Højt fra fyrets top....

Fra Skagen og til Gedser, fra Trekroner i øst til Sædding i vest – og hele vejen langs kysten. Malerfirma Brdr. Folkmann fra Svendborg har malet fyrtårne overalt i Danmark. Det er en niche med udsigt.

Der er opgaver, og så er der spektakulære opgaver. Og Danmarks sydligste fyrtårn med et overfladeareal på 500 kvadratmeter kan vel med en vis ret kategoriseres som det sidste. Adressen er – næppe overraskende Gedser Fyrvej – og her knejser Gedser Odde Fyr 20 meter op over de omkringliggende marker og advarer de sejlende mod det farlige, undersøiske Gedser Rev.

Klaus Folkmann ved den store prisme i toppen af fyrtårnet. Det er placeret 26 meter over havets overflade, og lyset kan ses 48 kilometer væk. Foto Søren Hytting Gennem det seneste år har Malerfirma Brdr. Folkmann fra Svendborg haft fast arbejde med renoveringen af det mere end 220 år gamle fyrtårn – et arbejde, der blandt andet krævede udskiftning af bærende jernbjælker i tårnets øverste dæk, udskiftning af 2500 af de gamle mursten og mere end 14 ton puds og sprøjtepuds.

- Fyrtårnet var i en dårligere stand end nogen havde regnet med. Sidst, det blev malet, er en 30-40 år siden. Dengang blev der også udført mur- og betonreparation, desværre nok med nogle forkerte materialer. Man havde blandt andet brugt noget cementmørtel, som ikke kunne arbejde sammen med underlaget, så der trak fugt ind.

- Så arbejdet endte med at blive meget mere omfattende, og derfor blev det også kun til renovering udvendigt, mens den indvendige er udskudt indtil videre, forklarer Klaus Folkmann, der også fortæller, at det først var, da stillads og indpakning var på plads og det gamle fyrtårn var blevet sandblæst, at det for alvor gik op for dem, hvor slemt det egentlig stod til.

Brdr. Folkmann arbejdede i hovedentreprise med en række lokale underentreprenører. Og Klaus Folkmann sætter stor pris på at arbejde på den måde. Det giver såvel frihed som ansvar.

- Vores arbejde bliver meget nemmere, når vi selv har styr på processen fra start til slut. Og så er der en stor tilfredsstillelse i at finde de rigtige underentreprenører og at styre hele opgaven i mål, afslører den fynske malermester, der arbejder sammen med faste såvel som nye underentreprenører, når han arbejder på de danske fyrtårne. En anden vigtig samarbejdspartner er Søfartsstyrelsen, som har det overordnede ansvar for Danmarks fyrtårne.

Det er godt ti år siden, at Brdr. Folkmann fyldte bilen med materialer og gik i gang med deres allerførste fyrtårn. Tilbage i 2011 købte Svendborg-brødrene virksomheden, Tom Schmidt Entreprise, som også lå i Svendborg. Virksomheden havde blandt mere specialiseret sig i betonrenovering og facadebehandling af høje bygninger og siloer. Og med den overtagelse var vejen banet for et nyt forretningsområde.

- Ja, for umiddelbart efter vi havde overtaget Tom Schmidt, fik vi en henvendelse fra Søfartsstyrelsen, der spurgte, om vi ville give pris på Elsehoved Fyr på Sydøstfyn. Og det ville vi selvfølgelig meget gerne.

Sjovt og udfordrende

Fra fyret på Elsehoved gik det stærkt. Faktisk har firmaet siden da arbejdet på 20 fyrtårne overalt i Danmark – heraf har arbejdet på de 17 været udført som hovedentreprise. Og alle har på hver sin vis gjort indtryk.

- En af de mærkeligste eller sjoveste var, da vi malede fyret på Hesselø. Øen var ejet af godsejer Hasselbalch, og det var godsejeren selv der fløj os de knap 20 kilometer ud til øen i Kattegat.

- Vi var nødt til at pille de bagerste sæder ud af flyvemaskinen for at få plads til alt materiel og materialer.

- Og da vi malede Skagen Vestfyr, fik vi en lokal vognmand til at fragte 8000 liter vand, og hvad der ligner 1,5 ton udstyr og materialer ud gennem sandet til fyret.
I den række af oplevelser ligger også nu Gedser Fyr – som den mest komplicerede, fortæller Klaus Folkmann.

