De bliver kaldt for snowflakes, snefnug, fordi de bliver set som sarte og skrøbelige. Det er generation Z, født mellem 1996 og 2012, vi taler om. De tæller efterhånden en fjerdedel af arbejdsstyrken. Men du kan lære at arbejde sammen med dem. 

Luk øjnene i ti sekunder og prøv at tænke på et øjeblik, hvor du virkelig har været glad…

Kultursociolog Emilie van Hauen, der er bogaktuel med bogen Generationen, der skal redde verden – med lidt hjælp fra os andre, kigger ud over de knap 80 deltagere på konferencen for medlemmerne af de lokale uddannelsesudvalg og svendeprøvekommissioner.

- Hvor mange af jer tænkte på noget, der havde med økonomi, penge og arbejde at gøre, spørger hun.

Ingen rækker en hånd i vejret.

- Hvor mange af jer tænkte på noget, der havde med fællesskab og andre mennesker at gøre, spørger hun igen, og en skov at hænder ryger i vejret.

- Det sker altid, når jeg stiller det spørgsmål. Det er oplevelser med andre mennesker og fællesskaber, der gør os glade og lykkelige. Det er faktisk også sådan med generation Z, fastslår Emilie van Hauen, der slet ikke er glad for at tale om en generationskløft, for så glemmer vi alt det, der binder generationerne sammen.

- Lad os droppe K’et og i stedet tale om et løft. Vi har alle brug for at være en del af noget, en del af et fællesskab, konstaterer kultursociologen.

Og for at få generation Z med i fællesskabet på arbejdspladsen, var der nogle helt centrale ting, der var vigtige at få med, forklarede Emilie van Hauen.

Den generation er nemlig opdraget til og med familiedemokrati, de er opdraget til at være en del af beslutningerne, de er opdraget til ligeværdighed, og de er opdraget til at være i kontakt med deres følelser og er ikke bange for at udtrykke dem.

- Musikeren Shawn Mendes aflyste hele sin turne i 2022, fordi han følte, han var mentalt udbrændt. Han skrev det på de sociale medier. Tobias Rahim aflyste sin deltagelse i P3-Guld lige før showet skulle i gang. Han skrev åbent, at han havde fået et angstanfald på vej til festen og takkede i opslaget alle, der havde stemt på ham.

- For den generation er sårbarhed en styrke, og de er ikke bange for at udtrykke deres følelser, fastslår Emilie van Hauen.

Og ved siden af at være åbne om deres følelser, havde opdragelsen, hvor de hele tiden er blevet inddraget i beslutningerne, også betydet, at de ikke kunne se sig selv i et hierarki. De så sig selv som ligeværdige.

- De synes ikke en hierarkisk arbejdsplads fungerer, de har ikke respekt for det, de er opdraget til noget helt andet og til at blive taget alvorligt, siger hun.

Før og efter iPhonen

Der er nedslag, begivenheder, i verdenshistorien, der virkelig er alt-ændrende, og hvor man kan tale om et før og efter. Og 29. juni 2007 er sådan et nedslag. Den fredag, den sidste i juni, lancerede Steve Jobs, stifter og direktør i Apple, den allerførste iPhone. Og verden – og generationer – har ikke været de samme siden.

- iPhonen ændrede alt for alle. Du står ikke i køen i Netto i få sekunder, før du finder din smartphone frem og straks er du i en parallel-virkelighed. Vi er konstant tilgængelige, og det skaber uro.

Emilie van Hauen fortalte om sine tre sønner; hun kunne godt skrive til dem uden at forvente et øjeblikkeligt svar. Mens de omvendt forventede et svar inden for 30 sekunder efter, de havde trykket på send-knappen.

- Og hvis du bor sammen med en fra generation Z, så prøv at lægge mærke til en ting… Hvad er det, der sker, hvis de sidder og laver lektier ved computeren? Telefonen ligger åben ved siden af, og notifikationerne vælter ind, hele tiden blinker det.

- Ud over at være følsomme og sårbare, er det den meste fællesskabsorienterede generation nogensinde. De har konstant og hele tiden gang i en tråd med deres venner.

Du får hele pakken

Og så havde iPhonen/smartphonen givet de unge en ny evne; de var opvokset med at udtrykke sig kreativt gennem teknologi og sociale medier, og de var vant til at handle og reagere hurtigt på det, de syntes var vigtigt.

