Roskilde Museum og Brorfelde Observatorium er i spil til dette års farvepris. Prisen er på 150.000 kr. og uddeles af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens Fond. Vinder udpeges i begyndelsen af maj.
Det er to meget forskellige kandidater, som farvepriskomiteen blandt mange ansøgere har valgt som kandidater til dette års Farvepris.
Museumskoncernen ROMU har indstillet Roskilde Museum og billedkunstneren Maja Lise Engelhardts farvesætning af museets lokaler, der rummer den fast udstilling, "Magt og Mennesker og Roskilde i glimt". En farvesætning, der dels danner baggrund for de udstillede genstande på museet og dels understreger den kulturhistorie, de udstillede genstande er en del af.
Og Rønnow Arkitekter A/S, der i samarbejde med Holbæk kommune har gennemført renoveringen af Brorfelde Observatorium - og i den forbindelse genskabt Kgl. Bygningsinspektør Kaj Gottlobs polykrome (mangefarvet) farvesætning. Det er den genskabte farvesætning, der oprindelig blev udført i 1965, der er indstillet til Farveprisen 2018, der er på 150.000 kr.
– Farveprisen, som vi uddeler sammen med Kirsten og Freddy Johansens Fond, har til formål at sætte fokus - og ikke mindst belønne - flot malearbejde og godt håndværk.
– Og begge projekter lever til fulde op til dette, selvom de er meget forskellige, fortæller Danske Malermestres direktør, Ole Draborg.
I midten af april var komiteen, der vurderer de projekter, der var indstillet til prisen, ude at tage en række af de indstillede projekter nærmere i øjesyn - og det var, fortæller Ole Draborg, en svær opgave.
– Overordnet set havde alle projekterne en meget høj kvalitet, hvad de i øvrigt altid har haft, så udover at være vanskelig opgave, var det også meget spændende tur, hvor vi blev præsenteret for rigtig flot malearbejde og spændende farver.
– Men der var også enighed i komiteen om, at de to indstillede kandidater var dem, der skilte sig ud.
Næste skridt i udvælgelsen af en endelig vinder sker én af de nærmeste dage. Her sætter farvepriskomiteen sig sammen en sidste gang og gennemgår indstillingerne for Roskilde Museum og Brorfelde Observatorium igen - og sammenholder dette med de input, de fik under besøgene.
Selve overrækkelsen finder sted den 17. maj. Den er åben for alle.
Spørgsmål til den pressemeddelelse til Danske Malermestres direktør Ole Draborg på 4085 1141