Øget tilgang til malerfaget og flere uddannelsesaftaler i hus
32 procent flere unge har valgt maleruddannelsen end sidste år på samme tid. 470 elever er startet på bygningsmaleruddannelsens grundforløb på erhvervsskolerne. Samtidig er antallet af virksomheder, der er godkendt som praktikvirksomhed steget med 48 procent det seneste år.
Der er rekordmange unge, der er startet på bygningsmaleruddannelser på landets erhvervsskoler. Med mindst 470 elever på skolebænken er der en stigning på 32 procent flere, der i januar startede på uddannelsens grundforløb 2, end sidste år. Samtidig er antallet af malermestre, der har fået deres virksomhed godkendt som praktiksted steget til 330 i 2020. Det er næsten en stigning på 50 procent i forhold til 2019.
- Det er en ekstrem positiv nyhed for malerfaget, at søgningen til landets skoler er steget, samtidig med, at flere malervirksomheder er godkendt som praktiksted, som både Børne- og Undervisningsministeriets og Malerfagets Faglige Fællesudvalgs tal viser, siger uddannelseschef i Danske Malermestre Niels Håkonsen.
Vellykket hvervekampagne
Der har aldrig været så mange unge, der er startet på grundforløb 2 på bygningsmaleruddannelsen i januar. Det skyldes to ting. Danske Malermestres praktikpladsgaranti og den vellykkede hvervekampagne blivmaler.nu, der har markedsført uddannelsen til unge, der skal vælge uddannelse gennem de sidste tre år.
- Hvervekampagnen, som er gennemført af CompanYoung på de sociale medier, hvor unge befinder sig og på kampagnesitet blivmaler.nu, har virket efter hensigten. I starten troede de unge, at bygningsmaler var en kunstmaler med et staffeli på stranden. Nu ved de unge, hvad faget handler om – og derfor er der flere, der søger ind på uddannelsen, fastslår Niels Håkonsen.
Praktikpladsgaranti i malerfaget
I de seneste 12 måneder er der indgået 889 uddannelsesaftaler. Det er en stigning på 18,7 procent sammenlignet med året før. I de sidste tre registrerede måneder – september, oktober og november – er der indgået 242 aftaler mod 157 året før.
- Vi er sikre på, at det skyldes, at landets malermestre følger op på den praktikpladsgaranti Danske Malermestre vedtog for tre år siden. Ud af de 451 elever, der er startet på uddannelsen, har 97 allerede en læreplads. Det er imponerende, påpeger Niels Håkonsen.
Fokus på rift om de unge
Danske Malermestres formand Per Vangekjær er også overbevist om, at hvervekampagnen, som hele malerfaget gennem Det Malerfaglige Fællesudvalg står bag, og det at malermestrene har vist samfundssind og uddannelsesansvar, gør at flere unge kommer til at stå med et malerfagligt svendebrev i hånden i fremtiden.
- Det, at vi i malerfaget garanterer de unge en læreplads, hvis de har viljen og evnerne til det, er et stærkt signal at sende. Øgningen i optaget på skolerne og de mange nye praktikpladssteder viser, at alle gode kræfter og tiltag har bragt os på rette spor. Nu skal vi holde snuden i sporet, fordi der er rift om de unge, konkluderer Per Vangekjær.
Hvis du har brug for yderligere kommentarer på pressemeddelelsen kan du kontakte Danske Malermestres uddannelseschef Niels Håkonsen på telefon 32630379 og formand Per Vangekjær på telefon 20940790.