Vedtægter for Danske Malermestre
1. Navn og formål
Organisationens navn er Danske Malermestre.
Dens hjemsted er Københavns kommune.
Danske Malermestres formål er at organisere malervirksomheder og andre overfladebehandlingsvirksomheder i Danmark, at varetage medlemmernes interesser i økonomisk, teknologisk, fagteknisk, uddannelsesmæssig og kulturel henseende, at varetage medlemmernes arbejdsmarkeds- og erhvervspolitiske interesser, at udøve oplysningsvirksomhed om branchens forhold og at yde service til medlemmerne.
2. Forholdet til andre organisationer
Til fremme af sine formål søger Danske Malermestre medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening, Håndværksrådet, Nordisk Malermesterorganisation (NMO) og UNIEP, den europæiske Malermesterorganisation.
Danske Malermestre og dennes enkelte medlemmer er underlagt vedtægtsbestemmelserne i de danske organisationer, Danske Malermestre er medlem af, dog bortset fra visse tidligere medlemmer af CMD, jf. Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 23.12.1987 til CMD.
Medlemmerne er forpligtet til at respektere Dansk Arbejdsgiverforenings vedtægter og bestemmelser.
Som medlem af Danske Malermestre er medlemmet samtidig omfattet af den arbejdsgiverpolitiske fællesvirksomhed, som DA er udtryk for, og som særligt finder udtryk i DA's vedtægters kapitel 3, ,,Regler for forhandlinger med lønmodtagerorganisationer, for bilæggelse af faglig strid og for afstemning om mæglingsforslag" samt i DA's vedtægters kapitel 4, ,,Regler for erklæring af lockout samt om pligter under strejker og lockouter". Et medlem af Danske Malermestre er således pligtig til at overholde de regler, som indeholdes i DA's vedtægters kapitel 3 og 4 og er forpligtet af beslutninger, pålæg m.v., der træffes af DA.
Medlemmerne er forpligtet til omhyggeligt at besvare henvendelser fra DA vedrørende statistiske undersøgelser af betydning for arbejdsmarkedet, jf. DA's vedtægters § 15, og Danske Malermestre har hjemmel til, såfremt et medlem ikke rettidigt har indsendt de nødvendige oplysninger, at pålægge medlemmet en bøde på mindst 200 kr. og højst 0,50% af den af medlemmet i det forudgående kalenderår udbetalte lønsum (arbejderlønsum plus funktionærlønsum).
3. Lav, lokalforeninger og landsdækkende lav
Danske Malermestre er opbygget via lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav.
Lokale lavs lokalforeninger og landsdækkende lavs vedtægter må ikke stride imod Danske Malermestres vedtægter eller imod vedtægterne i de danske foreninger, Danske Malermestre er medlem af.
Lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav er pligtige at underrette Danske Malermestre om deres vedtægters indhold samt ændringer heri. Lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav er ligeledes pligtige at meddele Danske Malermestre sammensætningen af deres bestyrelser senest den 1. maj hvert år. Lav og lokalforeninger har pligt til at indsende referat/beretning fra deres generalforsamling til Danske Malermestre én gang om året.
4. Medlemskab af Danske Malermestre
Som medlem af Danske Malermestre kan optages virksomheder, der driver malerforretning, skiltevirksomhed eller anden overfladebehandlingsvirksomhed. Som medlem kan tillige optages andre virksomheder, der har oprettet en afdeling inden for området i 1. pkt., og beregnervirksomheder, der er beskæftiget inden for malerfaget.
Som medlem af Danske Malermestre kan tillige optages bestyrere, konduktører og beregnere, som er ansat i en medlemsvirksomhed.
Såfremt et medlem driver flere virksomheder inden for malerfaget, kan Danske Malermestres bestyrelse efter en konkret vurdering forlange, at de øvrige virksomheder optages som medlemmer af Danske Malermestre.
Det er en betingelse for medlemskab af Danske Malermestre, at virksomheden/den pågældende person er medlem af et lokalt lav, en lokalforening eller et landsdækkende lav.
Et medlem kan frit vælge, hvilket laug man ønsker at være medlem af, dog med følgende begrænsninger:
- Medlemmer med virksomhedsadresse på Sjælland og øerne, Bornholm, Fyn eller i Jylland, skal vælge et laug beliggende på hhv. Sjælland og øerne, Bornholm, Fyn eller i Jylland. Man kan således ikke vælge et laug, der er beliggende i en anden del af landet end der, hvor virksomheden har adresse.
