Danske Malermestre: Større effektivitet på byggepladsen, tak!

23-08-2018

Hvorfor præges så mange byggerier af dårlig planlægning, ineffektivitet og svingende kvalitet? Er gensidig respekt, fælles kvalitetsbevidsthed og ansvarsfølelse nøglen til en bedre byggeproces? Og hvordan kan digitalisering og innovation bidrage? Sådan lyder blot nogle af de spørgsmål, som en række førende kapaciteter fra blandt andet Værdibyg og MT Højgaard diskuterer, når Danske Malermestre afholder gå-hjem-møde 31. oktober klokken 15.30-18.00 på Scandic Glostrup. 

 


 

Der er deadline for tilmelding til det gratis gå-hjem-møde, hvor alle er velkomne 23. oktober. Skriv til aarhus@malermestre.dk.

 

 

Mange byggeprojekter præges af dårlig planlægning og ineffektivitet. Det får ikke kun budgetterne til at skride, men påvirker i høj grad også kvaliteten af det enkelte byggeri. For at slå til lyd for bedre tidsstyring, øget samarbejde og gensidig respekt inviterer brancheorganisationen Danske Malermestre til det gratis gå-hjem-møde. 

 

- Vi hører ofte beretninger fra vores medlemmer om deres oplevelser med dårlig planlægning og manglende fælles ansvarsfølelse på byggepladsen. Der er i den grad brug for at adressere disse udfordringer, så vi fremover kan blive skarpere til at håndtere dem gennem bedre tidsstyring, optimeret samarbejde og nye teknologier, fortæller Ole Draborg, der er direktør hos Danske Malermestre.


 
Gensidig respekt er nøglen
Danske Malermestre har derfor samlet en række af byggeriets førende kapaciteter, der vil fortælle om de muligheder og udfordringer, som præger byggepladserne. 

 

Blandt oplægsholderne er Rolf Simonsen, der er sekretariatsleder hos Værdibyg. Ifølge ham er det vigtigt, at parterne afstemmer forventningerne til byggeprojektet, både i forbindelse med opstart såvel som undervejs i processen. På den måde bliver det tydeligt, hvor grænsefladerne er, og hvordan der kan skabes bedst mulig synergi.

 

- Samarbejdet i byggeprojekterne styrkes gennem parternes gensidige forståelse for hinandens arbejde. Det gælder både mellem fagene på byggepladsen, men også mellem bygherre, rådgivere og entreprenørerne. Jo større indblik, man har i de andres verden, jo bedre kan man hjælpe hinanden, så man i fællesskab kan yde det optimale. Det behøver ikke koste ekstra kræfter, men det giver meget energi, når man får tingene til at fungere.

 

Det pointerer Rolf Simonsen, som også får selskab af oplægsholder Mikkel Lieberkind, der er konsulent i VDC-divisionen hos bygge- og anlægsvirksomheden MT Højgaard. Han beskæftiger sig med effektivisering af byggeprocesser gennem anvendelse af nye teknologier som droner, Reality Capture, Data Analytics, cloudløsninger og Virtuel Reality.

 

”Vi” frem for ”dem og os”
Ifølge konsulent Mette Thorkildsen fra Factor 3, der også vil bidrage med indlæg ved arrangementet, er der generelt behov for at etablere en fælles ansvarsfølelse på byggepladsen:   

 

- Vi skal skabe lysten og forståelsen for samarbejde, så vi sammen opnår de bedste resultater internt såvel som eksternt i byggevirksomhederne. Vi skal tænke ”vi” frem for kortsigtede enkeltstående gevinster, hvor vi tænker ”dem og os”. Det betyder også, at vi skal åbne op for et nyt paradigme, hvor vi i højere grad tænker og handler sammen på mange flere områder.

 

Gå-hjem-mødet er gratis og finder sted onsdag 31. oktober klokken 15.30-18.00 ved Scandic Glostrup på Roskildevej 550, 2605 Brøndby. Journalister er velkomne.

 

>> Indbydelsen i PDF

 

 

Er det spørgsmål til pressemeddelelsen kan Danske Malermestres direktør Ole Draborg kontaktes på 4085 1141

Alle nyheder fra lauget



Medlemsbladet november 2018
29-10-2018
Du kan i novembernummeret af Danske Malermestre læse om debatten om uddannelseskrav på oldermandsmødet og temaet om netværk og videndeling blandt malermestre, hvor du også får fif fra en ekspert.
>> Læs mere…
Medlemsbladet oktober 2018
24-09-2018
Du kan i oktobernummeret af Danske Malermestre læse om Nadja, der delte guldet til nordiske mesterskaber med Norge og Sverige, en arbejdsgivervenlig paragraf om fleksibel arbejdstid i overenskomsten og små og mellemstore virksomheder, der er for lette at hacke.
>> Læs mere…
Medlemsbladet september 2018
29-08-2018
Læs om den nye tiltrækningskampagne, som snart lanceres for at hverve flere unge til malerfaget, og mød tre generationer af malere, der har stolthed og linolie i blodet.
>> Læs mere…
Medlemsblad august 2018
27-07-2018
I august nummeret af Danske Malermestre kan du både læse om et lykkehjul med lærlinge-spørgsmål til Folkemødet 2018, debatten om en certificeringsordning på generalforsamlingen og om begrebet nudging, hvor du får et kærligt og effektivt puf.
>> Læs mere…
Medlemsblad juni 2018
28-05-2018
I Danske Malermestres juninummer kan du både læse om overrækkelsen af Farveprisen til Roskilde-museum, et kommende gratis gå-hjem-møde om bedre samarbejde i byggeprocessen, og om malermestres glæder og udfordringer ved at uddanne elever.
>> Læs mere…
Side:   1 2 3 4 5 6   Næste

Nyhedsvisning