Men det kunne også bruges positivt, mente Emilie van Hauen. For hvis man er en ”cool” arbejdsplads, hvis man respekterer de unge og spørger ind til deres følelser og giver sig tid til at forklare vigtigheden af en given opgave frem for blot at sige ”lav det, nu, og snup en tudekiks, hvis du er utilfreds”, er det ikke kun den ene unge, man ansatte.

- I virkeligheden ansætter I jo hele netværket, alle de kontakter, de unge har og som de deler oplevelser med, får at vide, hvor cool en arbejdsplads, I er. Sker det, får I ikke problemer med at finde nye unge til ledige stillinger.

Og man skulle ikke tro, at man kunne fastholde de unge i en stilling, sådan fungerede det ikke, sagde Emilie van Hauen. Tænk i stedet på tilknytning.

- I skal knytte de unge til virksomheden. Giv dem plads til at være sig selv, inddrag dem i de opgaver, de skal løse, spørg, hvad I kan gøre for at være en god arbejdsplads – og forvent, at de stiller jer spørgsmål. De vil vide, om de kan arbejde sammen jer.

- Og de tager referencer på en kommende chef og arbejdsplads. De følger i langt højere grad personlighed frem for autoriteter. For dem handler det i høj grad om tillid og troværdighed.

Den nye generation på arbejdsmarkedet er meget forandret, men mest markant er, at de er mindre autoritetstro og vil møde i øjenhøjde, forklarer en professor i ungdomsforskning. 

Den største forskel mellem den nyeste generation på arbejdsmarkedet – Generation Z – og tidligere generationer er ændringerne i autoritetsforholdene. Hvad ønsker de unge at være en del af – og hvad ønsker de ikke at være en del af. De unge har behov for at blive set, lyttet til og anerkendt af deres arbejdsgiver.

Analysen kommer fra Noemi Katznelson for Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, der mener, at det er den mest markante forandring for arbejdsgiverne om de er læger, politibetjente, lærere eller malermestre.

- Vi ser nogle andre grænser end tidligere, hvor det var mere tydeligt, hvem der havde autoriteten. Hvem der skulle lære noget, og hvem der vidste noget.

- Det var malermesteren, der vidste besked, havde svarene og satte kursen. Men i dag skal malermesteren og andre arbejdsgivere gå i dialog, eleverne siger nej-tak til opgaver, de har deres egne meninger, og de forventer at blive mødt, konstaterer Noemi Katznelson.

Det er ændringer, der er sket over tid og som arbejdsgiverne skal vænne sig til, fordi kulturen hele tiden skubbes.

- De unge forventer at blive mødt i øjenhøjde, at blive respekteret og talt til i god tone, de ønsker at få indflydelse på deres egen hverdag. Vi har fået et forandret billede af, hvad viden er. De unge stiller mere spørgsmålstegn ved, hvad der er rigtigt og forkert. De vil gerne diskutere, hvad de mener er det rigtige at gøre i en given situation, siger Noemi Katznelson.

Menneske og faglighed

De unge mennesker, der er født mellem 1995 og 2012, efterspørger værdier som respekt om deres person – de har lov til at være her – og de vil ikke bare ligge nederst i hierarkiet.

- De unge vil se en mening med deres job – og de fokuserer på deres trivsel. Om de har det godt, om de er glade for at være der. Mit gæt er, at de ikke bare vil have en uddannelse, for det handler også om, hvordan de har det, mens de tager uddannelsen, forklarer Noemi Katznelson.

Ungdomsforskeren mener ikke ligefrem, at mennesket kommer før fagligheden, men mennesket og trivsel er rykket op ved siden af fagligheden.

De unge stemmer med fødderne

Generation Z har sproget og opmærksomheden rettet ind på deres egen trivsel. Psykologien har haft sit indtog og der er en større opmærksomhed på, hvad de føler og mærker.

- Arbejdsgivere skal være opmærksomme på at bare nogle generationer tilbage, var de unge ikke så optagede af deres egen trivsel. De unge i dag har en anden forventning, og du kan ikke som malermester sige, at det ikke er dit problem. Du kan ikke bare sige: Du kan bare smutte, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, siger Noemi Katznelson.

De unge stemmer med fødderne. Hvis de er utilfredse, så er vejen til at droppe ud blevet kortere.

- Der vil ikke være det klassiske etos, ”så bider vi tænderne sammen”. Nej det nuværende ideal er at være tro mod sig selv. De unge vil ikke være i noget, som de ikke bryder sig om. Hvis de skal fastholdes skal der være plads til, at de kan mene og synes noget, fastslår Noemi Katznelson.