- For medlemmer med virksomhedsadresse i Jylland gælder desuden, at man skal vælge et laug inden for den region, hvor virksomheden er beliggende. Med region menes en af de fem officielle regioner.
- Medlemmer med flere virksomhedsadresser kan vælge medlemskab af et eller flere laug efter samme regler som i pkt. 1. og 2.
- Medlemmer, hvis aktiviteter naturligt hører under overenskomstens skilteteknikeraftale, skal være medlemmer af Skilt & Print Branchen.
Det er Danske Malermestres bestyrelse, der i givet fald afgør, hvor et laug er hjemmehørende.
Denne bestemmelse gælder kun fremadrettet fra generalforsamlingens beslutning herom.
Det er en forudsætning for medlemskab af Danske Malermestre, at
- virksomhedens indehaver eller en ledende medarbejder har afsluttet en af malerfagets uddannelser, eller lavets eller lokalforeningens bestyrelse efter en konkret vurdering af virksomhedens faglige niveau skønner, at dette ligger på niveau med et sædvanligt medlem af Danske Malermestre. Såfremt lavet eller lokalforeningen ønsker at optage virksomheden på baggrund af en konkret vurdering, skal virksomheden dog på optagelsestidspunktet have drevet malerforretning i en periode på mindst 2 år.
- virksomheden ikke har forfalden gæld til Danske Malermestre.
- virksomheden ikke har undladt at opfylde en kendelse fra Håndværkets Ankenævn.
- virksomheden forpligter sig til at deltage i Danske Malermestres introduktionskursus for nye medlemmer inden for en periode på maksimalt et år efter optagelsen.
- det lokale lavs, lokalforeningens eller det landsdækkende lavs bestyrelse vurderer, at optagelsen af vedkommende person eller virksomhed ikke vil skade foreningens omdømme.
Et afslag om optagelse skal altid begrundes skriftligt over for ansøgeren af lavets eller lokalforeningens bestyrelse. Lavets eller lokalforeningens bestyrelse orienterer Danske Malermestre om afslaget.
Afslag på ansøgning om optagelse kan indbringes for Danske Malermestres bestyrelse, som har den endelige afgørelse.
Såfremt en person eller en virksomhed har eller tidligere har haft direkte eller indirekte ejerinteresser i en virksomhed, som har været medlem af Danske Malermestre, kan Danske Malermestre stille som betingelse for medlemskab, at den pågældende person eller virksomhed forpligter sig til at betale den tidligere medlemsvirksomheds eventuelle ubetalte gæld til Danske Malermestre.
Et medlem kan begære sig overført til et passivt medlemskab ved ophør med at drive virksomhed inden for malerfaget, på grund af alder, sygdom m.v. Det er dog herved en betingelse, at den pågældende ikke er beskæftiget som malersvend. En enke, enkemand eller personer, som kan sidestilles hermed, kan fortsætte et medlemskab med den tidligere ægtefælles/samlevers rettigheder.
Som passive medlemmer i et lav eller en lokalforening kan endvidere optages medlemmer af landsdækkende lav, såfremt det lokale lavs eller lokalforeningens vedtægter åbner mulighed herfor og på de betingelser, disse vedtægter angiver.
Hvis en person er dømt for en i den offentlige mening vanærende handling, kan hverken denne person eller en virksomhed, i hvilken denne person indtager en ledende stilling, optages som medlem, medmindre man i det lokale lavs, lokalforenings eller det landsdækkende lavs bestyrelse vurderer, at optagelsen af vedkommende person eller virksomhed ikke vil skade lavets eller foreningens omdømme.
Danske Malermestres bestyrelse kan, hvor særlige forhold taler herfor, fravige reglerne i denne bestemmelse.
4a. Associeret medlemskab af Danske Malermestre
Som associeret medlem til Danske Malermestre kan tilknyttes virksomheder, der arbejder inden for området i § 4, stk. 1, og som på associeringstidspunktet ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst eller er omfattet af kollektiv overenskomst qua et medlemskab af en anden af Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsorganisationer. Danske Malermestres bestyrelse træffer beslutning herom i hvert enkelt tilfælde.
Et associeret medlems fortsatte tilknytning til Danske Malermestre forudsætter, at det ikke udsættes for krav om kollektiv overenskomst, og at det ikke i en konfliktsituation handler til skade for Danske Malermestres medlemmer eller andre virksomheder organiseret i en DA-organisation.
