Ros til regeringen for at ville indføre et ID-kort i byggeriet
Bygge- og anlægsbranchen er hårdt ramt af sager om social dumping. Siden 2020 har Skattestyrelsen afsluttet knap 8.000 sager om mulig social dumping. Og i mere end 3.700 af sagerne blev der konstateret fejl og snyd med afregning af skat og moms. Bygge- og anlægsbranchen tegnede sig alene for mere end 2.000 sager.

Danske Malermestre hilste det derfor velkomment, da den daværende SVM-regering tilbage i februar var klar med et lovforslag om et ID-kort. Lovforslaget blev bremset i valgkampen, men i regeringsgrundlaget for den nye S-SF-M-R-regering skriver regeringen, at den vil arbejde for indføre et ID-kort ved større byggerier.
Og det blev positivt modtaget.
- Den nye regering fortsætter arbejdet med at indføre et ID-kort på større byggerier ligesom den overenskomstbaserede certificering for udenlandske virksomheder bliver gennemført. ID-kortet har længe stået på vores ønskeseddel og vil understøtte indsatsen for ordnede forhold og fair og lige konkurrence.
- ID-kortet har længe været en af vores mærkesager. Vi er helt klart af den opfattelse, at kortet vil fremme en fair konkurrence i byggeriet og forhindre snyd og social dumping. Skattestyrelsen tal viser jo helt tydeligt, at der er et kæmpe problem.
Sådan konstaterede Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, i sin mundtlige beretning på branche- og arbejdsgiverorganisationens generalforsamling tidligere i dag. Beretningen blev aflagt på Comwell H.C. Andersen i Odense i overværelse af godt 80 oldermænd og formænd fra arbejdsgiverorganisationens 30 lav og lokalforeninger.
Den nye regering vil også sætte ind mod det stadigt voksende bureaukrati. I regeringsgrundlaget sætter S-SF-M-R-regeringen sig nogle ambitiøse mål for at reducere regelmængderne.
- Regeringen erklærer krig mod bureaukrati. Der er sat et ambitiøst mål om at reducere mængden af byrder med en fjerdedel – 25 procent – frem mod år 2035.
- Jeg kan love, at vi som organisation vil komme med indspark til, hvad vi slås med i hverdagen og gerne vil have fjernet eller forenklet. Så meld ind til Danske Malermestre og fortæl, hvad I konkret slås med hjemme på kontoret.
Også regeringens planer om, at mere byggeri skal renoveres og mindre skal rives ned, blev der taget godt imod i beretningen:
- Regeringen vil indføre en afgift på nedrivning. Det skal være dyrere at rive ned, meget mere byggeri skal renoveres og transformeres. Som fag skal vi være rigtig glade for det forslag; der er nemlig meget mere arbejde for os i renoveringer, end der reelt er i nybyggeri.
- At regeringen vil renovere frem for at bygge nyt hænger jo også sammen med den grønne dagsorden og bæredygtighed. Det er i øvrigt en dagsorden, vi skal understøtte. Der er en højere indtjening for maleren ved vedligehold end ved nybyggeri – og så får vi også i højere grad mulighed for at yde rådgivning om holdbare og sunde materialevalg.
For yderligere kommentarer kontakt Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, på telefon 2094 0790.