændende arbejdsliv hos især Malerfirma Carsten Sørensen A/S i Viborg, hvor hun kom i lære i 2007. En virksomhed med styr på de administrative ting, en flad ledelsesstruktur, gode lærlingeforløb og spændende opgaver som for eksempel Kunstens Hus i Herning og retsbygningen i Holstebro.

- Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne male til min pensionsalder – og jeg kunne vælge at blive konduktør hos Carsten Sørensen. Men jeg vidste, at det er kundekontakten, der betød mest for mig – det at arbejde med mennesker.

- En dag jeg gik og malede, så jeg en reklame for uddannelsen til fængselsbetjent på et busskur, siger Hanne Præst om sit karriereskift, som hun vidste var på vej, da hun følte, at hun var blevet bedste ven med sin fysioterapeut på grund af det ensidige, gentagne arbejde.

Hun mener, at hendes malermester Carsten Sørensen i bund og grund har rustet hende til jobbet som fængselsbetjent, da hun altid har fået lov til at tackle de krævende og udfordrende kunder i malervirksomheden.

- Han har forberedt mig på at forstå mennesker, der er lidt anderledes, konstaterer Hanne Præst, der savner det fysiske arbejde og det tydelige bevis på, at man har udrettet noget.

- Jeg har også i en periode været værkmester i fængslet, hvor der også blev arbejdet med malerdelen i vedligehold, siger Hanne Præst og slår fast, at selvom man stopper i jobbet som maler, så stopper man ikke med at være maler.

Fra håndværk til buschauffør

Anne Mette Nielsen blev udlært i 1998 og har været i malerfaget indtil 2020-2021, under corona. Her havde hun så mange smerter i skulderen, at hun var sygemeldt i perioder, kom lidt tilbage og måtte så sygemelde sig igen. Til sidst tabte hun arbejdsredskaber og mælken ud af hånden, så ondt havde hun.

- I starten af corona blev det så slemt, at jeg kun arbejdede halvdelen af tiden på grund af smerter. Jeg blev undersøgt, og jeg havde voldsom slitage i skulderen og mine sener var slidte og betændte. Lægen sagde, at de ikke kunne operere mig – og at jeg skulle stoppe som maler, fortæller Anne Mette Nielsen, der bor i Farre ved Hammel i Østjylland. Hun kører i dag kører omsorgskørsel med skolebørn, men er i gang med et taxakørekort, som hun selv betaler, så hun kan komme til at køre flextrafik.

Svært at omstille sig

Anne Mette Nielsen landede lidt tilfældigt i malerfaget efter, at hun startede på erhvervsskolen, fordi hun troede, at hun skulle være frisør. Hun har altid nydt at være i faget, og har haft det sjovt med gode makkere. Og hun har altid følt en faglig stolthed over sit fag – at gå i det plettede malertøj, komme hjem fysisk træt, tjene en god løn på akkord med flyttelejligheder, opleve friheden og se, at hun hver dag gjorde en forskel.

- Jeg har haft vildt svært ved at omstille mig og finde ud af, hvad jeg skulle. Jeg fik nærmest en depression. Jeg elskede at gå alene i flyttelejligheder, tjente de penge, jeg skulle og opgaverne lå på rygraden, siger hun.

De tre kvinders karriereskift matcher rapporten ’Kvinder i malerfaget’s hovedkonsklusioner: at kvinderne ikke forlader faget af manglende motivation, men fordi de fysiske arbejdsvilkår og rammerne gør det svært at blive.