I tilfælde af at et associeret medlem modtager nogen form for henvendelse vedrørende indgåelse af kollektiv overenskomst, skal det uden ugrundet ophold meddele dette til Danske Malermestre med henblik på en afklaring af, hvorvidt det ønsker at blive medlem af Danske Malermestre eller afbryde associeringen.
For associeringen til Danske Malermestre betaler medlemmerne et bidrag, der fastsættes én gang årligt af Danske Malermestres bestyrelse.
Det er Danske Malermestres bestyrelses suveræne ret til enhver tid at bringe det associerede medlemskab til ophør uden nærmere begrundelse.
5. Lønoplysninger og kontingent
Medlemmer skal hvert år i januar måned til Danske Malermestre indsende et korrekt udfyldt lønsumsskema. Såfremt virksomheden har haft lønudbetalinger, skal der endvidere fremsendes kopi af skattevæsenets oplysningsskema (tidl. s 73 eller s 74) eller en kopi af sumoplysningsseddel fra virksomhedens lønudbyder. Indsendes ovennævnte ikke, vil Danske Malermestre foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens lønsum.
Danske Malermestres medlemmer betaler kontingent til Danske Malermestre efter generalforsamlingens bestemmelser herom, ligesom generalforsamlingen fastsætter størrelsen af eventuelt indskud for nye medlemmer.
6. Udmeldelse, eksklusion
En medlemsvirksomheds udmeldelse af Danske Malermestre kan kun ske skriftligt med mindst seks måneders varsel til en 1. juli.
Ingen udtrædelse kan finde sted under en arbejdskonflikt, og ej heller kan et medlem udtræde af Danske Malermestre, før der er gået mindst to år efter, at medlemmet har fået understøttelse af DA eller Danske Malermestre. DA's forretningsudvalg kan dispensere for disse bestemmelser.
Danske Malermestres administration underretter straks det lokale lav/lokalforeningen/det landsdækkende lav om udmeldelsen.
Hvis en medlemsvirksomhed afhændes eller ophører, kan udmeldelse dog ske med skriftligt varsel til udgangen af det kalenderkvartal, hvori virksomheden afhændes eller ophører.
For et medlem, hvis bo tages under konkursbehandling, tvangsakkord, eller som afgår ved døden, ophører medlemskabet af Danske Malermestre fra den dag, hvor der afsiges konkursdekret, åbnes forhandlinger om tvangsakkord eller dødsdagen, medmindre boet inden tre uger herefter erklærer, at det vil indtræde i medlemsforholdet. Boet betaler dog kontingent til udgangen af det kalenderkvartal, hvori udtrædelsen sker.
Et medlem kan af bestyrelsen ekskluderes af organisationen, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af organisationens vedtægter eller i alvorlig ukollegial optræden. Eksklusionen kan af medlemmet indbringes for førstkommende generalforsamling til endelig afgørelse. I tilfælde af kontingentrestance fastsætter bestyrelsen en frist, inden hvilken restancen skal betales. Betales restancen ikke inden fristens udløb, kan bestyrelsen slette medlemmet. Slettelse i Danske Malermestre medfører samtidig slettelse i det lokale lav/lokalforeningen/det landsdækkende lav og vice versa. Ved eksklusion på grund af kontingentrestance har eksklusionen virkning fra den af bestyrelsen meddelte eksklusionsdato. Virksomheden er på trods af eksklusionen forpligtet til at betale kontingent fra eksklusionsdatoen og frem til det førstkommende tidspunkt, hvor virksomheden kunne have udmeldt sig efter stk. 1 og stk. 2.
Det lokale lavs, lokalforenings eller landsdækkende lavs bestyrelse kan ekskludere et medlem, hvis den pågældende har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vedtægterne eller i væsentlig eller gentagen ukollegial optræden. Et medlem kan tillige ekskluderes, hvis medlemmet dømmes for en i den offentlige mening vanærende handling og hvis personens fortsatte medlemskab skønnes at kunne skade lavets eller foreningens omdømme. Bestyrelsens beslutning om eksklusion kan af det ekskluderede medlem indbringes for førstkommende generalforsamling i lavet eller foreningen. Generalforsamlingens beslutning er endelig.