- Alene den grund, at vi skulle krane jernbjælker ind gennem vinduerne i toppen af tårnet og udskifte nogle af de bærende jernbjælker, gør, at vi husker opgaven i mange år.

Og fyrtårne kommer også i forskellige størrelser. Nogle kan nærmest klares fra jorden stående på en lift, på andre, som i Gedser, skal der opstilles stillads, og på atter andre arbejder man fra firmaets skyclimber; en slags lift, der hænger i en stålwire fra toppen af fyrtårnet og betjenes ved hjælp af et elektrisk spil fra jorden.

- Så der er aldrig én opgave, der er fuldstændig magen til en anden. Det er også det, der gør det så udfordrende at være med til, konstaterer Klaus Folkmann.

Gedser Odde Fyr. Hvis man tæller alle havnefyr, master og ejendomme med til de 176 fyrtårne, tæller den danske fyrliste mere end 2000 lys langs kysterne og ved havneindsejlingerne. Foto Søren Hytting

Vejen ind

En gang var der mere end 200 fyrtårne langs Danmarks mere end 8000 km kyst – antallet af aktive fyrtårne er i dag 176, da GPS-signaler har overtaget en stor del af navigationen. Og ligesom antallet af aktive fyrtårne er begrænset, er det også et begrænset antal malermestre, der arbejder med disse opgaver. Klaus Folkmann gætter på, at der blot er et fåtal, der arbejder med fyrtårne. Og det var da også med en vis nervøsitet, de gav sig i kast med det første fyrtårn.

- Vi havde aldrig beskæftiget os med fyrtårne. Og det kunne da også nemt være gået galt. Det gjorde det heldigvis ikke.

- Og når du kaster dig over noget helt nyt, skal du være forberedt på, at det tager tid at få så megen erfaring, øvelse og rutine, at du begynder at kunne lave penge på det.Og det er sådan set ligegyldigt, om det er microcement, epoxymaling – eller som her fyrtårne – man giver sig i kast med, mener Klaus Folkmann. Man skal turde binde an med noget nyt og uprøvet.

- Du skal være klar til, at det bliver hårdt, og at du er nødt til at have almindeligt malearbejde ved siden af, så du kan tjene penge, indtil du har fået foden indenfor på et nyt område.

Kirkemalerne

De ligger spredt ud over det ganske land, de hvidkalkede middelalderkirker. Og fra basen i Østjylland rejser Dansk Kirkekalk rundt og vedligeholder og kalker mange af dem.

Der var engang… Sådan begynder alle eventyr, og sådan næsten også eventyret om Dansk Kirkekalk i Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg.

For mens malermester Knud Reenberg tilbage i 1960'erne malede og renoverede kirker indvendigt, så købte malermester Mogens Reenberg og hustruen Henny Reenberg en lift og begyndte at lave forretning på at kalke kirke inde og ude. Og firmaet, som for 12 år siden fik sønnen, malermester Michael Reenberg, med i ledelsen, råder i dag over ti lifte og kalker kirker over hele landet. Og med mere end 1500 kalkede middelalderkirker fordelt over hele landet, er der også grundlag for en virksomhed som Dansk Kirkekalk.

Michael Reenberg kan nå to af tårnets sider uden at skulle flytte liften. Da Mogens og Henny Reenberg overtog firmaet, skrev Henny Reenberg rundt til alle landets middelalderkirker og tilbød kalkning. Fra Bornholm takkede to kirker ja, som de første. Og i 24 år havde Dansk Kirkekalk de to kirker som faste kunder. Foto Søren Hytting

- Vi har vel aftaler med 4-500 kirker over hele landet. Aftalerne med kirkerne løber typisk over fire eller fem år.

- I den periode efterser vi løbende kirkerne og laver småreparationer og kalker, hvor kirken trænger. Jeg vil tro, at vi arbejder på omkring 200 kirker hvert år, lyder det fra malermester Michael Reenberg om arbejdet, der strækker sig fra nattefrostens ophør og frem til den kolde årstid igen står for døren.

Det er ikke antallet af kvadratmeter

Her på en af årets sidste sommerdage lige før august bliver til september, er Michael Reenberg og svenden Sermsak Thabthimnak i gang med kalkningen af Asnæs Kirke på Vestsjælland. En helt traditionel kirke med tårn, skib, kor, sakristi og våbenhus – kort sagt alt, hvad der hører sig til en middelalderkirke.