Malermesteren og den ubagte voksne

Mange mener måske at ungdommen også er blevet curlet af forældrene. Men det er ikke dem, der har det sværest. Det er dem, der ikke har haft forældre på bagsmækken – de har et meget mere kompliceret ungdomsliv.

- Mange af de unge har oplevet støtte, nærvær, de er blevet set og holdt i hånden. Det er lysår fra dengang man kom ud på en arbejdsplads og vums var du voksen. Ungdomsfasen strækker sig i dag over rigtig mange år. De er voksne på nogle områder, barn på andre og unge på andre områder, siger Noemi Katznelson og fortsætter:

- Malermesteren skal besinde sig på, at de ikke får en ubagt voksen ind på arbejdspladsen. De unge skal langt hen ad vejen tages i hånden, samtidig med at der skal lyttes til dem som ligeværdige. Mit råd er, at generation Z skal have klare rammer, og du skal som malermester være tydelig i dine krav til dem. Der kan vi flytte os, men her har vi en kunde i den anden ende. Her kan vi til gengæld imødekomme dine ønsker, her kan vi give plads.

Se dem som en ressource

Udover at lytte til de unge er det også vigtigt, at de skal vide, hvilken værdi de giver til virksomheden. De skal vide, hvor virksomheden vil hen – og hvad der er vigtigt for virksomheden.

- De vil have en tydelig chef, der lytter og ser dem. De vil kunne se og mærke chefens værdier. Tal respektfuldt til dem og se dem som en ressource, der har noget relevant at byde ind med, siger Noemi Katznelson.

Uddannelsessystemets primære formål er ikke at skabe trivsel for de unge. De unge skal lære noget.

Uddannelsessystemet er et system, der er sat i verden, fordi eleverne skal lære noget, som de ikke kan i forvejen. De skal finde ud af, hvad de ikke kan – og på den måde møde deres begrænsning. Når der er noget, eleven ikke kan finde ud, så begår de fejl og lider måske et fagligt nederlag. Uddannelsessystemet skal hjælpe eleven til at lære og rejse sig igen.

Filosofien kommer fra institutleder Claus Holm fra Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet. Han mener nemlig ikke, at uddannelsessystemets primære formål er at skabe trivsel for de unge, som ellers synes at være mantraet for tiden.

- Et fagligt undervisnings- og læringsmiljø er forbundet med et normalt ubehag, fordi det at lære kræver, at du overskrider dit nuværende faglige niveau.

- Det faglige nederlag må selvfølgelig ikke være nederlagsproducerende, men det er ikke blot en velfærds- men en velværeforestilling, at skolesystemets primære formål skulle være unges trivsel, konstaterer Claus Holm.

Hans oplevelse er, at forældre og professionelle agerer alt for meget støttehjul og hele systemet gennem institution, skole og uddannelse er et professionelt trygheds- og trivselssystem. Og risikoen ved det er, at de unge mennesker efterlades uden faglige kompetencer og modstandsdygtighed overfor udfordringer i livet.

I forældregenerationen vil vi helst ikke have, at de unge skal udsættes for en resultat- eller præstationsorienteret kultur. Vi vil have færre karakterer og test i skolen – og sammen med pædagoger og lærere er vi optaget af, at der sker en tidlig indsats overfor vores børn ved enhver foranderlig og praktisk risikabel overgang i livet.

- Vi har en opdragelsesdiskussion til gode med os selv som forældre og professionelle voksne der ikke vil have, at vores ønskebørn skal møde nogen form for modstand, siger han og konkluderer; og det faktum gør, at de unge ikke bliver særlig dygtige til at klare sig i en verden fyldt med forandringer og risici.

Livet gør ondt

Claus Holm mener, at uddannelsessystemet skal lære de unge at håndtere tilværelsen. Uanset om det er i gymnasiet, på universitetet eller på erhvervsuddannelserne.

- Det er et paradoks i tiden, at stort set alle er sikre på, at vi er på vej ind i en verden præget af forandringer, udfordringer og kritiske overgange – og alligevel er hele tankegangen, at vi skal gøre forandringer så overkommelige som muligt. Og lige netop det gør, at de unge ikke bliver specielt parate til at møde og magte tilværelsen, påpeger Claus Holm.

Opretholde et fagligt niveau

Direktør Henrik Toft fra College 360 i Silkeborg er overbevist om, at skolen har den frafaldsprocent, som de skal have på bygningsmalerlinjen. For dem der falder fra, er af flere årsager ikke klar til malerfaget.

- Dem der falder fra, er dem, der enten ikke kan eller ikke vil. Det kan være, at de har mere lyst til noget andet, eller de kan ikke magte at opnå det faglige i malerfaget – og derfor er det bedre, at de finder motivationen et andet sted, siger han og mener, at den nye generation er lige så forskellige som alle generationer er.