7. Områder, lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav
Danske Malermestre er opdelt i følgende 10 områder:
Nordjylland (1): Thy-Mors Malerlaug, Vendsyssel Malerlaug, Aalborg & Nørresundby Malerlaug
Vestjylland (2): Holstebro og Omegns Malerlaug, Midtjysk Malerlaug, Skive Malerlaug, Viborg Malerlaug
Østjylland (3): Djurslands Malerlaug, Randers Malerlaug, Aarhus & Omegns Malerlaug
Sønderjylland (4): Esbjerg Malerlaug, Ribe Malerlaug, Sønderjyllands Malerlaug
Trekantsområdet (5): Horsens & Omegns Malerlav, Kolding Malerlaug, Sydøstjyske Malermestre
Fyn (6): Fynske Malermestre, Odense Malerlaug, Svendborg Malerlaug
Midtsjælland (7): Køge Malerlaug, Midtsjællands Malerlaug, Odsherreds Malerlaug, Vestsjællands Malerlaug
Sydsjælland (8): Bornholms Malerlaug, Lollands Malerlav, Nykøbing F. Malerlaug, Næstved Malerlaug, Vordingborg Malerlaug
København (9): Københavns Malerlaug
Nordsjælland (10): Frederiksborg Amts Malerlaug, Helsingør og Omegns Malerlaug, Roskilde Malerlaug
Alle lokale lav og lokalforeninger henhører under et område.
Tvivlsspørgsmål om områdernes afgrænsning, herunder lavs og lokalforeningers placering, afgøres af Danske Malermestres bestyrelse.
Områderne vælger bestyrelsesmedlemmer til Danske Malermestres bestyrelse efter de i § 14 fastsatte regler herom.
Etablering af nye lokale lav eller lokalforeninger kan over for Danske Malermestre foreslås oprettet i geografiske områder, der ikke allerede er dækket af eksisterende lokale lavs eller lokalforeningers virke.
Medlemmer af nye landsdækkende lav for beslægtede virksomheder inden for overfladebehandling, der ikke allerede er dækket af eksisterende landsdækkende lav, kan tilsvarende foreslås som medlemmer af Danske Malermestre.
Lokale lav og lokalforeninger vælger på den årlige generalforsamling en formand og en bestyrelse, der lever op til kravene om valgbarhed i Danske Malermestres vedtægter.
De lokale lav og lokalforeninger skal arbejde for at Danske Malermestre fremstår som en aktiv og moderne organisation.
De lokale lav og lokalforeningerne skal have en tæt dialog med deres medlemmer og herunder forestå afholdelsen af mindst to medlemsmøder om året med et fagligt indhold. Herudover skal de lokale lav og lokalforeninger arbejde for at skaffe lokal omtale af malerfaget og markere Danske Malermestre lokalt, arbejde for at opnå lokalpolitisk indflydelse, rekruttere medlemmer og være et socialt netværk for medlemmerne.
Lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav er forpligtede til at være repræsenteret på Danske Malermestres generalforsamling og oldermands- og formandsmøde jf. § 9, stk. 4 og § 8, stk. 2.
Hvis et lav eller en lokalforening på trods af henvendelser og krav fra Danske Malermestre ikke opfylder sine organisatoriske forpligtelser, kan Danske Malermestres bestyrelse beslutte at slette lavet eller lokalforeningen fra Danske Malermestre og tilbyde medlemmerne overførsel til de nærliggende lokale lav og lokalforeninger.
8. Oldermands- og formandsmøder
Der afholdes hvert efterår, samt hvis yderligere behov opstår, et oldermands-/formandsmøde.
På mødet har de lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav ret til at lade sig repræsentere ved 1 person samt derudover ved 1 person for hver 50. medlem af det enkelte lokale lav, lokalforening eller det landsdækkende lav.
På mødet kan drøftes alle forhold af betydning for Danske Malermestre. Dog skal budget for Danske Malermestres førstkomne regnskabsår altid fremlægges.
9. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er Danske Malermestres højeste myndighed. På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme.
Herudover tildeles hvert medlem stemmeandel svarende til medlemmets forholdsmæssige andel af Danske Malermestres samlede lønsum, således at det samlede stemmetal altid er 2 gange antallet af medlemmer. Danske Malermestres sekretariat beregner hvert medlems stemmeandel forud for hver generalforsamling på grundlag af seneste års udbetalte lønsumsfordelinger hos de stemmeberettigede. Beregningen meddeles lavene/lokalforeningerne/landsdækkende lav senest 14 dage før generalforsamlingen.
Lokale lav, lokalforeninger og landsdækkende lav har fuldmagt til ved stemmebærere at stemme på medlemmernes vegne. De enkelte medlemmer kan dog senest 8 dage inden generalforsamlingen meddele Danske Malermestre, at de selv ønsker at benytte stemmeretten.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af stemmerne er repræsenteret.