Men på spørgsmålet om, hvor mange kvadratmeter de er i gang med at kalke, smiler Michael Reenberg og erkender blankt, at det ved han ikke.

- Men det er faktisk heller ikke det vigtigste. Antallet af kvadratmeter er heller ikke det afgørende, når det kommer til prisen og opgaven. Det handler i højere grad om kirkens placering og tilgængelighed.

- Kan vi komme til med vores lifte, hvordan kan vi opstille dem, hvor meget og hvor langt kan vi nå fra kurven, skal vi flytte rundt på dem flere gange. Det er det, der afgørende, forklarer Michael Reenberg.

For al arbejdet bliver udført fra lift – aldrig fra stillads.

- Der er simpelthen for meget renderi, hvis vi skulle gå på et stillads. Det er for besværligt og med leje af stillads bliver det også alt for dyrt, siger han og forklarer, at firmaet altid medbringer sine egne lifte. Leje af materiel er aldrig en post på budgettet. Og forklaringen
ligger lige for:

- Vi skal simpelthen kende vores lifte og vide, hvordan de kører. Igen for ikke at skulle flytte dem alt for mange gange, når vi er på plads, fastslår Michael Reenberg og vender tilbage til prissætningen af en kirke. Den sker nemlig sammen med Mogens Reenberg, der stadig er aktiv på sidelinjen i firmaet.

- Så tager vi ud sammen og kigger på kirken, går rundt om den og taler om arbejdet. Så skriver vi vores bud ned på et stykke papir og taler videre, inden vi hver især afslører vores bud. Det handler alene om, hvor effektivt vi kan komme rundt om kirken og kalke.

- Det er det, der ligger til grund for prissætningen, fastslår han.

Jobbet ligger godt hos en malermester

For de fleste hører kalkning til en af murerfagets discipliner, men ifølge Michael Reenberg var det kun under finanskrisen først i 00’erne, at murerne lagde billet ind på arbejdet. Nogle menighedsråd holder dog fast i, at det skal være en lokal, oftest en murermester, der varetager jobbet, men det ligger lige så godt hos en
malermester.

- Vi har også både murer- og malersvende samt arbejdsmænd ansat. Når det endelig kommer til det, er vi i malerfaget nok lidt mere grundige og har et bedre blik for den afsluttende finish.

Arbejdet foregår helt traditionelt. Først afrenses kirken, så røres kulekalken op med vand til kalkmælk, som så kostes på. Og i løbet af et par timer er kalken suget ind i underlaget – alt efter luftfugtigheden. For er det for varmt og tørt, tørrer kalkmælken for hurtigt og den færdige overflade skaller og krakelerer.

- Så i perioder er vi nødt til at vande underlaget først, så underlaget kan nå at suge kalken til sig, inden den tørrer, fortæller Michael Reenberg.

Michael Reenberg og svenden Sermsak Thabthimnak i gang med kalkningen af Asnæs Kirke på Vestsjælland. Foto Søren Hytting

Vinteren er lavsæson

Når den udvendige sæson slutter, rykker firmaet ”indendørs” og har også mere traditionelle maleropgaver. Og Michael Reenberg selv forgylder kirkeure og vejrhaner i det omfang, de ligger og venter fra sommerens opgaver.

- Vi har jo ikke kun kirker, men arbejder også på fredede og bevaringsværdige bygninger. Og så udfører vi både sand- og isblæsning. Men vinterhalvåret er lavsæson og det kan ikke undgås, at vi er nødt til at sende nogle af svendene hjem for kortere perioder, forklarer Michael Reenberg. Dansk Kirkekalk beskæftiger mellem 10-14 svende og bruger hvert år omkring 80 ton kulekalk
til opgaverne.

Tryllebundet

Øjnene lyser når malermester Martin Behrendt fortæller om arbejdet som restaureringsmaler, hvor de gamle malerteknikker er en del af hverdagen. Christiansborg Slots Repræsentationslokaler, Stortinget i Norge og Marmorkirken er blot et lille udpluk af disse opgaver.

