Genindfører pligt til at søge job: Ændringer hilses velkommen
En bekendtgørelse for beskæftigelsesindsatsen genindfører lediges pligt til at søge job efter, at Danske Malermestre påpegede, at mange malermestre mangler ledige hænder, fordi de ledige under coronakrisen omkostningsfrit har kunnet takke nej til tilbudte jobs.
Mens mange malermestre mangler ledige hænder, har der under coronakrisen ikke været pligt for de ledige til, at de aktivt skulle søge og tage ledige job. Men efter at Danske Malermestre forleden gjorde opmærksom på problemet, får de ledige nu igen pligt til at søge og tage de job, de bliver henvist til. Det fremgår af en ny bekendtgørelse for beskæftigelsesindsatsen.
Og det glæder Danske Malermestres direktør, Ole Draborg.
- Det virker paradoksalt, at malermestre over hele landet kan gå og mangle arbejdskraft og må ty til vikarbureauer, mens ledige danske malersvende omkostningsfrit har kunne takke nej til et arbejde.
- Og da mange malermestre har lynende travlt for tiden, er det glædeligt, at der bliver taget hånd om problemet, og at de ledige igen får pligt til at søge og tage imod henviste job, siger Ole Draborg.
Allerede i dag bliver pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet genindført i hele Danmark, og de ledige skal derfor søge job og tage imod henviste job.
Og fra onsdag den 27. maj vil store dele af beskæftigelsesindsatsen igen blive åbnet.
I Region Hovedstaden og Region Sjælland vil jobcentrene fortsat været lukket, men der vil blive afholdt digitale samtaler med de ledige, mens der i Region Nord-, Midt- og Sydjylland vil blive åbnet for fysiske møder med sagsbehandlere. Dog først, når de fysiske rammer er på plads, så det kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt.
Danske Malermestres direktør Ole Draborg kan kontaktes på telefon 3263 0370 eller 4085 1141.
Der kan downloades pressebilleder af fotograf Nicky De Silva her