Den ordinære generalforsamling afholdes i juni måned så vidt muligt på en lørdag. Dagsordenen for generalforsamlingen skal omfatte følgende punkter:
- Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse og godkendelse af revideret årsregnskab
4. Fastlæggelse af kontingent til Danske Malermestre
5. Indkomne forslag
6. Områdernes udpegning af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
7. Valg af formand (hvert 2. år)
8. Valg af en statsautoriseret revisor og - blandt medlemmerne - af 2 kritiske revisorer samt 2 suppleanter for de sidstnævnte
9. Eventuelt
Indvarsling til den ordinære generalforsamling sker ved 2 på hinanden følgende meddelelser i foreningens tidsskrift eller ved fremsendelse af e-mail eller almindeligt brev til hver enkelt mødeberettiget senest 14 dage før generalforsamlingen. Dagsordenen, det reviderede regnskab, indkomne forslag, samt områdernes/det landsdækkende lavs indstillinger til valgene på generalforsamlingen offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 14 dage før generalforsamlingen. Indvarsling til ekstraordinære generalforsamlinger sker ved fremsendelse af e-mail eller almindeligt brev til hvert enkelt mødeberettiget senest 14 dage før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen kan ikke tages beslutning i andre sager end de på dagsordenen anførte.
Spørgsmål, der ønskes optaget på dagsordenen, skal meddeles skriftligt til Danske Malermestre og være Danske Malermestre i hænde senest den 15. maj.
Såfremt mindst 5 af de fremmødte på en generalforsamling eller dirigenten forlanger det, skal der foretages skriftlig afstemning.
10. Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 14 ordinære medlemmer, samt eventuelle ekstra bestyrelsesmedlemmer valgt af landsdækkende laug, jf. § 10 stk. 2. De 14 bestyrelsesposter fordeles efter områdernes stemmevægte efter største brøks metode, dog således at hvert område altid udpeger 1 bestyrelsesmedlem. Fordelingen af bestyrelsesposter opgøres ved udgangen af kalenderåret før generalforsamlingen på baggrund af den senest tilgængelige kontingentopkrævning.
Et landsdækkende lav, hvis medlemmer råder over det antal stemmer, som i gennemsnit kræves til en bestyrelsespost, har ret til at udpege et bestyrelsesmedlem. Landsdækkende lav, som ikke opfylder betingelserne for at udpege et bestyrelsesmedlem, kan udpege en kommitteret, som har ret til at deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret. Bornholms Malerlaug har ligeledes mulighed for at udpege et kommitteret medlem til bestyrelsen. Medlemmet skal være hjemmehørende på Bornholm.
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Danske Malermestre i henhold til de af generalforsamlingen udstukne retningslinjer.
Funktionsperioden for formænd, bestyrelsesmedlemmerne og kommitterede er 2 år. Halvdelen af bestyrelsens ordinære medlemmer afgår hvert år. Områder med et lige nummer udpeger i lige år, mens områder med et ulige nummer udpeger i ulige år. Områder med ret til at udpege flere medlemmer udpeger dog hvert år, således at halvdelen af områdets medlemmer afgår hvert år.
Generalforsamlingen vælger blandt bestyrelsens medlemmer dennes formand. En formand skal afgå, hvis han i sin valgperiode ikke genudpeges til bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig med to næstformænd.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
11. Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det påkrævet, eller når mindst 5 lav/lokalforeninger eller medlemmer repræsenterende 5% af det samlede stemmetal skriftligt over for bestyrelsen begærer dette med angivelse af hvilke sager der ønskes behandlet.
Efter at skriftlig begæring er fremsat over for bestyrelsen, er denne forpligtet til at afholde ekstraordinær generalforsamling senest 4 uger herefter.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel, og den skriftlige indkaldelse skal være ledsaget af en dagsorden.
12. Afstemninger mv.
Alle beslutninger på Danske Malermestres generalforsamling, områdebestyrelser og i organisationens bestyrelse træffes med 3/4 af de afgivne stemmer. Beslutninger om personvalg træffes dog ved simpel stemmeflerhed. For at blive valgt skal den enkelte kandidat opnå mere end halvdelen af de afgivne gyldige stemmer, idet der bortses fra blanke stemmer.
I Danske Malermestres bestyrelse har hvert medlem 1 stemme. I øvrigt beregnes stemmetal i overensstemmelse med § 9, stk. 1 og 2 ovenfor.