Syv ugers praktik sammen med malermester og konservator Arne Bäck og faren Flemming Jensen tryllebandt for 35 år siden malermester og restaureringshåndværker Martin Behrendt. En verden af eventyrfortællinger, tobaksrøg og linoliemaling – og snart 50-årige Martin Behrendt gik i farens fodspor og har i dag Malerfirmaet M. Behrendt & Søn med sønnen Tinus Behrendt.

Omgivelserne i idylliske Raadvad ved Kongens Lyngby med bygninger fra 1700-tallet, skoven og Raadvad Dam fører os automatisk tilbage i tiden og symboliserer 100 procent, hvad Malerfirmaet M. Behrendt & Søn står for. Værkstedet ligger i Raadvad Fabrik sammen med andre restaurerings- og bygningshåndværkere. Selv bogen ’Malerfaget´, der blev udgivet i 1935 ligger som et opslagsværk i værkstedet – en bog han fik, da han blev udlært i 1995.

Malermester Martin Behrendt bruger bogen ’Malerfaget’ fra 1935 som sin bibel, når det handler om gamle malerteknikker. Bogen fik han af sine kolleger, da han blev udlært maler hos sin far Flemming Jensen. Foto Søren Hytting

- Bogen er mit opslagsværk, når jeg skal se noget om forgyldning, linoliemaling, bladguld, marmorering, ådring, lakker, limfarver eller andre gamle malerteknikker.

- Jeg har talt med andre kollega-konkurrenter, der også har den liggende i bilen. Uanset om lærlingene skal ind til majestæten til et pust af højtidelighed eller maler køkkenloft hos Fru Hansen, så er det en lige stor ære, siger Martin Behrendt, der altid får gummiben, når han skal møde Dronning Margrethe, som interesserer sig meget for de gamle håndværksteknikker.

Linolie og eventyr

Da acrylmalingerne vandt frem var faren Flemming Jensen en af de eneste, der fortsatte med linolie. Især til fredede bygninger. Martin Behrendt giver også faren kredit for at have givet ham kærligheden til malerfaget og de gamle teknikker. Værkstedet, fortællingerne, eventyret.

- Ligesom jeg voksede op med min fars kærlighed til faget, så har min søn også gjort det. Han har altid set mig male – og på en dårlig skoledag kom han med i Vor Frelser Kirke. En af svendene tog ham med op på stilladset og han forgyldte en stjerne – og så var han også tændt, fortæller Martin Behrendt om sikringen af videreførelsen af nichen gamle malerteknikker.

Når der bliver vist pensler, pigmenter, Atlanterhavstang, benlim, shellak-skaller eller talt om zinkhvid, kazainfarve, kalk, forgyldning og marmoring, glæden ved at blande malinger selv uden giftstoffer, er man ikke i tvivl om, at Martin Behrendt mener det, når han siger, at han helst bruger det oprindelige materiale i fredede bygninger, når han restaurerer.

Spændende opgaver

Når han kigger tilbage på sine mange opgaver, er der nogle stykker, der stikker ud. Han nævner både Frederiksborg Slotskirke og Riddersalen på Christiansborg.

Malermester Martin Behrendt arbejder med pigmenter, Atlanterhavstang, benlim, shellak-skaller og andre oprindelige materialer, når han restaurerer. Foto Søren Hytting

- Vi har ofte oplevet, at vi er bindeleddet mellem arkitekter og kunstnere. Vi fik at vide, at det var den flotteste restaurering Dronning Margrethe havde set, da vi restaurerede Riddersalen. Det var spændende. Den mest krævende opgave har været Stortinget i Norge – det tog over seks år at ådre, forgylde, marmorere og spænde hørlærreder op, så det hele var klar til 100 års jubilæet, fortæller Martin Behrendt, der elsker, at der aldrig er nogen fast arbejdsbeskrivelse, når man restaurerer.

Hans sjoveste opgave var Guldæblespringvandet ved Gammel Torv og Nytorv i 1990’erne. På mærkedage springer æblerne, der er lavet af 24 karats guld.

- Jeg forgyldte ikke æblerne, men karret sammen med en gammel, skør maler med forgyldte tænder, som han selv malede, og han var typen, der askede i koppen og drak samtidig. Han var stolt af malerfaget. Det er sjovt at tænke på, griner Martin Behrendt.

