Danske Malermestre - en del af SMVdanmark og DA
Danske Malermestre er arbejdsgiverforening og brancheorganisation for alle Danmarks malervirksomheder. Danske Malermestre består af 33 laug og mesterforeninger, og har sekretariat i både København og Århus.
Danske Malermestre blev dannet i 1990 som resultatet af en fusion mellem to arbejdsgiverforeninger for malere, Centralforeningen af Malermestre i Danmark, CMD og Danske Malermestres Arbejdsgiverforening, DMA.
Foreningen repræsenterer cirka 1.500 medlemmer med en samlet lønsum på cirka 1,9 milliarder kroner.
Medlem af SMVdanmark
Danske Malermestre er medlem af SMVdanmark, det tidligere Håndværksrådet, der blev stiftet i 1879 som Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Haandværk. Senere skilte industrien sig ud og Håndværksrådet, nu SMVdanmark, repræsenterer i dag både håndværkets interesser og små og mellemstore virksomheders interesser.
De cirka 20.000 virksomheder i SMVdanmark er fordelt på mange forskellige fag inden for mindre industri, byggeri, handel og service. Virksomhederne fordeler sig fra familievirksomheden og til virksomheder med op til 100-150 ansatte.
SMVdanmark er en erhvervspolitisk organisation, der arbejder med det formål at fremme små og mellemstore virksomheders interesser. Med det for øje arbejder SMVdanmark aktivt i en lang række udvalg, råd og nævn med at påvirke den politiske proces, gøre opmærksom på de vilkår, små og mellemstore virksomheder har at arbejde under og ved hjælp af analyser m.v. dokumentere disse oplysninger.
SMVdanmarks politik fastlægges af forretningsudvalg, bestyrelse og en række andre udvalg. SMVdanmark arbejder dels efter langsigtede målsætninger og dels i forhold til den mere aktuelle politiske proces.
Danske Malermestre har repræsentanter i såvel SMVdanmarks bestyrelse som i udvalg under rådet.
Medlem af DA
Danske Malermestre er også medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, DA. Det er en hovedorganisation for 14 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.
Formålet for interesseorganisationen er at koordinere overenskomstforhandlinger og påvirke den politiske beslutningsproces, så virksomhedernes konkurrenceevne og adgang til de rette ressourcer er størst mulig.
DA’s primære arbejdsområder er arbejdsmarkedspolitik og -kvalifikationer, arbejdsmiljø, ansættelsesret og overenskomstkoordinering. Desuden er der fokus på arbejdsret, internationale forhold og overvågning i form af analyse og statistikker om løn, sygefravær, konflikter og så videre.
Der er mere end 24.000 virksomheder inden for blandt andet industri, handel, transport, service og byggeri, som er medlemmer af en af DA’s medlemsorganisationer.