13. Valg og udpegninger til tillidsposter
For alle tillidsposter i Danske Malermestre og Danske Malermestres områder, laug og lokalforeninger samt for tillidsposter, hvor en af disse måtte foretage en udpegning, gælder, at kun aktive medlemmer af Danske Malermestre, der ikke er fyldt 70 år, kan vælges eller udpeges. Det gælder endvidere, at den person, der ønskes valgt eller udpeget, skal være aktivt erhvervsdrivende eller besidde en ledende stilling inden for malerfaget. Ethvert medlem kan dog vælges til at udføre interne upolitiske hverv, som eksempelvis laugskasserer, deltagelse i rejseudvalg, festudvalg eller lignende.
I tvivlstilfælde træffer Danske Malermestres bestyrelse beslutning herom.
Såfremt et medlem, der er valgt eller udpeget til en tillidspost i løbet af valg- eller udpegningsperioden ikke længere opfylder disse betingelser, kan Danske Malermestres bestyrelse beslutte, at der skal foretages nyvalg eller nyudpegning inden udløbet af perioden. Ophør af aktivt medlemskab vil dog i alle tilfælde betyde, at der skal foretages nyvalg eller nyudpegning senest ved det aktive medlemskabs ophør.
14. Områder/landsdækkende lavs bestyrelser
Hvert område ledes af en områdebestyrelse bestående af oldermanden/formanden fra hvert lav/lokalforening i området. Områdebestyrelsen konstituerer sig med en formand, der skal være det bestyrelsesmedlem, der er udpeget til Danske Malermestres bestyrelse. Hvis området har udpeget flere bestyrelsesmedlemmer til Danske Malermestres bestyrelse, skal formanden vælges blandt disse. Derudover konstituerer bestyrelsen sig selv.
Hvert landsdækkende lav ledes af en af medlemmerne valgt bestyrelse.
I de år, hvor området/det landsdækkende lav, for en 2 årig periode, skal udpege bestyrelsesmedlem(mer) eller kommitteret, samt suppleant til Danske Malermestres bestyrelse, jfr. § 10 stk. 2, sker dette inden udgangen af april forud for Danske Malermestres generalforsamling. Danske Malermestre meddeler forinden, hvor mange bestyrelsesmedlemmer man kan udpege, jf. § 10, stk. 1.
Som bestyrelsesmedlem eller kommitteret i Danske Malermestres bestyrelse, kan vælges frit mellem medlemmerne af områdets lav og lokalforeninger eller det landsdækkende lav.
Vælger områdebestyrelsen et medlem uden for kredsen af oldermænd og formænd indtræder denne i områdets bestyrelse som ekstraordinært medlem uden stemmeret. Når bestyrelsen for området på et senere tidspunkt vælger et andet bestyrelsesmedlem til Danske Malermestres bestyrelse, udtræder det ekstraordinære medlem af områdets bestyrelse.
Områdernes/det landsdækkende lavs udpegning af medlemmer til bestyrelsen samt forslag til landsformand og til kritiske revisorer og suppleanter for disse skal indsendes til Danske Malermestre inden udgangen af april måned.
Valgkredsens bestyrelse udpeger to mæglingsmænd, der skal betjene laug og foreninger i valgkredsen. Disse udpeges hvert år inden udgangen af april måned og i øvrigt efter behov. Derudover udpeger valgkredsens bestyrelse medlemmer af uddannelsesudvalg og svendeprøvekommissioner efter anmodning fra Danske Malermestre. Såfremt en skole betjener virksomheder fra flere valgkredse, skal bestyrelsen sikre at udpegningen koordineres med bestyrelserne i de andre valgkredse.
Områdebestyrelserne/de landsdækkende lavs bestyrelser vælger bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til Danske Malermestres bestyrelse, efter afstemningsreglerne i § 12.
Udover valgmødet, skal der hvert år afholdes et møde i områdets bestyrelse forud for afholdelsen af Danske Malermestres oldermands- og formandsmøde for at bestyrelsens medlemmer kan drøfte Danske Malermestres budget og de øvrige emner, der bringes op på oldermands- og formandsmødet.
Områdebestyrelsen kan herudover tage initiativ til afholdelse af medlemsmøder mv.
15. Administration
Danske Malermestres bestyrelse ansætter en administrerende direktør.
Direktøren er ansvarlig over for bestyrelsen for den daglige drift af organisationen.
Danske Malermestre udgiver et medlemsblad. Redaktøren er selvstændig ansvarlig over for presseloven og bestyrelsen.