Burde være skole for det her

Han er også i overvejelser om endnu en lærling, fordi det er svært at finde malersvende – både indenfor de moderne og gamle teknikker. Derfor føler han sig også forpligtet til at lære fra sig.

- Jeg er bange for, at udenlandske, dygtige specialister overtager nichen med gamle malerteknikker. Hver anden fredag underviser jeg mine egne folk – og folk udefra på staffelierne her i værkstedet i at marmorere, ådre og til at håndtere limfarver. Mit største krav er, at mine folk skal være gode til limfarver, påpeger Martin Behrendt.

Samarbejdet med konservatorer, stukkatører, stenhuggere og smede er også vigtigt. At forstå hinandens håndværk og metoder. At redde den danske kulturarv.

- I mine øjne burde vi have en skole kun for gamle malerteknikker. Hvis bare vi fik fem lærlinge om året udlært som restaurerings- eller historiske malere. Jeg overvejer selv at lave en skole, for det er så vigtigt, at vi giver de her gamle, stolte malerteknikker videre, så vi kan redde kulturarven, siger Martin Behrendt, der også underviser i gamle malerteknikker i Center For BygningsBevaring, der holder til på samme etage i Raadvad 40.

Niche og nørderi

Martin Behrendt tror på, at man finder sin faglige niche, når man nørder ned i et stofområde. Han er så heldig, at han blev smittet af en far, der kunne samle en hjemløs op og gøre ham til en dygtig maler ved at give ham indhold og mening med livet.

- Når du finder din niche, føler du en form for samhørighed, du kan mærke dig selv. Tinus har det på samme måde. Vi trives ikke i ting, der er for strømlinede og sat i systemer.

- Vi elsker vores kunstneriske frihed til at lave fejl og lære af dem. Der er intet som den stoflighed, glans og glød de gamle teknikker skaber, siger han.

Struktur, farver og overflader

Malermestrene Inge Sommer og Henrik Boye lancerede et let, dekorativt vægprodukt KABE Copenhagen. Den
indfarvede spartelmasse grinede malerbranchen lidt af – i dag er de videre med microcement, der kan bruges på alle flader.

Når man træder ind i showroomet i Priorparken i Brøndby, får man lyst til at røre vægge og gulve, der er behandlet med farvet mikrocement i flotte strukturer og metaller. En form for et galleri, en oplevelse, hvor man ser andet end en farve. Man smager lidt på det. Malermestrene Inge Sommer og Henrik Boye var nogle af de første, der for alvor kastede sig over at arbejde med struktur, farver og overflader.

Malermester Inge Sommer sidder i SCS Labs showroom. Hendes opskrift på at finde deres niche i malerfaget med KABEspartel og microcement er, at idéerne opstår, fordi arkitekterne har nogle projekter, der ikke kan lade sig gøre. Foto Søren Hytting

- I 2014 lancerede vi et let, dekorativt vægprodukt KABE Copenhagen. Vi bildte os selv ind, at det var en mangelvare, fordi alle let kan lave en dekorativ overflade. I starten grinede folk af os, men vi fik produktet pushet til farvehandlere, arkitekter og indretningsarkitekter – og vi brugte dengang især Facebook med influencers og bloggere til at skabe en salgskanal, fortæller malermester Inge Sommer, der sammen med Henrik Boye i Malerfirmaet Sommer & Hebeltoft aldrig har gået efter at male hvidt i flyttelejligheder og nybyg. Kunderne – hoteller, restauranter, caféer, butikker, private og erhverv – har ofte gået op i interiør.

Og det virkede, for for tre år siden solgte malermestrene KABE til Flügger. I dag importerer de microcement fra Spanien, som de løbende eksperimenterer med og sælger som grossistled til udførende håndværkere. KABE skabte nemlig også et behov for at vægge, møbler, gulve og badeværelser kunne dekoreres med andet end maling. Det nyeste skud på stammen er det dekorative Cab´ish til både professionelle og gør-det-selv-folk, som handles
på nettet. Det bruges typisk på vægge.

Fra Sydeuropa til Skandinavien

Malermestrene konkluderede hurtigt, at de ikke selv skulle være udførende. De er grossistled og rådgiver, vejleder og holder kurser i at anvende deres produkter. De vil ikke kunne beskyldes for at konkurrere med deres egne kunder og hapse de bedste opgaver.

