Camilla megaglad for Medallion for Excellence
Vores danske deltager i WorldSkills 2024 i Lyon Camilla Lindholm Gelmer har vundet Medallion for Excellence, som gives for ekstraordinært flot arbejde.
Den er hun megaglad for, fordi konkurrencen var hård og især den bundne dekorationsopgave var mere omfattende end normalt, og farverne i den var ikke dækkende.
- Jeg er så stolt over, at jeg fik medaljen. Jeg er tilfreds med min indsats. Havde fra start håbet på en plads i Top 10 og kom på en 11. plads, men jeg er tilfreds, for jeg kunne ikke have leveret noget bedre, siger Camilla Lindholm Gelmer, der var stærkt bakket op hjemmefra af familie og kæreste, landstræner, træneren fra Rybners og malermestrene, hvor hun er i lære. Og selvfølgelig Danske Malermestres uddannelseschef og Malerfagets Faglige Fællesudvalg.
Sammen med 22 andre bygningsmalere har hun lakeret en dør, sat tapet op, lavet en bunden dekorationsopgave, malet på tid og kreeret en fri dekoration.
- Det har været megafedt og kæmpestort at deltage. Det har været fire intense konkurrencedage, hvor adrenalinen har kørt, og der kun har været små pauser til at snakke lidt med mine trænere og dommeren. Ellers har jeg mest været sammen med landsholdet, som har været en god støtte, fordi de øvrige deltagere jo var igennem det samme, siger Camilla Lindholm Gelmer.
Camilla kridtede skoene
Formand for Danske Malermestre og Malerfagets Faglige Fællesudvalg Per Vangekjær er tilfreds med resultatet. Han glæder sig især over, at hun fik Medallion for Excellence.
- Camilla kridtede virkelig skoene frem mod slutningen af konkurrencen, hvor hun virkelig leverede. Der viste hun, hvilket stof hun er gjort af. Vi oplever, at de asiatiske lande i særdeleshed har trukket fra. Kina ryddede nærmest bordet i over halvdelen af alle discipliner. Derfor er det flot, at Camilla ender i midten af feltet, siger han.
Danske Malermestres uddannelseschef Michael Groth Kastrupsen glæder sig til om en uges tid at få fingre i deltaljerne i Camilla Lindholm Gelmers flotte 700 point til konkurrencen.
- Så kan vi se, hvor hun har fået minus, og det kan hendes træner Hanne og landstræneren Rikke evaluere på og lægge en træningsplan for deltagerteamet frem mod EuroSkills i Herning, siger han.
Stolte malermestre
Camilla Lindholm Gelmers malermestre fra Marlenes Malerfirma i Varde var også i Lyon og er umådelig stolte af hendes indsats.
- Vi er stolte af, at hun har deltaget i WorldSkills og vundet Medallion for Excellence. Det er så flot. Det har været fantastisk at opleve et så stort og flot setup som WorldSkills, siger Carsten Sørensen, som især bed mærke i den svære bundne dekorationsopgave.
Malermestrene var i Lyon for at give deres lærling opbakning - og nyder, at WorldSkills giver masser af omtale og sætter håndværksfagene på dagsordenen.
Stort tillykke til Camilla, hendes trænere - landstræner Rikke Iversen og fagtræner Hanne Asmussen fra Rybners - og malermestrene Marlene og Carsten fra Marlenes Malerfirma.