Store Bededag er ikke kun et rent dansk fænomen, som regeringen påstår
Regeringens begrundelser for at afskaffe Store Bededag har været mange. Først skulle en afskaffelse finansiere en fremrykkelse af forsvarsudgifterne. Så skulle pengene også finansiere psykiatrien og nu hedder det, at der mangler milliarder af kroner til velfærd i fremtiden.
Et vægtigt forsvar fra regeringen i bestræbelserne på at afskaffe helligdagen har været, at der var tale om en ren dansk helligdag, som ikke engang var forankret i biblen. Men det er på kanten af sandheden at påstå dette. Det konstaterede Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, da han i dag bød velkommen til Danske Malermestres Nyborg Stævne med deltagelse af omkring 400 malermestre fra hele landet.
- Du kan altid diskutere, om danskerne arbejder for lidt, og om der er behov for en ekstra indsats. Men det var lodret forkert, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i programmet ”Mød Regeringen” på Danmarks Radio 18. december påstod, at Store Bededag var et rent dansk fænomen.
- Store Bededag var indtil 1994 også en helligdag i Tyskland, og er det fortsat i delstaten Sachsen.
Per Vangekjær kaldte det i samme forbindelse for påfaldende, at ingen i regeringen havde ville tage ”æren” for forslaget.
- Det siger måske noget om, at der ikke er nogen, der vil stå på mål for et forslag, som er så gennemført upopulært i store dele af befolkningen.
Timingen af forslaget var også håbløst. At stille et forslag af den art lige op til svære overenskomstforhandlinger var direkte uigennemtænkt, mente Per Vangekjær. Det var at kaste benzin på en bål, hvor hovedparten af fagbevægelsens medlemmer mener, at de skal kompenseres for inflationen. Og så stiller regeringen sådan et forslag hen over hovedet på arbejdsmarkedets parter, der normalt plejer at forhandle sig til rette om løn og arbejdstid – uden regeringsindblanding.
- Igen, du kan mene, danskerne skal arbejde mere. Det er et helt regulært og måske nødvendigt ønske. Men danskerne skal nok selv finde ud af, hvor meget de vil arbejde. Se bare på, hvor udbredt deltidsarbejde er.
- Hvis du vil have danskerne til at arbejde mere helt generelt, havde det nok være smartere at gøre det mere attraktivt at arbejde – og arbejde mere. Det kunne man jo have gjort ved at sætte skatten på den sidst tjente krone ned, eller man kunne have hævet bundfradraget. Jeg mener faktisk, at skatten er det vigtigste incitament, hvis du skal have danskerne til at arbejde mere.
Spørgsmål til denne pressemeddelelse til Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, på 2094 0790.
Link til Store Bededag i Tyskland (se nederst på siden)
Hent fotos af Per Vangekjær af fotograf Ricky John Molloy her