Skolen vil som udgangspunkt ikke bekymre sig om frafaldet skyldes, at de kommer fra en bestemt generation eller om det skyldes noget individuelt med den enkelte unge.

- For os handler det om, at vi skal opretholde et fagligt niveau på maleruddannelsen, for de unge er her for at lære malerfaget, konstaterer Henrik Toft.

Tillid og blomstring

På EUC Nord i Hjørring går cirka en tredjedel af en ungdomsårgang på erhvervsuddannelserne - og uddannelseschef Steffen Damgaard oplever, at de unge, der kommer direkte fra folkeskolen ikke nødvendigvis har det drive og behov for at lave en god karrierevej som de ældre elever – og derfor er det typisk relationer, der holder på de unge. Både i forhold til læreren og de øvrige elever.

- De skal have tillid til deres lærer, ligesom de skal have det til malermesteren. Når de sættes til noget, skal de føle, at de mestrer disciplinen. De vil have selvtillid i det de laver, og derfor er det godt med en god relation til læreren eller mesteren. Så det handler om at få dem til at føle sig hjemme, siger Steffen Damgaard, der i dag oplever et større skel mellem de elever, der ikke rigtig fungerer og dem, der er initiativrige og udadvendte. Den grå masse i midten er blevet mindre.

Bliver bedømt på fagligheden

De unge bliver gode og stabile, når de lærer malerfagligheden og det at have et job, hvor man møder til tiden med videre.

- Når de kan male en lejlighed selv, og de ved, at de giver værdi for mester, så bliver de stolte og blomstrer. Men jeg kan godt genkende, at det kræver, at vi og malermestrene tænker på mennesket før fagligheden, for de er som nævnt ikke så trænet i relationer, og det fylder meget, samtidig med, at de skal levere fra dag ét, forklarer Steffen Damgaard.

Det kræver noget at oplære de unge, der mangler modstandsdygtighed. De unge kræver meget feedback og anerkendelse, men de skal også lære, at det kræver noget af dem, at læreprocessen kan være svær, og det kræver erfaring at blive dygtig.

- Det kræver, at malermestrene og svendene på arbejdspladsen vil investere i de unge mennesker – og det er bare en realitet, at ikke alle har den tålmodighed til at vente på, at de unge opbygger modstandsdygtighed.

- Nogle af de unge er blevet curlet så meget af forældrene – jeg hører også om malermestre, der laver grin med, at mødrene nærmest søger læreplads for deres børn, siger Steffen Damgaard, der slår fast, at EUC Nord bedømmer de unge på deres faglighed. De skal være dygtige nok til malerfaget.

32-årige Mikki Christensen er malermester i Malerfirma Nielsen & Strate i Korsør og mener, at de i dag som arbejdsgivere både skal give de unge en uddannelse og en identitetsdannelse.

Andre generationer havde meget fokus på faglig stolthed – i 2024 er det nærmest mennesket før håndværket. Før de begynder at få lyst til fagligheden, så er det vigtigt, at vi finder plads til de unge som mennesker. Hvilke svende fungerer de godt med? Hvor kan de finde kollegaer at spejle sig i? Hvem bliver de inspireret af? Hvor kan de finde dynamikken?

Analysen kommer fra malermester Mikki Christensen på 32 år fra Malerfirma Nielsen & Strate i Korsør, der startede i familievirksomheden for fire år siden, hvor hans svigerfar er tredje generation. Virksomheden, der har eksisteret siden 1939 har med de to malermestre 16-17 ansatte – og opmander typisk om sommeren. Fire af de ansatte er lærlinge.

- De unge har selv en forståelse af, hvad der er vigtigt for dem. De menneskelige relationer skal de kunne mærke, og de skal føles rigtige. Det er helt sikkert sket i et skift fra de tidligere generationer – de unge ved ikke altid hvad de vil, men de ved i hvert fald, hvad de ikke vil. Og måske har de ikke lyst til at lytte til de ”gamle sure svende”, siger Mikki Christensen, der kom sent ind i

malerfaget, fordi han først er uddannet pædagog. En uddannelse han er meget glad for, når han skal motivere lærlingene og forstå de udfordringer, de står overfor.

Malerfirma Nielsen & Strate gør en indsats for at få unge til at tage bygningsmaleruddannelsen. En af lærlingene er ambassadør i Boss Ladies – og virksomheden er også ambassadør i netværket.

