Fornuftig nedlukning
Selvom det kom bag på de fleste, at Danmark blev lukket ned for at begrænse coronasmitten, var nedlukning rigtig og helt på sin plads. Til gengæld virker genåbningen ustruktureret.
Da regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen lukkede landet ned onsdag 11. marts om aftenen for at forhindre COVID-19 i at sprede sig uhæmmet over det ganske land, sad de fleste tilbage med en fornemmelse af, at den havde de ikke lige set komme. Ikke desto mindre sad flertallet af danskerne nok tilbage med en fornemmelse af, at hvis det var det, der skulle til for at undgå pandemien og de mange dødsfald, som især Sydeuropa oplevede, ja så var det det helt rigtige at gøre.
Den oplevelse deles også af Danske Malermestres direktør, Ole Draborg, der selv var én af dem, der fulgte pressemødet og så Mette Frederiksen lukke Danmark ned med virkning fra mandag morgen.
- Det var overraskende, men samtidig også den rigtige beslutning på det tidspunkt, hvor ingen rigtig var klar over, hvad det var, vi stod overfor.
– I Danske Malermestre begyndte vi jo også at arbejde hjemmefra om mandagen. Og når man ser, hvad der skete i Norditalien, Spanien og Frankrig, er der ingen tvivl om, at det var nødvendigt med så drastiske tiltag.
Og i modsætning til mange andre brancher blev byggeriet ikke lukket ned, men fortsatte stort set uændret over hele landet med enkelte undtagelser.
- Som udgangspunkt har vi været heldige. Enkelte af vores medlemmer fik det svært, men det overordnede indtryk var og er, at de fleste efter lidt begyndervanskeligheder fik hverdagen til at fungere.
– Firmaer med mange private kunder eller med plejehjem blandt kunderne oplevede en hård opbremsning. Men indtrykket er nu, hvor vi også kan male udendørs, at de fleste er ved at være med igen, forklarer Ole Draborg, som peger på, at de lukkede daginstitutioner og den deraf manglende børnepasning, var en udfordring for mange malermestre og deres ansatte.
Ustruktureret og uklart
Men var det generelle indtryk, at nedlukningen af landet baserede sig på ”rettidig omhu”, så halter det gevaldigt, hvad planerne for en tilbagevenden til mere normale tilstande angår, mener Ole Draborg, der kalder forløbet ustruktureret og præget af uklarhed.
– Før påske hed det sig, at tallene så fine ud, at vi slet ikke var i nærheden af den berømte røde kurve, som sundhedsministeren hele tiden viste frem i begyndelsen. Ja tallene viste jo, at vi ovenikøbet var tæt på bunden af den grønne kurve.
– Så alt burde jo ligge til højrebenet. Alligevel blev det ikke til meget mere end at folkeskolens mindste klasser fik lov at møde op igen. Og kun fordi oppositionen pressede på, fik en række mindre erhverv allernådigst lov til at åbne igen.
Ole Draborg erkender, at ingen selvfølgelig på forhånd kunne vide, hvordan situationen ville udvikle sig, men at sundhedsvæsnet ikke på noget tidspunkt har været presset for alvor. Samtidig, mener han, sidder man tilbage med et indtryk af, at regeringen af al magt forsøger at holde kortene tæt ind til kroppen og først informerer Folketingets øvrige partier om nye tiltag – herunder planer for genåbning – i allersidste øjeblik.
– Selv ikke tallene for udviklingen i smittetryk og hvordan, de kommer frem til disse skøn, kan man vriste ud af regeringen. Samtidig har regeringen flere gange sagt ét, mens sundhedsmyndighederne har sagt noget andet.
– Signalerne har i flere tilfælde været meget uklare. Alt i alt sidder jeg tilbage med et lidt uheldigt indtryk og en følelse af, at der måske også er andre hensyn i spil for regeringen.
Gang i økonomien
Men når landet – om forhåbentlig ikke alt for længe - begynder at åbne for alvor, handler det om hurtigst muligt at få gang i økonomien igen. For nedlukningen af Danmark og de mange hjælpepakker har været en meget dyr affære.
– Der har været flere forslag i spil, som kan medvirke til at sætte gang i hjulene igen. Men da hele verden er ramt, og lukker op i forskellige tempi, er det den hjemlige efterspørgsel, der skal sætte gang i hjulene igen.
– Og uanset hvor meget en socialdemokratisk regering måtte mene, at det er staten, der skal investere, så er effekten størst og hurtigst, hvis du får gang i den private økonomi.
– En midlertidig momsnedsættelse og et forhøjet og udvidet håndværkerdrag er nogle af de værktøjer, som regeringen og folketinget bør tage i brug, fastslår Ole Draborg.