Forårsnummeret af De Farver er på gaden
Danske Malermestres magasin De Farver er på gaden med farverige reportager med historier om Arne Jacobsens ikoniske rækkehus, hvor der har været gang i arkivarbejde og farvearkæologi. Vi kommer også til en fynsk skole, hvor lys og kontraster giver liv – og en af artiklerne går i dybden med, hvorfor farverne hedder som de gør.
Realdania By & Byg har gennemført en omfattende restaurering af Arne Jacobsens eget ikoniske rækkehus på Strandvejen i Klampenborg. Der har både været gang i arkivarbejde og farvearkæologi for at finde frem til de originale farver.
Der er knald på farverne i totalrenoveringen og moderniseringen af 1.700 kvadratmeter udskolingslokaler i to plan på Nordsagerskolen i Ringe. Der er arbejdet bevidst med kontrasterne mellem eksisterende rå og helt nye overflader.
Kan man sælge 10 liter regn? Navnet på farver skal give gode associationer, så især private kunder bliver inspireret til farvevalg, når stuen skal males. Nogle navne er ret oplagte, mens andre er sværere at afkode.
Læs forårsnummeret af Danske Malermestres magasin De Farver, hvor du også kan læse om et stort vægmaleri i Roskilde, en blå kirke i Grønland og at Nationalbiblioteket for mennesker med læsevanskelighed er flyttet ind i det gamle rådhus i Nakskov.