- Vi arbejder med at lade vores lærlinge lande i, at der menneskeligt er plads til dem her. For det er superfrustrerende, hvis de falder fra på uddannelsen i et område som vores, hvor det er svært at skaffe arbejdskraft. Der skaber vi en comfortzone for de unge – så vi sørger for, at de går med nogle, hvor der er et personligt match. For det hele er spild af kræfter, hvis de ikke lander, for så får vi dem ikke til at give en skalle med håndværket, påpeger Mikki Christensen.

Mægler i det menneskelige

Virksomheden har skruet op for personalemøderne om morgenen, hvor der ofte er fokus på at forstå forskellige mennesketyper. Derudover har Mikki Christensen 1:1 samtaler med de ansatte, så han kan italesætte behovet for at imødekomme den unge generation.

- Jeg fornemmer, at der sker noget i personalegruppen. Når der opstår personalefnidder, så skal vi som ledere mægle i det menneskelige. De ældre generationer kalder en skovl for en skovl, men de unge opfatter det, som om de ældre svende ikke kan lide dem. Så det er begge veje, vi må mægle. For vi ved, at når vi sender lærlingene ud med kollegerne, skal vi vide, at de har det godt, forklarer Mikki Christensen.

Med sine 32 år – og fra generation Y – er Mikki Christensen selv opdraget med at stille i Føtex klokken 5 om morgenen i hverdage, før han skulle i skole. Det har givet ham arbejdsværdier, egenskaber og kundskaber.

- Den arbejdsomhed er de helt unge ikke flasket op med. De egenskaber er lidt gået tabt. Det kan være et problem at komme til tiden – og der er alle mulige undskyldninger med hunden eller bussen, der er kørt lige forbi dem.

- Så jeg må indrømme, at vi som minimum gerne vil have, at lærlingene har noget erhvervserfaring, måske gået med aviser, været flaskedrenge eller været burgerpressere på McDonalds, fortæller Mikki Christensen.

Vi gør dem en bjørnetjeneste

Hans analyse er, at danskerne har fået så mange midler, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste. Vi gør dem ikke klar til arbejdsmarkedet på samme måde som tidligere generationer.

- De skal lige lande, det de skal udføre på arbejdspladsen, lige tænke lidt – og hvis der er noget, der går dem på, så holder de en sygedag. Det hører jeg også fra andre malermestre i mit netværk, siger Mikki Christensen og slår fast, at enten kan de som malermestre vælge at forstå de unge – eller sige, at de ikke skal være i virksomheden.

Han interesserer sig naturligt for mennesker – og synes det er sjovt at beskæftige sig med dem. Og som leder har han lyst til at arbejde med de bløde værdier. Hans oplevelse er, at de ansatte på den måde bliver gode ambassadører for virksomheden.

- Jeg synes også, at vi har god succes med at arbejde med de bløde værdier. Jeg havde en lærling, der før hun kom til os, havde oplevet rigtig meget modstand i livet med tvangsfjernelse af barn.

- Her skal du have mod og lyst til at interessere dig for mennesket med dybe snakke om udfordringerne. Hun voksede og blev en stjerne og en sindssyg dygtig og loyal arbejdskraft, fortæller den unge malermester.

Identitet og forkert valg

Firmaet oplever også, at det ikke kun er en uddannelse, de skal tilbyde de unge, men oftere og oftere også en identitetsdannelse.

- Vi oplever desværre i høj grad unge mennesker, der er kommet ud af skolesystemet og aldrig rigtig er landet nogle steder. Det vil sige, at når de kommer her, oplever de måske for første gang siden den sure klasselærer, at der bliver stillet nogle krav og forventninger. Det kan de så enten respondere positivt eller negativt på. Og her oplever vi, at hvis vi sætter de unge sammen med nogle personlighedstyper de matcher godt med, så vokser de også som mennesker, fastslår Mikki Christensen og fortsætter:

- Hvis de unge ikke synes deres kolleger er spændende mennesker – er vi nødt til at prøve at forstå det sted, acceptere det vilkår og arbejde for det.

- Så jeg fokuserer meget på gruppedynamik og på at vores medarbejdere skal spille hinanden gode. Og her er jeg hjulpet af min pædagoguddannelse.

Mikki Christensen ser indsatsen i arbejdet med de bløde værdier som en investering i firmaets fremtidige arbejdskraft, hvor loyalitet og fællesskab er nogle af nøgleordene. Men han erkender også, at der er unge, hvor opgaven vil være for stor en udfordring. Nogle opgaver bliver simpelthen for store, især når det kommer til personlig udvikling.