Dialog på tværs af byggebranchen er afgørende for succes i byggeprocesserne. Og det nytter ikke at vente på, at andre tager ansvaret. Start med dig selv, lød nogle af rådene i går til Danske Malermestres gå-hjem-møde 'Samarbejde, effektivitet og tidsstying på byggepladsen' på Scandic Glostrup. Her gav civilingeniør Mette Thorkildsen fra Factor 3, sekretariatsleder for Værdibyg Rolf Simonsen og VDC-konsulent Mikkel Lieberkind fra MT Højgaard deres bud på, hvordan der skal skabes bedre processer, mere samarbejde og effektivitet på byggepladsen.
- Hvorfor samarbejder vi ikke bare? Mange tror, at de samarbejder, men det gør de ikke. Du kan sagtens tænke de store tanker om samarbejde, men når det skal udføres, så knækker filmen, siger Mette Thorkildsen, der har haft fingrene godt nede i byggeprojekter i sin karriere på Øresundsbro Konsortiet, DR og Fonden for Billige boliger, inden hun startede i Factor3, der beskæftiger sig med strategirealisering og at få projekter til at køre.
Start med dig selv!
Det kræver viden, kunnen og vilje at undgå dårlig planlægning, ineffektivitet og dårlig kvalitet i byggeprocesserne. i 1990'erne blev der talt meget om partnering og trimmet byggeri. Det er afprøvet, men det går altid trægt, når nye koncepter for et bedre byggeri introduceres. For vi mangler viljen.
- Vi skal arbejde med vores mentalitet. I stedet for kun at tænke på os selv, så skal vi vide, at der er nok til alle. Og så skal vi have integritet til at holde løfterne. Vi skal spørge os selv: Ville du selv lave det, hvis det var hjemme hos dig selv? I skal hver især tage et ansvar, hvis der er problemer i byggeprocessen. Det gælder uanset om du er entreprenør, bygherre, rådgiver eller udførende håndværker, siger Mette Thorkildsen.
Vi skal turde at sige sandheden. Det nytter ikke, at ingen tør sige sandheden - og alle bare brokker sig over de andre. Vi skal i stedet skabe ansvarlighed. Desuden er bevidstheden om ens egen og andres roller i byggeriet vigtig.
- Hvis alle kiggede på byggesager som en helhed, i stedet for kun at tænke på sit eget fagområde, ville det hjælpe. Derfor skal vi begynde med os selv, tage ansvar og turde sige det, som det er. Hvis vi ikke kan finde det i os selv, så kommer vi ingen vegne, konkluderer Mette Thorkildsen.
Drop skyklapperne og få gang i dialogen
Sekretariatsleder for Værdibyg, Værdiskabende Byggeproces, Rolf Simonsen, er enig i, at uhensigtsmæssighederne i byggeriet ikke er ond vilje, men manglende indsigt. Værdibyg - som BAT-kartellet, Bygherreforeningen, Dansk Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Tekniq står bag - påvirker dem, der tilrettelægger byggeprocesser tidligere i projektet.
- Det fine svar er, at vejen til gensidig respekt, fælles kvalitetsbevidsthed og ansvarsfølelse mellem de udførende skabes gennem indsigt i de øvrige parters forhold og i dialogen på tværs. Men det sker ikke af sig selv. Du skal også selv tage initiativ. Det nytter ikke noget at gå med skyklapper og kun tænke på din egen tid, egne opgaver og at gøre mester glad. Der skal også være fokus på, hvad der er godt for projektet, konstaterer Rolf Simonsen.
Undersøgelser lavet af Værdibyg viser, at håndværkerne har seks ønsker til en bedre byggeproces:
1. Sikkerheden skal tages mere alvorligt og planlægges.
2. Der skal bruges flere kræfter på at tænke logistik og indretning på byggepladsen.
3. Tidsplaner og tegningsmateriale skal være langt mere præcise og opdaterede.
4. Der skal være personer på byggeprojektet, der kan og tør tage beslutninger.
5. Der skal være rammer for dialog på tværs - det kan være alt fra daglige tavlemøder, fælles faciliter til frokost og fælles planlægningsmøder.
6. Håndværkerne vil gerne informeres om projektet.
Teknologien svær at slippe udenom
Mikkel Lieberkind, der er VDC-konsulent i MT Højgaard talte om, hvordan teknologien og den digitale udvikling kan bane vejen for fremtidens byggeprocesser. MT Højgaard arbejder med Virtual Designing Construction, hvor der bruges virtuelle modeller, som danner grundlag for den konkrete byggeproces. Modellerne bruges til afsætning på byggepladsen. Bygge- og anlægsvirksomheden bruger blandt andet droner, virtual reality, robotter og big data i byggerierne.
- Alle vores projektledere og formænd går rundt med iPads, hvor den nyeste info i projektet hele tiden er. For os er ny teknologi og innovation afgørende i vores arbejde. Teknologien gør, at vi kan lave analyser på afvigelser, fejl og mangler - og vi indsamler data på tværs af projekter og kan se, hvordan vores underentreprenører performer. Vores specialistviden skal kobles sammen med erfaringerne på byggepladsen - og det er selvfølgelig den største udfordring, siger Mikkel Lieberkind.
Værftsindustrien har i mange år brugt virtuelle modeller som baggrund for byggerierne. Det er det samme byggebranchen også er begyndt at gøre.
- Vi tænker i kunstig intelligens og machine learning og samarbejder med et firma, som tager billeder og genkender typiske problemer i byggeprocessen. Det kan for eksempel være i et hospitalsprojekt, hvor vi gennem teknologien får at vide, at hvis du laver det her, så skal du regne med en kollision. Teknologien er svær at slippe udenom, siger Mikkel Lieberkind.