16. Tegningsregler
Organisationen tegnes af formanden, en næstformand eller direktøren, 2 i forening.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
17. Regnskab og revision - organisationens midler
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Der vælges på generalforsamlingen udover en statsautoriseret revisor 2 kritiske revisorer samt 2 suppleanter for disse. Den kritiske revision har til opgave at kontrollere, at foreningen i økonomisk henseende administreres hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med de af organisationens bestyrelse og generalforsamling fastsatte retningslinier.
Foreningens midler anbringes i pengeinstitut, let realisable værdipapirer eller fast ejendom.
For Danske Malermestres forpligtelser hæfter alene Danske Malermestres formue.
18. Voldgift
Ethvert stridsspørgsmål inden for et lokalt lav, en lokalforening eller et landsdækkende lav, skal søges bilagt af det lokale lavs/lokalforeningens/det landsdækkende lavs bestyrelse, der kan idømme bod til et medlem, der har overtrådt vedtægter og bestemmelser, vist ukollegial opførsel eller i øvrigt ved sin handlemåde skadet standen eller medlemmerne. Eventuelle bøder skal tilgå det lokale lav/lokalforeningen/det landsdækkende lav.
Mener et medlem/lokalt lav/lokalforening/landsdækkende lav sig uretfærdigt behandlet, kan vedkommende indbringe sagen for Danske Malermestres bestyrelse, der herefter forsøger mægling.
Ethvert stridsspørgsmål, lokalt lav/lokalforening/ landsdækkende lav imellem, Danske Malermestre og lokalt lav/lokalforening/landsdækkende lav imellem samt Danske Malermestre og medlemmer, skal søges løst af Danske Malermestres bestyrelse, der kan idømme bod til et lokalt lav/lokalforening/landsdækkende lav og/eller medlem, der har overtrådt vedtægter og bestemmelser, vist ukollegial opførsel eller i øvrigt ved sin handlemåde skadet standen eller medlemmerne.
Kan der ikke opnås forlig, kan sagen af parterne eller Danske Malermestre indbringes for en voldgiftsret.
Den part, der ønsker voldgift, skal ved anbefalet brev underrette den anden part herom samt om, hvilke spørgsmål der ønskes forelagt, og hvem han ønsker valgt som sin voldgiftsmand. Brevet skal indeholde en henvisning til bestemmelsen i nærværende paragraf og den heri fastsatte frist for modpartens svar, jf. nedenfor.
Den anden part skal inden 4 uger fra denne meddelelses modtagelse ved anbefalet brev meddele den første part, hvem han har valgt som sin voldgiftsmand.
Undlader han dette inden fristens udløb, udpeges den anden voldgiftsmand af Præsidenten for Sø- og Handelsretten i København, der tillige udpeger en opmand, såfremt de to først udpegede voldgiftsmænd ikke i enighed vælger en sådan opmand, der skal være jurist og fungere som voldgiftsrettens formand. Voldgiftsretten fastsætter selv alle regler for sagens behandling for retten og træffer bestemmelser vedrørende sagens omkostninger. Voldgiftsrettens afgørelse, der baseres på dansk ret, er endelig og inappellabel.
Hvis et lokalt lav/en lokalforening/et landsdækkende lav har regler om voldgift, som endeligt tager stilling til stridsspørgsmålet mellem medlemmer, kan Danske Malermestre ikke ændre afgørelsen.
Forligsmøder i henhold til nærværende bestemmelser indkaldes senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
19. Medlemsforpligtelser
Forinden et medlem udfører arbejde på en opgave, som et andet medlem har kontrakt på, skal medlemmet sørge for, at medlemmet med kontrakt på opgaven, får mulighed for at sikre sig dokumentation for udført arbejde med henblik på medlemmets opgørelse af sit krav over for bygherren.
Det er forbudt at samarbejde med uorganiserede mestre, der benytter lønnet medhjælp.
Et medlem skal omtale andre medlemmer på en respektfuld og saglig måde. Et medlem må ikke ved sin optræden skade omdømmet for andre medlemmer.
Medlemmerne er omfattet af Danske Malermestres garantiordning.
Danske Malermestre afholder introduktionskursus for nye medlemmer. Nye medlemmer har pligt til at deltage i introduktionskurset. Bestyrelsen kan dog i særlige tilfælde dispensere fra denne pligt.
Medlemmerne er omfattet af den obligatoriske gruppelivsforsikring og forsikring for kritisk sygdom.