- Vi valgte også at sælge KABE, fordi det var vokset sig så stort og klar til eksport til hele verden. Det er ikke det, der er vores speciale, vi kan begge lide at rode med alt på én gang. Vi har fundet vores niche, fordi vi finder det er inspirerende at arbejde med strukturer og overflader. Derfor kastede vi os over den spanske microcement, fortæller Inge Sommer.

Den spanske microcement har været i almindelig handel i 50 år. Vi har alle oplevet det i Sydeuropa.

- Vi har altid lavet opgaver med kant for vores kunder, som ofte er arkitekter, og derfor har det været interessant og udfordrende at fortolke microcementen, så det passer i Skandistyle. Udførslen, temperamentet, akkuratessen, stregen, striberne, sjælen og roligheden. Vi har taget et produkt, der er gammelt i gårde og ført det et nyt sted hen, forklarer Inge Sommer.

Arkitekter kommer ofte med en bestillingsliste over, hvad de vil have. Her har Inge Sommer og Henrik Hebeltoft set det som deres opgave at kunne fortælle arkitekterne, hvad det nye er indenfor farver, strukturer og overflader.

- Vi samarbejder med vores kunder. Vi forsøger at fortolke det, de taler om. Når de efterspørger det taktile og stoflige, der smager lidt af vanille, så tænker vi, kan vi omsætte det til en overflade og farver, der rammer lige det, de leder efter. Vi finder nye værktøjer og måder at arbejde med materialerne på, fortsætter hun.

Udfordrende rejse

Det har været en udfordrende opgave at få slutbrugerne til at tage imod produkter som KABE Copenhagen, microcement og nu cab´ish – og at få udførerne til at forstå produkterne.

- Malerne sagde, at det bare var en spartel og murerne sagde, at det bare var cement. Men det kræver specielle værktøjer, specielle teknikker – og det har været en udfordring at få formidlet, at det ikke er noget, vi kender, og det derfor kræver en ny tilgang.

- Maleren har skullet lære, at cement er et produkt, der kan bruges til at dekorere og murerne har skullet arbejde med lagtykkelser og konsistens, påpeger Inge Sommer, der mener, at det er lidt ligesom du ikke bare slår op på YouTube, hvordan du spiller bas. For det lyder ikke godt, når du spiller. Det kræver en del træning for at få kendskab til microcement og kunne levere et godt resultat. Til gengæld har det været sjovt, når firmaet har fået succes med produkterne og markedet ved, at de står bag.

Ansatte skal tænke selvstændigt

Der er ti ansatte i koncernen, som består af de tre dele Malerfirmaet Sommer & Hebeltoft, SCS Lab og Cab´ish. De to indehavere og én anden arbejder på daglig basis med struktur, farver, metaller og overflader. Der laves prøver, så der løbende kan vises nye versioner af, hvad der kan gøres med microcementen. Hvilke strukturer kan tvinges til hvad? Hvilke farver fungerer? Hvordan virker forskellige korntykkelser? Hvilke værktøjer er optimale?

- Vi har altid ønsket, at vores ansatte skal være selvstændigt tænkende og gerne selv analysere sig frem til en bedre måde at løse opgaverne for kunderne. Vi har slutbrugere, der skal hjælpes i mål med deres projekter. Hvilken type overflade vil være mest relevant?, siger Inge Sommer.

Sursød konkurrence

Som nævnt er der ikke længere nogen i branchen, der griner over idéen med at arbejde med andre produkter end maling. En rundtur på Nyborg Stævnet viser, at mange i dag arbejder med forskellige spartel- og cementprodukter.

- Konkurrencen er en sursød blanding. På den ene side skal vi nu gøre noget for at adskille os fra konkurrenterne, så alle skal ’oppe sig´. Og det kommer jo slutbrugerne til gode. På den anden side ville det da have været dejligt at have markedet solo. I dag er der så mange forgreninger af microcement, som vi bruger en del tid på at forklare, hvori forskellene ligger ved vores produkter kontra andres. Vi står på mål for vores produkter, udførerne for udførslen, siger Inge Sommer.

Malermestrene bruger selv og oplærer kunderne i at vise deres resultater på sociale medier. Ved at vise både slutresultater og metoder – på billeder og film – skabes mere indsigt i microcement. Og de gode billedreferencer, skaffer ofte nye kunder.