Prisen for godt Malearbejde, som konkurrencen hedder, belønner flot og godt malearbejde, og rammerne for at deltage i konkurrencen er brede. Om det er hele huset fra kælder til kvist, en lille lejlighed i midtbyen eller blot tre stuer en suite er sådan set underordnet. Det er farvevalget og materialerne – det færdige resultat – som Danske Malermestre belønner med prisen.
Arbejdet skal naturligvis være udført af en rigtig maler. Men næsten lige så vigtigt som arbejdet, er det samarbejde, der har været mellem malermesteren og beboerne om at finde det helt rigtige udtryk til hjemmet.
Sidste år gik Prisen for godt Malearbejde til et ægtepar i Aalborgforstaden Hasseris for det flotte farvespil i deres villa fra 1930’erne. Her var en petroleumsblå forstue, varm grå sandfarvede vægge i spisestuen og et kontor, der var domineret af farvespillet i en blå, Kabe-spartlet væg. Alle farver i huset er afstemt efter hinanden og til sammen et fantastisk resultat af samarbejdet mellem husets ejere og deres malermester.
For at deltage i konkurrencen om 25.000 kroner skal du sende os nogle billeder af det arbejde, du har fået udført. Sammen med billederne skal du fortælle os, hvorfor lige netop dit arbejde er i en klasse for sig selv og skal vinde prisen. Send billederne og en beskrivelse af arbejdet til sekretariatet@malermestre.dk. Vi skal modtage dit bidrag senest 2. oktober 2018.
En rigtig maler er naturligvis medlem af Danske Malermestre, der står bag Prisen for godt Malearbejde – derfor er det selvfølgelig et krav, at arbejdet er udført af et af Danske Malermestres medlemmer.
Yderligere spørgsmål til prisen til Danske Malermestres direktør, Ole Draborg på tlf.: 3263 0370.