Medlemmerne kan ved overgang til passivt medlemskab frivilligt fortsætte i gruppelivsordningen og forsikringen for kritisk sygdom til og med det fyldte 67. år mod behørig betaling af gruppelivspræmie og præmie for kritisk sygdom
20. Den faglige Hjælpefond
Danske Malermestre har etableret Den faglige Hjælpefond efter de af Dansk Arbejdsgiverforening fastsatte retningslinier. Hjælpefonden kan anvendes til konflikthåndtering og konfliktunderstøttelse under arbejdskonflikter. Ekstern økonomisk og juridisk rådgivning, der er knyttet til hjælpefondens virke samt eventuelle andre omkostninger, der kan henføres til hjælpefondens administration, udredes af fondens midler.
Kontingentet til Den faglige Hjælpefond fastsættes på Danske Malermestres generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen. Kontingentet skal overholde de til enhver tid gældende retningslinier fastsat af Dansk Arbejdsgiverforening.
Konfliktunderstøttelse fra Den faglige Hjælpefond fastsættes af Danske Malermestres bestyrelse, idet udbetalingerne sker under hensyntagen til de til enhver tid gældende retningslinier fastsat af Dansk Arbejdsgiverforening.
Udbetaling af konfliktunderstøttelse fra Den faglige Hjælpefond kan nægtes
- Hvis konflikten ikke har sin årsag i forhold på medlemsvirksomheden.
- Hvis den pågældende arbejdskonflikt efter bestyrelsens skøn må lægges medlemsvirksomheden til last.
- Hvis indberetningen om den pågældende arbejdskonflikt ikke foretages umiddelbart efter arbejdskonfliktens etablering.
- Hvis de betalingsforpligtelser, der påhviler medlemsvirksomheden, og som følger af Danske Malermestres vedtægter, eller hvis andre betalingsforpligtelser, der følger af organisationstilhørsforholdet, herunder organisationens medlemskab af DA, ikke er efterlevet.
- Hvis virksomheden ikke har indsendt lønoplysningerne inden for den fastsatte tid, eller indberetningen af statistikforholdene ikke er i orden.
- Hvis en konflikt ikke har haft en varighed på mindst én arbejdsdag målt på virksomhedens produktionsforhold.
- Hvis der ikke foreligger en behørig tabsopgørelse udarbejdet efter medlemsorganisationens anvisninger senest 12 måneder efter arbejdets normalisering. Anvendes dækningsbidragsmetoden, skal der være vedlagt en ledelseserklæring til tabsopgørelsen.
- Hvis medlemsvirksomheden før, under eller efter en konflikt ikke har overholdt de pligter, der følger Dansk Arbejdsgiverforenings vedtægters § 37 eller i øvrigt ikke har fulgt de af Dansk Arbejdsgiverforening eller Danske Malermestre givne retningslinjer.
21. Danske Malermestres barselsordning
Medlemmer af Danske Malermestre er omfattet af Danske Malermestres barselsordning og betaler bidrag hertil.
Bidraget til barselsordningen samt tilskuddets størrelse fastsættes af Danske Malermestres bestyrelse. Ved Danske Malermestres generalforsamling orienterer bestyrelsen om forventningerne til bidrag og tilskud for perioden frem til næste generalforsamling. Bidraget fastsættes ud fra et balanceprincip, idet der dog tilstræbes en vis formueopbygning i ordningen i de første par år.
Barselsordningen er en del af Danske Malermestres økonomi, men der føres særskilt regnskab herfor. Hvert år på Danske Malermestres generalforsamling fremlægges regnskabet for barselsordningen sammen med Danske Malermestres øvrige regnskab.
Danske Malermestres bestyrelse vedtager en forretningsorden, der fastlægger de nærmere retningslinier for ordningen, herunder retningslinier for udbetaling af tilskud til medlemmer med ansatte på barsel.
Såfremt generalforsamlingen beslutter, at barselsordningen skal ophøre, forbliver eventuelle opsparede midler hos Danske Malermestre.
22. Opløsning af organisationen
Beslutning om opløsning af Danske Malermestre træffes af 2 med højst 3 ugers mellemrum afholdte generalforsamlinger, og vedtagelsen på begge disse generalforsamlinger skal ske med 3/4 af de afgivne stemmer.
Ved ophævelse af foreningen skal der på den opløsende generalforsamling træffes beslutning om anvendelse af foreningsformuen, som kan tilfalde almennyttige formål, formål til fremme af malerfagets interesser, eller en organisation, som Danske Malermestre måtte indgå i.
-o0o-
Således vedtaget på Danske Malermestres generalforsamling den 8. juni 2024.